Ingen udsigt

Et plattenbau er et tysk boligbyggeri i betonelementer, og det er sådan en fireetagers konstruktion, man umiddelbart konfronteres med på Statens Museum for Kunst. Ikke blot når man har tænkt sig at se udstillingen Biography. For kolossen er presset ind i museets centrale indgangshal og har fortrængt billetsalg og information til et tilstødende lokale. Uanset om man er til samtidskunst eller har blikket rettet imod salene med guldaldermalerier, kommer man med andre ord ikke udenom dette værk, som kunstnerne selv kalder et stort, grimt barn, de har født midt inde i maven på Statens Museum for Kunst.

Social kritik
Betonhuset, der egentligt har titlen The One and the Many, udgør en af udstillingens tre installationer, hvor Elmgreen & Dragset har integreret sine tidligere værker – og en håndfuld nye værker – i en ny sammenhæng. De to andre installationer er henholdsvis et institutionshvidt labyrintisk ganglandskab og et koldt nattelandskab fra Las Vegas eller deromkring, og der er således i klassisk Elmgreen & Dragset-stil lagt op til social kritik af såvel velfærdssamfundet som den amerikanske drøm, med betonbyggeriet et eller andet sted derimellem.

Museumsgæsten som voyeur
Man kan ikke gå ind i betonhuset, men derimod spejde ind igennem vinduerne hos de beboere, der ikke har trukket gardinet for eller sat et ’til leje’-skilt i vinduet. Scenarierne man konfronteres med er realistiske, men også stereotypiske og på den måde abstrakte. Der bor en øldrikkende, storrygende mand med lædersofa og klinkebord i det ene rum, en teenager med ambitioner om at komponere heavy metal musik i et andet. Man kan se en vietnamesisk families køkken og et soveværelse med ’frækt’ lingeri bag et delvist nedrullet gardin med bamsemotiver.

Individets drømme
Men de drømme, som leves ud inde bag betonbyggeriets mure, leverer sådan set udstillingens mest optimistiske bud på individets håb om at forfølge sin længsel og finde sin personlige mening med livet. I de to andre installationer er det os selv, museumsgæsterne, der bliver fanget inde i henholdsvis velfærdssamfundets overformynderi eller kastet ud over den amerikanske drøms manglende sikkerhedsnet. Begge visioner er golde, ensomme, og uden udsigt til nogen som helst forandring. 

Vi ender alle i lighuset
I det institutionshvide ganglandskab føres man forbi plejehjem, venteværelse, offentligt toilet, fængselscelle og lighus – eller i den modsatte retning. Det vælger man selv. Uanset hvilken vej man tager, er der ingen udvej fra det hvide linoleumsgulv og de nedsænkede lofter, fordi alle udgangene er døre fra Elmgreen & Dragsets serie af værker med titlen Powerless Structures (Magtesløse strukturer): døre med to håndtag eller et håndtag på væggen uden for døren eller helt enkelt døre, der leder til nye døre.

Welcome to Fabulous Las Vegas
Det kolde, mørke rum har til gengæld højt til loftet og ingen gange at forvilde sig i, men indtrykket er ikke desto mindre dystert. Der er forfaldsstemning med ødelagte blinkende skilte. Det ene skilt med ordlyden Welcome to Fabulous Las Vegas er faldet ned over taget på en campingvogn: frihedens hjem i frihedens land.

Ovenover sidder en ung knægt på et udsnit af en brandtrappe og keder sig, symbolsk bag jerngelænderets tremmer, mens en ældre mand tilsyneladende er druknet i en svømmepøl længere inde i den del af rummet, der er afskåret fra os med et jernstakit og er bevogtet af en bidsk køter.

Fine, alternative audio-guides
For mig er de to installationer lige dystre fortællinger om henholdsvis velfærdssamfundet og den amerikanske drøm. I den ene undslipper man ikke institutionaliseringen, i den andet er man overladt til sig selv, men i begge tilfælde er man alene – og ultimativt ender man med at dø. Der er hverken rum for udsigt eller udsyn, men muligvis indsyn.

Vi kan således håbe på, at den unge knægt overvinder ødelandet og i kraft af personlig indsigt bryder ud derfra, sådan som teaterinstruktøren Anna Bro spekulerer over i den alternative audio-guide, museet har fået lavet til lejligheden.

Og den audio-guide er faktisk et genistreg, for de tre professionelle fortællere, der udover Anna Bro tæller filminstruktøren Michael Noer og forfatteren Asta Olivia Nordenhof, digter videre på Elmgreen & Dragsets installationer og løfter dem til nye højder.

Biografien som tema
Med titlen Biography kunne man tro, at der var tale om en retrospektiv udstilling, og det er der også i nogen udstrækning. Selv om den selvfølgelig ikke er leveret som en ligefrem kronologisk fortælling og heller ikke med en ambition om at være dækkende for kunstnernes hidtidige arbejde.

Statens Museum for Kunst gør dog noget ud af at pointere, at udstillingen er den første store udstilling i dansk regi med den dansk-norske kunstnerduo, der siden 1990’erne har skabt sig en markant international position. Underforstået – Elmgreen & Dragset har skrevet kunsthistorie – og Statens Museum for Kunst viser kunst, som har skrevet sig ind i kunsthistorien. 

Selvbiografi i de sociale mediers tid
Når man ikke vil kalde det en retrospektiv udstilling, så skyldes det også, at kunstnerne geniscenesætter deres værker i nye installationer og på den måde genfortolker deres tidligere værker. Det bliver for Statens Museum for Kunst et billede på, hvordan vi alle i dag – og måske særligt gennem diverse sociale medier –  kan praktisere en slags vedvarende rekonstruktion af vores livshistorie frem for at forsøge at fastholde en entydig fortælling. I forlængelse af en sådan diagnose, giver det også mening, at der til udstillingen er produceret et 600 sider langt billedkatalog om de to kunstneres semi-private og professionelle virke.

Men denne frie og legende selviscenesættelse kommer ikke i øvrigt til udtryk i udstillingen. Her er den dominerende biografi placeret i samfundets organisering af vores liv, både institutionelt og i de fortællinger om lykke og selvrealisering, som gennemsyrer populærkulturens film og talentkonkurrencer og styrer vores selvbillede.

De enkeltes liv virker mest af alt magtesløse i grebet på de store fortællinger om det gode liv. Hvis ikke vi, konfronteret med denne udstilling, beslutter os for at bryde ud af disse fortællinger, for måske, ligesom Elmgreen & Dragset, at ende med at blive en succes.