Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler legater

Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler legater

Mads Lindberg: Snebajermaleri. Pressefoto, Ole Haslunds Kunstnerfond.

Torsdag den 8. december uddeler Ole Haslunds Kunstnerfond legater til 20 kunstnere og museumsfolk, der har markeret sig i dansk kulturliv. I 2022 tildeler Kunstnerfonden Hæders-, Kunst- og Rejselegater for den samlede sum af 1,7 mio. kr. Der uddeles fire Hæderslegater, 13 Kunstlegater samt tre Rejselegater.

Ole Haslunds Kunstnerfonds Hæderslegater går i år til fire modtagere: Det drejer sig om keramiker Morten Løbner Espersen og billedhugger Kirsten Ortwed, der står bag udstillinger og udsmykninger i ind- og udland. Museumsinspektør Dorthe Aagesen fra Statens Museum for Kunst  samt skuespiller Kirsten Olesen hyldes ligeledes med Hæderslegater.

Amalie Smith, der både er uddannet fra Det Kongelige Akademi og Forfatterskolen, tildeles et Kunstlegat for “sit unikke, tankevækkende og flotte bidrag til billedkunsten.” Blandt årets Kunstlegat-modtagere er desuden billedkunstnerne Jeanette Land Schou, Mads Lindberg, Mette Kit Jensen, Stense Andrea Lind-Valdan og Rolf Nowotny, Maria Bang Espersen Vassmolosa og Karen Fly.

Antikvitetshandler Ole Haslund (1877-1962) oprettede i 1941 Kunstnerfonden, hvis formål er: ‘… at opmuntre til kunstnerisk, håndværksmæssig og anden i forbindelse hermed stående indsats til gavn for almenheden gennem ydelser af pengegaver som anerkendelse til personer inden for følgende kategorier: malere, billedhuggere, scenekunstnere, kunsthåndværkere og endelig personer, der har virket for kendskabet til møbelkunst, f.eks. kunsthistorikere, møbelsnedkere, konservatorer, antikvitetshandlere eller museumsfolk …’

Legaterne kan ikke søges, men tildeles alene som påskønnelse og hæder.

Kilde: Ole Haslunds Kunstnerfond

Hæderslegater
Museumsinspektør, mag.art. Dorthe Aagesen
Billedhugger Kirsten Ortwed
Skuespiller Kirsten Olesen
Keramiker Morten Løbner Espersen

Kunstlegater
Danser Mark Philip
Skuespiller Nanna Bøttcher
Billedkunstner Mads Lindberg
Museumsinspektør, mag.art. Anne Gregersen
Kunsthistoriker, mag.art. Anette Rosenvold Hvidt
Kunsthistoriker, mag.art. Stig Miss
Glaskunstner Maria Bang Espersen Vassmolosa
Billedhugger Rolf Nowotny
Billedkunstner Jeanette Land Schou
Billedkunstner, forfatter Amalie Smith
Billedkunstner Mette Kit Jensen
Billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan
Smykkekunstner Karen Fly

Rejselegater
Billedkunstner Anna Ørberg
Skuespiller Sicilia Gadborg Høegh
Journalist, designskribent og forfatter Lars Hedebo Olsen

Del artiklen

'Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler legater'

Facebook