Hvornår vinder Danmark Den Gyldne Løve?

Hvornår vinder Danmark Den Gyldne Løve?

Elmgreen & Dragset: A Family's Home, 2009. Installationsview. Den Danske Pavilion. Pressefoto

Hvert andet år holder hele den danske kunstbranche vejret, når den internationale jury uddeler Den Gyldne Løve til den bedste pavillon på Venedig Biennalen. Danmark har nogle fremragende billedkunstnere, så det skal lykkes. Men hvordan?

Danmark har deltaget i Venedig Biennalen siden 1895. Flere gange har vi været nærved at vinde den eftertragtede Gyldne Løve. Men nærved og næsten slår som bekendt ingen mand af hesten. Elmgreen & Dragset fik ganske vist ”hædrende omtale” i 2009 for The Collectors, som var en subtil og spektakulær iscenesættelse af og dramatisk fortælling om kunstsamlerstanden. Men endnu ingen Gylden Løve til Danmark – i hvert fald ikke efter 1986, hvor Venedig Biennalens oplistning af vindere begynder. Det er ellers en af Statens Kunstfonds store satsninger. Her sættes alle sejl til.

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Den danske pavilion, Venedig Biennalen 2017. Foto: Anders Sune Berg

Eksempelvis har Kirstine Roepstorffs udstilling influenza. theatre of the glowing darkness i følge Statens Kunstfond kostet 4,4 mio. kroner.

Hertil kommer bidrag fra en række fonde. Samlet er der investeret ca. 2 mio. eksterne kroner i projektet.

I 1995, hvor John Olsen repræsenterede Danmark, var det også nærved og næsten, at Danmark vandt. Filmkunstneren Peter Greenaway var i øvrigt helt oppe at køre over Olsens fortættede naturinstallation dengang. Men John Olsen meldte pas. Han var ikke ”gearet” til denne internationale eksponering. I 2003 repræsenterede Olafur Eliasson Danmark få måneder før sit internationale megagennembrud med The Weather Project i Tate Moderns Turbinehal. Også dengang løb rygtet om, at hans gennemarbejdede og spektakulære totalinstallation The Blind Pavilion i den danske pavillon ville vinde. Men sådan gik det som bekendt ikke.

Vanskelig balanceakt
Det er en vanskelig balanceakt at udvælge kunstnere til Venedig Biennalen. Skal det være en Mid Career-kunstner, som er ”verdensberømt” i sit hjemland? Sådan som Storbritannien har gjort det i år med valget af den mageløse billedhugger Phyllida Barlow, som i en alder af 74 år får sit velfortjente, internationale gennembrud med en samlet skulpturinstallation, der favner hele den store, britiske pavillon i ét greb? Eller skal man satse på unge kometer, som Danmark gjorde i 2015 med Danh Vo? Det er svært at sige, men et er sikkert: Den danske pavillon, der ligger helt centralt i Giardini di Castello, tiltrækker hver gang stor opmærksomhed og har et gennemgående meget højt kunstnerisk niveau.

Danh Vo: Mothertongue. Den Danske Pavillon, Venedig Biennalen 2015. Pressefoto

Når ingen danske kunstnere hidtil har vundet en Gylden Løve, skulle Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst måske overveje at tage andre udvælgelsesprocedurer i brug? For vi fortjener at få prisen, da nogle af vor tids mest fremtrædende billedkunstnere faktisk har udgangspunkt i Danmark. For øjeblikket skriver jeg på en bog med portrætter af nogle af de mest markante kunstnere i generationen efter bemeldte Kirstine Roepstorff, Tal R, Olafur Eliasson, John Kørner m.fl. Næste generation mønstrer mange helt unikke kunstnere, at man næsten taber vejret. Med et så fantastisk felt kunne Statens Kunstfond derfor overveje et andet udvælgelsesprincip, når man udpeger kunstnere til at repræsentere Danmark ved Venedig Biennalen.

En unik kontekst
Flere læsere vil uden tvivl mene, at det nationale aspekt er underordnet. Men det er jeg uenig i. For lige netop Venedig Biennalen rummer – ved siden af den store kuraterede hovedudstilling – hvad man kunne kalde nationernes fredelige kappestrid. Det er et selvbedrag at påstå, at det ikke betyder noget, om man vinder eller ej. Men selvfølgelig handler Venedig Biennalen om andet og mere end Den Gyldne Løve. Kunstværkerne forholder sig ikke kun til kunstinstitutionen, men også til de mange globale og samfundsmæssige problemer i vores nutid. Det er faktisk en helt enestående kunstudstilling.

Jesper Just: Intercourses, 2013. Courtesy the artist.

Under åbningsdagene til årets Venedig Biennale diskuterede jeg sagen med kunsthistoriker og museumsmand Peter S. Meyer. Vi gennemgik de seneste ti års danske bidrag til Venedig Biennalen og var enige om, at der har været udpeget mange fremragende kunstnere. Men et stort problem er, at man aldrig ved, hvad den udvalgte kunstner vil bidrage med til den aktuelle biennale. Udvælgelseskriterierne hviler på en skønsom blanding af kendskab til kunstnerens hidtidige produktion, overvejelser over timingen i forhold til vedkommendes karriere, om kunstneren har bud til tidsånden og har internationale potentialer m.m.

Udskrivning af konkurrence
Vi nåede frem til, at det nok ville være bedre at udskrive en konkurrence om et specifikt kunstnerisk projekt til biennalen. Udpege fem-ti fremragende kunstnere, som skønsmæssigt ville kunne løfte opgaven, og hvor timingen af deres indtræden på denne internationale platform skulle være i top. Formedelst et honorar skulle de få i opdrag at udvikle en kunstnerisk løsning til de to huse, som pavillonen består af: Arkitekterne Carl Brummers oprindelige bygning fra 1932 og Peter Kochs modernistiske tilbygning fra 1960. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst skulle på baggrund af disse bidrag i modelform efterfølgende vælge den bedste løsning, men alle danskere skulle have lejlighed til at se modellerne/computeranimationer og modelfotos af de konkurrerende projekter på en udstilling. Og naturligvis skulle der udpeges en dygtig kommissær, gerne en kurator fra museumsverdenen eller fra en kunsthal, som kunne bistå vinderen under arbejdet med at installere værket i pavillonen.

Samme procedure kunne passende anvendes ved Danmarks deltagelse i andre biennaler.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer