Jacob Wamberg: “Kunsten har de sidste 125 år trænet os i at tænke ud over vores menneskelige horisont”

Kunsthistorieskrivningen om de sidste 125 års kunst er ofte orkestreret som en usammenhængende og splintret fortælling, hvor den ene banebrydende kunstretning afløser den næste: Ekspressionisme, Kubisme, Futurisme, Dadaisme, Surrealisme, Abstrakt kunst, Konceptkunst, Minimalisme, Land art, Social kunst, Modernisme, Postmodernisme osv. Der fokuseres ofte på (ny)brud, på fortællinger om eksempelvis ‘maleriets død’ – eller omvendt dets ‘genkomst’ – og i det hele taget er det svært at få øje på et samlet mønster. Det virker retningsløst og kaotisk.

Men ikke hvis man spørger professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, Jacob Wamberg. Han har sat sig for at revurdere den nyere kunsthistorie ved at kaste et nyt og i bogstaveligste forstand overordnet blik på den. For at undersøge, om der dog ikke findes en form for fællesnævner for den spraglede palet af kunstneriske udtryksformer, der præger perioden?

Det skal jeg tale med ham om, så jeg har inviteret mig selv på besøg på hans kontor på Aarhus Universitet i den gamle kaserne, der nu huser studier i de æstetiske fag.

De store korridorer i historien

Men før vi får professorens bud på en overskrift for nyere kunsthistorie – for det har han nemlig – skal vi lige forstå, hvordan Wamberg ser på kunsthistorien helt tilbage fra hulemalerierne, samt ikke mindst på behovet for at granske historien på den helt lange bane.

”Jeg er en kunsthistoriker, der interesserer sig for de større og bredere transformationer i historien”, forklarer han, da jeg indledningsvis spørger ham, hvad for en slags forsker han er.

”Og det passer på en måde til vores tid”, fortsætter han. “Vi er nemlig kommet til et punkt, hvor mange er ved at få øje på nogle større korridorer ned i historien. I disse år snakker man meget om det planetariske perspektiv – hele situationen omkring dét, man kalder for det antropocæne, som jo handler om, at menneskets teknologiske indgreb i naturen efterhånden er blevet så omfattende, at det virkelig kan mærkes: Global opvarmning, miljøer der tager skade, udslettelse af arter og så videre”.

Her er det, Wamberg mener, at der mangler en mere udviklet tænkning omkring, hvordan menneskets historie forholder sig til disse forhold.

”Man kan sige, at det er kapitalismen, der har hærget jorden. Men hvor kommer kapitalismen fra? Hvorfra kommer evnen til på godt og ondt at påvirke naturen og ødelægge den? Hvilken rolle har kulturen at spille i forhold til jordens historie mere bredt forstået? Jeg interesserer mig så specielt for, hvad kunsten kan udsige om de her forhold”.

Det er ikke aftalt spil

Jacob Wamberg færdiggjorde i 2005 sin doktordisputats Landskabet som verdensbillede. Naturafbildning og kulturel evolution i Vesten fra hulemalerierne til den tidlige modernitet, hvor han gjorde brug af den helt store makrohistoriske pensel og søgte at påvise et bestemt mønster i kunstens udvikling hen over dette enorme tidsspænd.

”Min opmærksomhed var rettet mod kunstværkernes rumlige dispositioner, som ikke bare flakker rundt mellem alle mulige paradigmer: ’Den ene dag maler man perspektivisk, den næste mere piktogramisk, og så vender man tilbage’”.

“Nej, jeg fandt, at der er en forholdsvis regelmæssig udvikling. I de allertidligst forestillende billeder, hulemalerierne fra Øvre Palæolitikum, ser man kun afgrænsede legemer, først og fremmest dyr. Her er der ikke noget, der hedder omgivelser i repræsentativ forstand. Dyrene flyder rundt i den virkelige klippehule-grund. Baggrunde og rumlige relationer kommer først ind, i og med at mennesket bliver bofast, og den udvikling fortsætter hen imod perspektivet som en slags sidste bastion for den udvikling, hvor der er et subjektivt blik, der står og kigger ud på verden fra et specifikt udsynspunkt. De fjerne horisonter kan netop repræsenteres, fordi de er set i forhold til subjektet”.

”De synes jeg er meget interessant, for det er jo ikke en udvikling, der på nogen måder er dikteret. Det foregår over så lang tid, at det ikke er noget, der ligner aftalt spil. Det sker åbenbart i kraft af den måde, kulturen udvikler sig på”.

