Ny direktør på Fuglsang Kunstmuseum

Ny direktør på Fuglsang Kunstmuseum

Anna Schram Vejlby bliver ny direktør for Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Ingrid Riis.

Det bliver den 41-årige kunsthistoriker, mag.art. og ph.d. Anna Schram Vejlby, der fra nytår sætter sig i direktørstolen på Fuglsang Kunstmuseum.


Den nye direktør kommer fra en stilling som forskningsleder og museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum og har tidligere haft en mangeårig ansættelse som museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling. Den nye direktør er blandt andet bestyrelsesmedlem i Den Berlingske Fond og Dansk Kunsthistoriker Forening.

Anna Schram Vejlby afløser Tine Nielsen Fabienke, der siden maj 2020 har fungeret som konstitueret direktør og som planlagt vender tilbage til sin faste stilling som museumsinspektør på museet efter årsskiftet.

Om sin nye stilling som direktør for Fuglsang Kunstmuseum siger Anna Schram Vejlby: ”Jeg glæder mig utroligt meget til at skulle stå i spidsen for det kulturelle fyrtårn, som Fuglsang Kunstmuseum er, og ikke mindst til samarbejdet med museets mange dygtige medarbejdere og store venneforening. Sammen med medarbejderne vil jeg gøre mit til, at museets potentiale kan foldes yderligere ud, så vi kan favne og udvikle os for alle aldersgrupper og for både borgerne og de mange turister, der kommer til landsdelen, så mange flere fremover får glæde af museet”.

Bestyrelsesformanden for Fuglsang Kunstmuseum, Flemming Frydendal siger om valget af ny direktør: ”Vi har søgt en visionær profil, der med en stærk kunstfaglig baggrund og et bredt kunstfagligt netværk kan stå i spidsen for at udvikle museet, så vi fortsat vil være en væsentlig lokal spiller med fokus både nationalt og internationalt. Det er jeg helt overbevist om, at vi har fundet med valget af Anna Schram Vejlby. Jeg er også overbevist om, at vores nye direktør vil blive en synlig og aktiv del af kultur- og lokalmiljøet på Lolland-Falster og med friske øjne se mulighederne for mange nye spændende tiltag i museumsregi, inkl. KUMUS. Hun vil engageret byde på en mangfoldighed af aktiviteter, der kombinerer kunst, musik, litteraturaftener, foredrag, debatter mv – også i samarbejde med de øvrige aktører i området”.

Kilde: Fuglsang Kunstmuseum

Del artiklen

'Ny direktør på Fuglsang Kunstmuseum'

Facebook