Kunstneratelieret til debat

Hvad sker der med atelieret, når værket bliver objektløst? Når det bliver en proces, når det bliver et byrum, et usynligt eller et politisk værk? Det er den forvandling af kunstneratelieret museumsinspektør Lise Pennington fra ARoS søger belyst med seminaret The Artist Studio and the Art Museums, som finder sted 15 maj i forbindelse med Art Weekend Aarhus.

Det er et spørgsmål om, hvad atelieret er for et rum i dag? Er det et værksted, hvor der lugter af oliemaling? Er det et kontor? Eller er det en virksomhed, hvor der er ansat en ingeniør, en konsulent og en jurist?

”Ligesom avantgarden gør op med kunstnere, der maler og skaber værker i form af objekter, kan man skrive en tilsvarende historie om atelieret,” forklarer hun, da vi møder hende til en snak om seminaret. ”Det betyder jo ikke, at folk holder op med at male. Det betyder ikke, at atelieret holder op med at være et værksted. Men man kan se en bevægelse, og man kan pege på nogle af de samme mekanismer, som man kan i moderne kunsthistorie i øvrigt. Jeg kunne godt tænke mig, at prøve at tage temperaturen på det og gøre status, men også se på, hvad museerne gør,” siger hun, og fortsætter:

”Der er mange museer, der arbejder med kunstnerens atelier. Men det er tit som mindestue. Når den store modernistiske mandlige kunstner dør, så hylder vi ham ved at indrette hans atelier, så man kan komme og sniffe og få fornemmelsen af at komme ind under huden på ham. Det er et greb flere museer bruger, inklusiv os selv på ARoS. Nu er det så bare en levende kunstner og et dynamisk rum, hvor der faktisk er blevet produceret værker,” siger hun med reference til den aktuelle Wes Lang-udstilling.

ARoS har, i forbindelse med Lang-udstillingen, rekonstrueret kunstnerens atelier på museet. Det er et gennemgående greb i udstillingen og dens kommunikation, der sætter en tyk streg under betydningen og afsmitningen kunstner og atelier imellem.  Dog er der i Langs atelier hverken tale om fabrikslignende forhold eller ansatte konsulenter og jurister.

Læs baggrund om rekonstruerede kunstneratelierer

”Wes Lang er ikke nødvendigvis eksponent for det laboratorielignende tænketanksatelier, som Eliasson eller Elmgren og Dragset har. Sådan arbejder Wes Lang ikke, så på den måde er han egentlig ikke eksponent for noget af det konferencen handler om. Han er bare afsættet,” pointerer Pennington.

Hvad med kunstneren?
Feltet er nok interessant fra et akademisk og kuratorisk perspektiv, men hvad betyder det for kunstneren? Oplever han eller hun en tættere relation mellem sit daglige virke i det personlige rum og museets hvide verden?

”Langt de fleste kunstnere, der kunne være interessante i denne sammenhæng, tror jeg ikke har nogen teoretisk refleksion omkring det. Sådan en som Anish Kapoor, som også har et slags tænketankslaboratorium i en kæmpe lagerhal i London, ville være interessant at analysere for en kunsthistoriker, men jeg tror ikke, han nødvendigvis er bevidst om atelierets historie eller de mekanismer han er en del af. Han har indrettet sig så det fungerer bedst muligt for ham – praktisk. Og hvordan man så teoretiserer over det, tror jeg er noget helt andet.”

Men Pennington erkender, at hun gerne ville have haft nogle kunstnere med i programmet: ”En Olafur Eliasson ville være interessant i den her forbindelse, fordi han er meget bevidst om sine strategier og meget bevidst om, at han har brug for hele det her artilleri for at forstærke betydningslagene omkring sin produktion.” 

Jagten på det private
Seminaret skal både tematisere kunstneratelierets udvikling og dets potentiale som formidlingsplatform. Pennington fremhæver det, som en effektiv måde at komme under huden på kunstneren på. Men spørgsmålet er, om det ikke altid vil være en performance; en kurateret selvfremstilling.

”Museernes problem er jo netop, at det aldrig rigtig bliver det private rum,” siger hun. ”Vi vil rigtig gerne have fat i det private. Hver gang der bliver lavet en Monet-udstilling, så skal vi høre om hans kærester og alt det biografiske. Men jeg tror, at der i det private arbejdsrum ligger et langt større formidlingspotentiale.”

Hun fremhæver betydningen af et personligt besøg i en kunstners atelier: ”Vi har, før det første møde med kunstneren, sendt utallige mails frem og tilbage, og vi har læst op på kunstneren og læst alt hvad der findes på nettet. Men når man træder ind i atelieret, så får man fornemmelsen af at vide noget særligt, og hele kunstnerens produktion får endnu et aspekt, også selvom det bare er et kontor. Og det er lige præcis dén oplevelse vi gerne vil give videre,” pointerer hun.

Atelierets betydning i den kunstneriske praksis må naturligvis variere meget fra kunstner til kunstner – der er sågar kunstnere, der slet ikke har noget atelier – hvilket også i sagens natur, må betyde, at atelierets kvalitet som formidlingsramme varierer.

”Det er et rigtig godt formidlingsgreb, hvis man kan få fat i det,” mener Pennington. ”Det er meget svært hos eksempelvis Elmgren og Dragset. Men hos en kunstner som Wes Lang er det ret nemt at få fat, der hvor formidlingspotentialet er, og få det foldet ud, så man får et klart billede af, hvad han er for en kunstner, hvordan han arbejder, hvad der er hans referenceramme, og hvad der bringer hans pis i kog. Hvis du bare havde hele billedrækken derude, så var det en helt anden udstilling.”

Wes Langs atelier tjener altså i Penningtons øjne som tydeligt og måske klassisk eksempel på det formidlingspotentiale, der ligger i kunstnerens private arbejdsrum. Også selvom han ikke har et laboratorium med pigmentkonsulenter og ingeniører på lønningslisten, men tværtimod arbejder i ret klassiske rammer.

”Udstillingen er ikke tænkt til at skulle undersøge nogen som helst tendens. Wes Langs atelier bliver brugt som formidlingsgreb, mens seminaret gerne skulle have mange flere aspekter med – i en bredere, mere historisk og teoretisk forstand,” slutter hun.