Kunsten er i den sammenhæng et vidnesbyrd om, hvordan mennesker relaterer sig til verden, mener Jacob Wamberg. Den måde rumligheden udvikles i billeder over lang tid svarer ifølge professoren til dét, filosoffen Hegel kalder for selvbevidsthedens tilblivelse.

”Jo mere veldefineret udsynspositionen bliver, og jo længere man ser ud i rummet i perspektiviske billeder, jo tættere er man på et individ, der har sat sig udenfor naturen og er blevet ‘sig selv’”.

Skal min tese skrottes?

Så vidt, så godt. Men Wamberg havde et problem. Alt hvad der skete i det 20. og 21. århundrede faldt ligesom uden for den model.

”Perspektivet blev sprængt. Kunsten gik tilsyneladende netop i mange hundrede retninger, som der udviklingsmæssigt ikke rigtig var hoved eller hale på. Jeg havde to valgmuligheder”:

“Enten måtte jeg erkende, at jeg med min disputats havde været inde i en blindgyde, og min tese måtte skrottes. Eller også måtte jeg prøve at udvikle en model, som kunne forklare, hvordan avantgardekunsten – bredt forstået, som den kunst, der dækker det 20. og 21. århundrede – kunne hænge sammen med den forrige model”?

“Det har været min store udfordring de sidste årtier. At udforme en teoretisk model, der ikke ser de sidste 125 års kunst som en mærkelig form for undtagelse. At der er en sammenhængende historie”.

En post-antropocentrisk tendens

Jacob Wamberg taler meget, men stopper op et langt øjeblik og ser ud af vinduet.

“Jeg foreslår, at man kan beskrive det gennemgående træk ved avantgardekunsten som en post-antropocentrisk tendens”, fortsætter han.

“Og denne tendens skal forstås som en kritik af et verdenssyn, der tildeler mennesket (anthropos: græsk for menneske, red.) en central og exceptionel status i verden. I dag er vi tilnærmelsesvis enige om, at dét, der har bragt os ud på skråplanet med den antropocæne krise, netop er, at mennesket i sin egen selvforståelse har konciperet sig som et væsen, der var adskilt fra ’resten’”.

“Mennesket er uden for det, der bliver kaldt ‘natur’ for netop at understrege, at det er noget andet end det kultiverede menneske. Dette menneske kigger ud på sine ‘omgivelser’, og selve begrebet ‘omgivelser’ har allerede denne antropocentrisme i sig. I klassisk maleri er der figurer og baggrunde, og figurerne er vigtigere end baggrundene”.

”Det er netop denne ’ståen uden for verden’, der kollapser fra og med begyndelsen af det 20 århundrede”, mener Jacob Wamberg og peger på, at kunstretninger, der vinder frem i begyndelsen af 1900-tallet – eksempelvis kubisme og futurisme – lader figurer lejre tættere ind i miljøerne. Han giver som eksempel Picassos berømte maleri Les Demoiselles d’Avignon fra 1907, hvor forskellen mellem figur og grund ikke længere er entydig.

“Hvor er kroppen, hvor er masken, hvor er draperiet? Det hele er flettet tættere sammen. Man kan sige, at kunsten siden slutningen af 1800-tallet er ufattelig mange ting, men det er ikke helt forkert at sige, at der nok har været en gennemgående tendens til abstraktion. Abstraktionen er et udtryk for et skifte. Det handler ikke længere om at gengive mennesker adskilt fra eller på baggrund af ’resten’”.

”Det mener jeg ikke bare er et stilistisk fif. Det er en beskrivelse af et menneske, der er begyndt at blive opslugt af det miljø, det tidligere havde skrevet sig ud af.
Man er i højere grad indlejret i verden”.

At være i verden sammen med non-humane aktører

I dag er disse tendenser tydeligere i kunsten, hvor en række kunstnere ‘samskaber’ med andre non-humane aktører. Wamberg fremhæver en kunstner som Pierre Huyghe, der er kendt for at lave omfattende installationer – blandt andet på Skulptur Projekte Münster i 2017 – som iværksætter systemer, hvori eksempelvis computerprogrammer, dyr og planter skaber uforudsigelige forandringer over tid:

“Pierre Huyghe er en af mine favoritter. Han bevæger sig gennem et utal af forskellige medier og vedbliver på en eller anden måde med at være uudgrundelig. Han taler selv om det posthumane, om det at være sammen i verden med andre non-humane – dyr, organismer, ting og så videre”.

