ARoS Public – 1900 kvm forsamlingshus og træningscenter

ARoS Public – 1900 kvm forsamlingshus og træningscenter

Danske Iris Bakker var i recidency ved ARoS Atelier i efteråret 2017. Foto: Maja Theodoraki

På ARoS er museets senest tilkommende afdeling, ARoS Public, dedikeret læring, men ikke bare møntet på den besøgende. ARoS Public er nemlig også et aktivt forsøg på at ændre museumspraksis i mødet med den besøgendes krop, blik og politik. Vi har taget en snak med Marianne Grymer Bargeman, der står i spidsen for museets nye mentale træningscenter og offentlige satsning.

Man kan ifølge formidlingschefen på ARoS, Marianne Grymer Bargeman, egentlig sige, at ARoS Public er et koncentrat af den strategi, der kom som en følge af Erlend Høyerstens indtræden som direktør på museet i 2014. Et ønske om, at museet bliver en del af samfundet, et ønske om at understrege, at kunsten er allermest interessant, når den møder mennesker.

Og senest i 2017 proklamerede Erlend Høyersten i forbindelse med introduktionen af ARoS Public:

“Har vi som kunstmuseum et budskab? Ja! Aktiv deltagelse, i jeres liv, i samfundet. For vi må tro på, at det kan blive bedre.”

Museet som offentligt rum

Et særligt karaktertræk eller institutionelt paradoks ligger indlejret i det faktum, at ’gaden’, der går gennem ARoS er et offentligt rum. Det er få kunstinstitutioner, der dagligt må forholde sig til at deres svingdøre er offentlige, og at der selvfølgelig også knytter sig potentialer til en sådan naturlig friktion. Nu lader det så til, at offentligheden har fået en særlig udvidet rolle på ARoS.

Iris Bakker, ARoS Atelier, efteråret 2017. Foto: Maja Theodoraki

”Det er ret vigtigt at forstå, at ARoS Public ikke er en ø, men en ret væsentlig del af museet. De åbne vinduer til maskinrummet, kan man vel kalde det. Et lille mikrokosmos for læring. Det er her, vi bliver klogere på og indsamler en masse data fra vores gæster. Det lyder ret Big Brother-agtigt, men det er virkelig brugbar viden, vi får her, som forhåbentlig kan gøre, at vi udvikler vores praksis i takt med vores besøgende. Det er med det grundlag, at vi reelt kan gentænke vores formidling af vores udstillinger,” forklarer formidlingschefen.

At kunsten kan forandre mennesker og dermed potentielt samfundet, ligger som en grundantagelse bag ARoS Public, der har som et af sine mål at forbinde kunst med verden og folks liv. I ARoS Public dyrkes nye sociale møder, debat og dialog.

Satsningen har nu kørt i et år og var første skridt i en proces, der blev efterfulgt af den prisvindende triennale The Garden, som i høj grad handlede om tilgængelighed og flyttede ud i det offentlige, lokale rum, og som efterfølges af James Turrells store tilbygning og installation The Next Level, der udvider museets offentlige rum og potentialer markant.

”Hvad vil det egentlig sige at være offentlig som museum i dag? Det er et spørgsmål, som vi har knoklet med hele vejen, for hvad er det for et offentlighedsbegreb, vi opererer med, når vi har åbningstider og ligger midt inde i en kunstinstitution? Vi gør os virkelig umage med at nå alle mennesker, og det lyder jo selvfølgelig ret idealistisk, men det gør vi virkelig – forsøger at være for alle på mange forskellige niveauer. Vi forsøger at være tæt på publikum, fordi de betyder meget for, hvad vi i det hele taget gør, og det er dem, vi har en forpligtelse over for, ved ikke at forsøge at fortolke verden på deres vegne.”

Den brasilianske street art-kunstner Manoél Santos’ gavlmaleri ved Godsbanen, Aarhus. Santos er bosat ved Godsbanen, mens han lige nu er i recidency ved ARoS Atelier. Foto: ARoS/Jens Henrik Daugaard

1900 kvm træningslokale

ARoS Public er massivt støttet af Nordea-fonden og rummer 1900 m2 til værksteder (primært skole- og familieprogrammer), en salon til diverse arrangementer samt et auditorium til filmvisninger, radiobiograf, større foredrag, koncerter, temadage og konferencer.

I Auditoriet kan man også løbende gå på opdagelse i videoværker fra ARoS’ samling. ARoS Public rummer også et atelier, hvor kunstnere kan arbejde for kortere eller længere perioder i et artist-in-residency program. Museumsgæsterne kan besøge det 150 m2 store atelier, der har vægge af glas. Gæsterne kan således møde en kunstner og følge de kunstneriske processer på nært hold.

Se mere om de kunstnere, der er en del af ARoS Public’s atelier-program.

