Tre ud af fire billedkunstnere overvejer at flytte fra København – ny rapport om atelierforhold efterlyser handling

Tre ud af fire billedkunstnere overvejer at flytte fra København – ny rapport om atelierforhold efterlyser handling

Rose Eken: Kunstneratelier, 2016. Kukkasseudsmykning, Frederiksbjerg Skole. Foto: Rose Eken

Rådet for Visuel Kunst har netop offentliggjort en rapport om atelier- og værkstedsforhold i København, som er udarbejdet på baggrund af en undersøgelse udført i samarbejde med UKK. Konklusionen: Der mangler kunstnerpladser i byen, og de, der findes, er for dyre. Undersøgelsen viser, at 75 procent af de adspurgte kunstnere har overvejet at flytte ud af København inden for det sidste år.

Rapporten opsummerer undersøgelsens resultater på følgende måde: “Kunstnere forsvinder pt. fra København grundet manglede atelier- og værkstedspladser. Hvis de først forsvinder, kommer de ikke igen. Det er ikke kun sjæl byen mister, men også vigtig økonomi. Undersøgelser fra både ind- og udland peger på væsentligheden af at bibeholde de kreative miljøer i byerne – for økonomien, diversiteten og turismen.”

Problemet med kunstneres manglende adgang til byen bør ifølge UKK tages op i sammenhæng med bredere politiske problemstillinger inden for byplanlægning, omkring mangel på diversitet og skævvridning af befolkningssammensætningen – en generel konsekvens af de voldsomt stigende huspriser og privatiseringen af byrummet.

Undersøgelsen viser, at 87 procent af de adspurgtes atelierer ikke er støttet af kommunen. Når så stor en del af af kunstnerpladserne varetages af profitdrevne interesser, er det ofte som en del af gentrificeringen, hvor atelierne stilles til rådighed for en begrænset periode, og man derefter udelukker kunstnerne når området er fornyet. Denne problemstilling peger yderligere på vigtigheden af, at kunstneratelierer bliver en integreret del af byernes udviklingsplaner.

Første positive resultater som følge af undersøgelsen

Undersøgelsen har allerede skabt de første resultater. På baggrund af undersøgelsen, har Kultur- og Fritidsudvalget i København besluttet at omdanne lokalerne Halmtorvet 11 til kunstnerpladser, som stilles til rådighed huslejefrit. 25-30 kunstnere kan rykke ind i løbet af sommeren. En plads kommer til at koste ca. 1.000 kroner om måneden, som går til forbrugsudgifter og administration.

Fordeling af pladserne sker efter ansøgning og på baggrund af principper fra Københavns Kommunes visuel kunst-plan og undersøgelsen foretaget af Rådet for Visuel Kunst og UKK. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil snarest invitere til open-call, hvor der kan søges om kunstnerpladserne.

Dermed er problemet dog ifølge UKK langtfra løst: Et af de største problemer for mange nuværende atelierforhold deres midlertidige karakter, der bidrager til meget stress for de enkelte kunstnere. Da løsningen på Halmtorvet indtil videre kun er sikret frem til årsskiftet, løser den på ingen måde den aktuelle problematik. Det vil ifølge UKK kræve flere ambitiøse og konkrete initiativer at vende udviklingen, hvis man fortsat ønsker at kunstnere skal blive i og bidrage til byen.

Kilde: UKK

Følgende har bidraget til undersøgelsen og rapporten: Rådet for Visuel Kunst - Københavns Kommune, UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere, Billedkunstnernes Forbund (BKF), Fabrikken for Kunst og Design (FFKD), Støberiet Blågårds Plads – Kommunal Kunst og Teknik (KKT), Center for byudvikling i Økonomiforvaltningen og Bikubenfonden.

Rapporten kan læses i sin fulde længde her

Del artiklen

'Tre ud af fire billedkunstnere overvejer at flytte fra København – ny rapport om atelierforhold efterlyser handling'

Facebook