Avantgarde-kunsten er underlig

Men dette er altså ikke udtryk for en pludselig opstået og helt ny retning i kunsthistorien, men netop en tendens, der ifølge kunsthistorikeren gennemsyrer det, han med en generel betegnelse kalder for avantgardekunsten siden årtusindeskiftet i 1900.

“Det, der så kvalificerer avantgardekunsten, er, at den på en eller anden måde er underlig – et avantgardeværk, der ikke er underligt, er et mislykket avantgardeværk”.

“Værket skal udformes, så vi stopper op og siger: ‘What! Det her forstår jeg ikke’. Det skal være noget, vi ikke har opdaget eller forstået på den her måde før.
Min pointe er så, at denne fremmedgørelse eller underlighed i avantgardekunsten er en underlighed i forhold til en humanistisk horisont”.

“Vi er opdraget med, at billeder forestiller noget, og at de er set fra et subjektivt, humanistisk perspektiv. Og det er jo stadig en billedform, som er uhyre udbredt. Vi ser den i fotografi, på film og på internettet. Det er populærkulturens billeder. Det er en billedform, vi alle sammen er i. Jeg mener, at avantgardekunstens opgave har været at mærkværdiggøre eller fuldstændig sprænge den form for billedliggørelse af verden”.

Man kunne indvende, at der er masser af realisme i avantgardekunsten.
“Javist”, replicerer Wamberg, “men den er altid underlig. Tag eksempelvis en surrealist som Dalí, som tilsyneladende følger de perspektiviske regler, men hvor rummene alligevel ikke hænger rigtigt sammen. Det gør, at det bliver unheimlich og drømmeagtigt, og det opløser det Jeg, som er på afstand af tingene. Et Jeg, som er på afstand af omgivelserne, skal have omgivelserne struktureret på en meget klar måde med forgrund, mellemgrund og baggrund, og det forstyrrer surrealisterne på den mest ondskabsfulde måde”.

Teknologien griber ind i kroppen

Når Wamberg analyserer nyere kunst søger han altså efter opgøret med det strengt humanistiske udsynspunkt. Ikke mindst har han været optaget af billedkunst, der fusionerer det menneskelige med teknologien.

“Vil vi blive ved med at være mennesker, som vi ser ud i dag, eller vil teknologien efterhånden begynde at gribe mere ind i kroppen? Det tror jeg jo nok, den vil. Og det forhold mener jeg, at avantgardekunsten har været med til at berede”.

Han ser det manifesteret allerede i de helt tidlige avantgardestrømninger: Futuristen Umberto Boccionis gående mand – værket Unikke former af kontinuitet i rummet fra 1913 – er således en “cyborg-agtig figur, en armeret krop, hvor man ikke kan se, hvad der er krop og artefakt”.

Også dadaisten Picabias maskinfigurer, “der rekonceptualiserer mennesker som maskiner”, er et eksempel, men Wamberg mener at kunne påvise denne sammenfletning af menneske og teknologi hos utallige kunstnere og retninger i det tyvende århundrede: I de endeløse rækker af suppedåser hos Andy Warhol såvel som i Minimalismens kolde metalkasser: “Hov, det er jo lavet på en fabrik – det er chokket i minimalismen”.

Wamberg var i mange år netop optaget af cyborgen som figur, men mener i dag, at det var et lidt mangelfuldt perspektiv:

“Det var en faldgruppe, jeg gik i en hel del år. Jeg tolkede den post-antropocentriske tendens lidt for snævert, så det kun bonede ud, hvis det handlede om cyborgs, robotter og aliens eller var bio-kunst eller AI-kunst. Men det er alt, alt for smalt, for tendensen er meget større og kan spores mange andre steder”.

Kunst på en knivsæg

Wamberg spejder altså også efter posthumane træk der, hvor det måske ikke er så oplagt. Jeg spørger ham derfor om, hvordan ny-ekspressionistiske kunstnere som eksempelvis Tracey Emin eller Gudrun Hasle passer ind under hans post-antropocentriske hovedoverskrift – for er det ikke netop kunst, der tager eksplicit afsæt i ‘det humane perspektiv’?