Endelig er der på etagen tre digitale stationer, som er udviklet specielt til AroS og bygget ind i arkitekturen i samarbejde med oplevelsesdesign-firmaet Local Projects i New York: :  Tre installationer, der sætter publikum i gang i en kombination af undersøgelser, registreringer, publiceringer og aktiveringer af værker fra samlingen, der frit samples og genbruges i nye former i gæsternes hænder.

ARoS Public skriver sig ind i en proces, som de seneste årtier har sat publikums deltagelse på kulturinstitutionernes dagsorden med ord som deltagelseskultur, publikumsudvikling og brugerinddragelse. Det Kongelige Teater laver publikumsorkester. Aalborg Teater laver borgerscene. Kunsten i Aalborg flytter kunsten ud i private hjem, og i London åbnede samme år som ARoS Public Tate Exchange. Fælles for alle de nævnte eksempler er, at de sætter de besøgendes deltagelse i centrum.

Forbindelser på tværs og lokalt

I forbindelse med samtidskunst-udstillingen Cool, Calm and Collected kunne de besøgende stille spørgsmål til de udstillinde kunstnere, hel analogt. Det endte med ca. 1500 indsamlede spørgsmål, hvor ARoS hver uge trak et spørgsmål og tog ud til kunstnerne for at få deres svar, som så blev en del formidlingen omkring udstillingen.

Et enkelt, men effektivt greb, der viser viljen fra gæsterne til at tage del, men også at åbenheden er vigtig, hvis man vil mobilisere folk og skabe nye perspektiver til formidlingen.

”Det er en øvelse, vi generelt arbejder på, og i forbindelse med The Garden havde vi et tema i ARoS Public omkring vækst. Og det er ret typisk for vores tilgang, at vi her tager en vinkel, der så både kan være økonomisk, politisk og personlig, men også tværfaglig indgang til det overordnede tema. I forbindelse med påsken havde vi et tema omkring tro og spiritualitet, som så også forbandt sig til nogle tematikker i Isaac Juliens udstilling Western Union: small boats (3. februar til 27. maj 2018),” fortæller Bargeman og uddyber:

”I ARoS Public arbejder vi ikke med et halvårsprogram, men en udviklingsstrategi, der måned for måned forholder sig til det, der sker. Så hvis der bliver udskrevet valg i næste måned, kan vi fx dedikere vores indsats til at undersøge repræsentationen af den politiske magt i valgplakater, hvis vi havde lyst til det.”

I ARoS Public er der installeret interaktive skærme: ”Blikfangeren”, ”Portrætmaskinen” og ”Kommentatorboksen”. Foto: ARoS

”Samtidigt har ARoS Public også været en anledning til at overveje, hvordan vi som museum ville kunne støtte det lokale, også som reaktion på at denne røde murstensklods før har givet anledning til kritik fra vækstlaget, som ikke kunne se sig selv repræsenteret i institutionen. Vores mål er at arbejde tæt med de lokale kræfter og være med til at gøre det attraktivt at arbejde som kunstner og være en del af den lokale fødekæde. Derfor har vi startet en masse partnerskaber og etableret et samarbejde med bl.a. Det Jyske Kunstakademi, hvor vi giver de studerende mulighed for at få atelierplads hos os.

Nye udfordringer – nye institutioner

Vi står som menneskehed overfor en masse udfordringer, der kommer til at berøre os alle, og hvor statistikkerne ikke er gode. Mange vil miste deres jobs. Folkesundheden er dalende. Klimaet lider, og økonomierne kører på bristepunktet.
”Det er alle sammen spørgsmål, hvor kreativiteten og empatien bliver vigtigere faktorer for fremtiden. Og det er netop værdier, der er helt centrale for ARoS Public, og den dialog vi forsøger at etablere her,” lyder det fra Bargeman, der fortsætter argumentet:

”Forsøget er at lade kreativiteten – her taget meget alvorligt som tilgang til verden – og det risikofyldte være bærende for en udviklingsstrategi. Der står helt specifikt i vores strategi, at vi skal have modet til at fejle, og det synes jeg er en sjældenhed i de institutionelle strategier. Og målet er at udfordre museumsadfærden. Vi prøver at få folk til at lege, bruge deres kroppe, fordi der sker noget med vores læringscenter, når vi er aktive og åbne. På den måde er ARoS Public et mentalt træningscenter, hvor der bliver stillet nogle andre krav til publikum, og hvor der ikke er nogen, der løfter vægtene for dig. Der sker simpelthen ikke noget, hvis du ikke gør noget,” pointerer Bargeman.

Senere på sommeren vil folkene fra Flux Factory gæste ARoS Atelier. Pressefoto

Hvad kan ARoS Public?

Men: Har al den viden, data og åbenhed så vist sig at være produktivt for de besøgendes engagement?

