Den fysiske krop – det billige skidt! Uanset mængderne af fitness og lægevidenskabelige landvindinger er den alt andet end langtidsholdbar og ender i et hul i jorden. Og det jordiske liv – den fysiske, reelle verden, vi lever, æder og skider i – er sjældent perfekt, for hvis ikke kæresten er gået, er der sikkert møgvejr. Ubestandigheden, begrænsningerne og den manglende perfektion er den fysiske virkeligheds vilkår – og noget af en udfordring at leve med!

Gennem alle tider har mennesket længes efter mere bestandige former, og spirituelle retninger tilbyder da også eksistens hinsides de sørgelige fysiske begrænsninger. Her kan sjælen vandre gennem inkarnationer eller hvile i paradisisk evighed.

Men også den videnskabelige forskning og bioteknologien arbejder hektisk på at optimere den forgængelige og utilstrækkelige natur – optimalt på at udsætte eller ophæve selve døden. Og i nyere tid har også internettet og de virtuelle universer budt ind med alternativer til den fysiske verden.

I Lu Yangs Digital Descending (Digital nedstigning) på ARoS er alle disse komplekse og helt store eksistentielle spørgsmål aktiveret – hovedkulds og oven i hinanden – i et brag af en udstilling, som flirter uhæmmet, spekulativt og hæsblæsende med overskridelser af de fysiske grundvilkår.

Lu Yang (f. 1984) er uddannet fra afdelingen for New Media Art på China Academy of Art i Hangzhou og har allerede et imponerende cv med et hav af udstillinger verden over – og kunstneren kan faktisk opleves to steder her til lands lige nu, idet det københavnske galleri Gether Contemporary samtidig viser udstillingen Lu Yang’s Control Center. Læs gallerirevy her.

Gaming, manga og buddhisme

Udstillingen på ARoS består hovedsageligt af en række tempofyldte, farvestrålende og larmende videoinstallationer befolket af mangafigurer og avatarer, der giver den som guder, dæmoner, helte, krigere eller cyborgs, og hvis hybride visuelle brøl henter kraft fra universer kendt fra gaming, manga og ikke mindst den buddhistiske begrebsverden.

I værket Material World Knight, 2018, optræder således en håndfuld animerede cyborgs i en manga-æstetisk tre-skærms-projektion, mens de filosoferer om livsforlængelse og optimering af kroppen og intelligensen. Her er det selve teknologien, der er mantraet, og det der skal forløse drømmen om at overvinde de fysiske barrierer. Og, ja, i animationsfilm er alt som bekendt muligt.

I Electromagnetic Brainology, 2017, har kunstneren effektivt iscenesat rummet som et blinkende alter med fem videoværker, hvor fire superhelte-guder trykker den af til elektropop og vilde farveeksplosioner. De fiktive guder repræsenterer elementerne jord, ild, vand og luft og bærer en glorieformet hovedbeklædning, som selvfølgelig trækker på religiøs ikonografi, men som også er baseret på et apparat, der benyttes af hjernekirurger til at dybde-stimulere hjernen under behandling for psykiske lidelser.

Fri mig for kønnet

Også videoværket Delusional Mandala kobler neurovidenskab og religion i en fascinerende cocktail, hvor Lu Yangs alter ego – en digital avatar formet efter den virkelige Lu Yang selv – optræder som en kønsløs skabning, der i kraft af moderne hjernevidenskab muterer til en guddommelig figur, bekymringsløs og fri – og altså også fri for det prædestinerede og identitets-omklamrende køn!
Men tro ikke, det bare er dans på roser sådan at blive gud i en digital og neurovidenskabelig verden. Til tider minder det om tortur eller i hvert fald hjernevask, og hovedpersonen afgår også ved døden (for dog at genopstå). Og vrangforestillingerne – jævnfør værktitlen – er konstant til stede som mørke muligheder i den ekstatiske flirt med det guddommeliggjorte menneske.

En ekspressiv superdanser i vilde outfits

En hel videoinstallation, LuYang Delusional Crime and Punishment, 2016 sender således også – med det buddhistiske livshjul som baggrund – kunstneravataren gennem en uendelig række af religiøse helvedesforestillinger og i det nyeste værk Doku – 6 Realms of Reincarnation, 2021, er noget lignende på spil.

Avataren, der nu er navngivet Doku og fremtræder i en ekstrem ‘naturtro’ udgave, er her på rejse gennem den buddhistiske kosmologis seks riger: Gudernes, halvgudernes, menneskets, dyrenes, de sultne spøgelsers og helvedesbeboernes.
Med afsæt i traditionelle balinesiske danse danser avataren sig igennem rigerne som en ekspressiv superartist i vilde outfits, og selv hvis man intet fatter, falder man på røven over den overvældende og stærkt forførende visualitet. Wow!

Noget malplaceret er behind-the-scenes-præsentationen, der flankerer Doku-værket, og hvor vi kan få indblik i, hvordan avatarens bevægelser skabes. Men hvorfor skal vi pædagogisk affortrylles i en udstilling, der ellers vil gå lige i blodet, sindet og tanken?
Langt bedre fungerer det kæmpemæssige oppustede ansigt, der ligger ved siden af med lysende øjne – endnu en hel enestående udgave af kunstneren selv, som virkelig transformeres endeløst igennem udstillingen.

En udfordring af forestillingen om det menneskelige

Lu Yang er nutidens Andy Warhol. Hvor Warhol i 1960’erne chokerede ved at undsige sig en indre sjæl og i stedet lokaliserede personligheden i den ydre overflade og dens billedlighed, så trækker Lu Yang yderligere fra i forhold til ‘det menneskelige’ ved at give sig hen til de virtuelle, digitale universer og her søge ‘sandheden’ og det udvidede mulighedsrum for eksistensen. For er der ikke langt federe udfoldelsesmuligheder og langt færre begrænsninger, når man lever online? Lu forhandler den menneskelige virkelighed såvel som verdensreligionernes store spørgsmål og visioner gennem den virtuelle sfæres prisme. Og hvilket forhandlingsudspil! Hvilke billeder!

Selvom de af os, der både er mere teknologi-forskrækkede og mere mindfulness-optagede, måske chokeres af Lu Yangs betingelsesløse hengivelse til de digitale universer, så bør man lade sig udfordre.
Er det kun ren eskapisme at hænge ud på nettet eller game natten lang? Findes guddommen også i maskinen? Og virkeligheden? Er det her, der er de virkelig frigørende mulighedsrum?

Læg mærke til dødsriget

Og forresten. Er Lu Yangs virtuelle hengivelse egentlig så betingelsesløs, hvis man ser godt efter? Trods larm og farver får vi intet glansbillede, snarere tværtimod. Nok kan man blive gud, få superkræfter, blive kønsneutral og danse balinesisk i cyberspace. Men mulighedsrummet fremkaldes kun på en baggrund, der er sort som helvede. Læg mærke til dødsrigerne, læg mærke til pinslerne, læg mærke til titlen: Digital nedstigning.

Andy Warhol mente, at den overfladiske billedlighed var smuk, og at alle blev smukke af at være billeder, men hvad viser hans billeder?: Selvmord, bilulykker, den elektriske stol. I uendelige gentagelser.

Som det var tilfældet med Warhols hyldest til overfladen: Lu Yangs digitale optur er også en nedstigning til helvede.