“Det er rigtigt, at alle de tendenser af post-antropocentrisk art, jeg har observeret, vokser ud af et felt, hvor de er i dialog med eller overlapper en humanistisk arv. Med kunstnere som Tracey Emin og Gudrun Hasle vil man ofte befinde sig på en knivsæg mellem noget, der er superpersonligt og noget, der på den anden side fremmedgør eller overdriver det, så det bliver grotesk. Det er ikke bare feel-good kunst, der appellerer til vores identifikation og sympati. Emins telt, Everyone I Have Ever Slept With 1963–1995, har noget leksikalt over sig, der både overdriver og fremmedgør det lidt. Og Hasles værker befinder sig mellem det meningsfulde og noget, der er lige ved at kollapse i sort snak, idet hun udforsker yderkanten af det vante sprog”.

Kunsthistorieskrivningen er alt for fragmenteret

Så selv her – når kunsten er allermest ‘menneskelig’ – udfordres menneskets selvbestaltede placering af sig selv i centrum af verden, og det er denne vedholdende undersøgelse af grænseegnene af den menneskelige erfaring, som Wamberg mener ofte overses, når man fokuserer for meget på skiftende ismer og brud op igennem nyere historieskrivning.

“Kunsthistorieskrivningen for det 20.- og 21. århundrede er alt for fragmenteret – alt for atomiseret. Det mest indlysende er jo at sige, at der er ufattelig mange retninger, og ingen af dem har de store fælles interesser, men det store paradigmatiske skift er efter min mening omkring forrige århundredeskifte – og jeg mener groft sagt ikke, der er det helt store, nye under solen siden dengang.

”Den kæren om naturen, vi begynder at opleve nu, er eksempelvis en meget sen, tømmermands-agtig reaktion på noget, som egentlig har været i gang meget længe i kunsten, men som nu begynder at komme ud til den almene bevidsthed”.

“Kunsten er en slags antenne for, hvor tingene bevæger sig hen, før andre får øje på det. Kunstnerne billedliggør noget, som de måske knap nok selv kan redegøre for, men som ikke desto mindre med en usvigelig intuition har fat i nogle bredere historiske bevægelser”.

Kunsten burde provokere os mere

I den forbindelse er avantgardekunsten blevet absorberet for hurtigt, mener Jacob Wamberg.

“Avantgardekunsten er blevet domesticeret, og man har vænnet sig til, at den er underlig, så man ikke ser den som underlig mere. Der er ikke nogen, der løfter et øjenbryn. Vi er blevet mærkelig blaserte overfor noget, der fortsat burde være ret provokerende på en – efter min opfattelse – nødvendig måde”.

“Vi er på godt og ondt for længst inde i en verden, hvor teknologien blander sig med naturen. Forurening, kaos og rovdrift er blevet en del af vores verden, og vi skal forsøge at tøjle det, men avantgardekunsten har forsøgt at udvide vores sensibilitet for grimhed og kaos. Avantgardekunsten har af-sentimentaliseret vores blik – på en vis måde har den hærdet vores sensibilitet for at være i en verden, som ikke kan være grøn på samme måde, som den kunne tidligere. Den er med til at træne os i at være i en verden, hvor natur og teknologi bliver mere infiltreret i hinanden”.

Hovedærindet er stort nok

Denne mission er stadig gældende for kunsten i dag, mener Jacob Wamberg:

“Det kan være, mine antenner ikke er fintindstillede nok, men jeg må indrømme, at jeg i dag ikke kan se andet end en videreudvikling af det paradigmeskift, der blev igangsat omkring 1900. Det er stadig det post-antropocentriske, der er hovedærindet”.

“Men det mener jeg – så at sige – også er stort nok. Det er jo en kæmpe udfordring at tænke ud over vores menneskelige horisont, og det er jo stadig et helt åbent spørgsmål, om vi formår det?”

“Jeg opfatter det post-antropocentriske paradigme som håbefuldt. Vores store udfordring er, om vi kan blive post-antropocentriske nok, fordi vi hænger fast i vores alt for menneskelige kroppe og nedarvede måder at agere på, der i et planetarisk perspektiv indeholder en egoisme, som ikke rigtig er hensigtsmæssig mere”.

Hvordan vi så skal forbinde os med verden på en mere hensigtsmæssig måde, må komme an på en prøve, mener professoren. Men kunsten er et godt sted at kigge hen:

“Jeg er så privilegeret, at jeg kan beskæftige mig med avantgardekunsten. Kunst er – som økofilosoffen Timothy Morton siger et sted – ‘tænkning fra fremtiden’. Det tror jeg, han har meget ret i”, slutter Jacob Wamberg.