”Vi har fået lavet en kvalitativ undersøgelse af, hvad det er folk kommer ud med, og den viste, at energiniveauet stiger på den etage. Folk siger, at de bliver friskere, gladere og tager del i noget sammen med andre mennesker, som vi ikke skal underkende i en tid, hvor folk er ensomme. Vi ved også, at der er en høj deltagelse med god aldersspredning ved arrangementerne, der bekræfter vores tanker om, at folk har brug for et sted til at tale om kunsten med andre, og mange – især mænd – synes netop, at det er svært at tale om kunst,” forklarer Bargeman.

En del af målsætningen er selvfølgelig også at få flere gæster på museet. På den vis handler offentlighed også om kvantitet.

”Det er jo lykkedes at få flere herind, men vi vil gerne via ARoS Public angive, at der er flere mulige veje til kunsten. Der er jo en del af vores besøgende, for hvem en fx kropslig tilgang ville være langt mere produktiv. Så forhåbentlig kan vores aktiviteter i ARoS Public give et sprog, der kan aktiveres yderligere i museets andre afdelinger.”

Som formidlingschefen pointerer, er det at lave et portræt selv noget, der kan gøre relationen til kunstnerens praksis mere ligetil og praksisorienteret. Samtalerne fra kommentatorboksen kan legitimere en adfærd, hvor det er ok, at vi ikke ved det hele, når vi møder kunsten og sætter ord på den.

Fra ARoS Public. Foto: ARoS

”De 20.000 gemte samtaler viser jo klokkeklart, at folk ofte udtrykker sig meget personligt og på nye måder i mødet med kunsten, og hvor samtalepartneren ofte udbryder: ”Det har du da aldrig fortalt!” Jeg har en rigtig stor tro på, at kunsten kan få os til at se hinanden og tale om ting på en anden måde, og det tror jeg, ARoS Public på en god dag kan hjælpe folk med at åbne op for,” lyder forhåbningen.

Den brugerundersøgelse, der er lavet i forbindelse med ARoS Public viser desværre ikke, hvordan et besøg i ARoS Public påvirker den videre aktivitet rundt på museet.

”Men når folk først kommer forbi, kommer de ud med mere energi og et større mod til at møde kunsten, viser undersøgelsen. De hjemløse, som kommer her, oplever en ro og en struktur på deres besøg på museet, og de læger og sygeplejersker, som har brugt os til at tale om svære patientoplevelser, synes det var utrolig meningsfyldt og ville komme mange flere næste gang. Så det her med at skabe rum for komplekse samtaler, ser jeg som meget vigtigt for ARoS Public i det hele taget.”

Fyrsaftensarrangement i ARoS Public. Foto: Maja Theodoraki

Data og bruger – et spørgsmål om fremtiden

For formidlingschefen og hendes strategiske overvejelser er der også noget ret basalt i den her tilgang, analyserne, brugerundersøgelserne og de store mængder data, der handler om, at det er sundt for en kunstinstitution hele tiden at blive mindet om, hvem der kommer på museet.

”Det kan de data give os et kontinuerligt billede af – også hvordan den offentlighed udvikler sig. I det hele taget er den indsamlede data utrolig vigtig for os, fordi den om noget kan gøre os til et bedre museum,” understreger Bargeman.

Og den strategi er ARoS ikke ene om i disse år, som denne artikel også forsøger at antyde. Vi har set mange sociale formater dukke op i de danske kunstinstitutioner i de seneste år. Hvis ikke det er udmøntet i en afdeling som ARoS Public eller det nylige CC Studio ved Copenhagen Contemporary, så kan det være som de hyper-sociale formater som SMK Friday, Slow på Glyptoteket eller lignende aktiviteter, hvor samvær, udveksling og dialog er det primære.

”Det, der gør ARoS Public til noget særligt for mig som museumsfaglig person, er, at det hænger så tæt sammen med den overordnede strategi. Og det gør, at man kan komme utrolig langt ind i institutionens centrale DNA, hvor det ikke er placeret i et hjørne, i formidlings- eller undervisningsafdelingen. Her er der sagt: 1900 kvm skal bruges som mødested, forsamlingshus og fokusere på mennesket – ikke kunsten. Det er faktisk en radikal udmelding i et kunstmuseum og et udtryk for, at gæsten bliver taget meget alvorlig på ARoS helt fra front-personalet og op til direktørstolen,” forklarer Bargeman, og så er vi tilbage ved det indledende citat fra 2017 og en proces, der kun lige er gået i gang. Godt i gang.

Marianne Grymer Bargeman er mag.art. i kunsthistorie, BA i litteraturvidenskab, censor ved Kommunikation og Performance-design på RUC og har en Kunst- og Kulturlederuddannelse. Bargeman har siden januar 2016 været formidlingschef på ARoS.

Del artiklen

'ARoS Public – 1900 kvm forsamlingshus og træningscenter'

Facebook