Gallerirevy Aarhus jan 2017: Bigfoot, mandalaer og cargokult

Gallerirevy Aarhus jan 2017: Bigfoot, mandalaer og cargokult

Julie Stavad: The Mobile Sleeve. Udstillingview, Charlotte Fogh Gallery. Foto: David Stjernholm

Årets første gallerirevy fra den aarhusianske galleriscene kaster blikket på udstillinger af Julie Stavad, Ferdinand Ahm Krag og Sif Itona Westerberg.

Charlotte Fogh Gallery – Julie Stavad: The Mobile Sleeve
I anledning af Kulturhovedstad 2017 har Charlotte Fogh Gallery valgt at dedikere årets udstillingsprogram til den danske kunst. Galleriet starter sæsonen med at præsentere aarhusbaserede Julie Stavad i sin første soloudstilling The Mobile Sleeve.

Julie Stavad dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2015. Siden da har hun tiltrukket sig megen opmærksomhed, senest da hun i sommeren 2016 blev inviteret til at skabe stedspecifikke værker til Skulpturlandsby Selde.

Julie Stavad: The Mobile Sleeve. Udstillingview, Charlotte Fogh Gallery. Foto: David Stjernholm

Tilnavnet Bigfoot stammer fra Julie Stavads deltagelse ved dette skulpturprojekt og hænger sammen med tilblivelsen af de monumentale aluminiumsfodsåler, som i dag står lænet op ad ydervæggen ved Charlotte Fogh Gallery. Fem aluminiumsfodsåler har allerede taget permanent ophold ved Fursund Hallen i Selde.

Afstøbningen er et kontinuerligt omdrejningspunkt for den unge kunstner, som indtil nu primært har arbejdet med skulpturen som emne. Kunstneren ynder at følge tilblivelsen af værkerne og tage ved lære af de professionelle håndværkere, som hjælper hende med at realisere sine ideer.

I den aktuelle udstilling er det da også de skulpturelle elementer, der former installationen, hvor hjemmet er den gennemgående tematik. The Mobile Sleeve byder på brocher, bloklys, skillevægge og hjemmegjort keramik i materialer som stål, aluminium og stearin. Som noget nyt er kunstneren begyndt at arbejde med papiret som materiale i form af collage og stentryk.

Ud fra titlerne lyder værksammensætningen umiddelbart som interiøret i en gennemsnitlig brugskunstforretning. Der er dog ingen sammenligning mellem middelmådigheden og det installatoriske kunststykke, Julie Stavad lægger for dagen i The Mobile Sleeve.

Julie Stavad: The Mobile Sleeve. Udstillingview, Charlotte Fogh Gallery. Foto: David Stjernholm

Galerie MøllerWitt – Ferdinand Ahm Krag: Root of itself
Ferdinand Ahm Krag dimitterede fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006 og er siden blevet et tilbagevendende navn på kunstscenen i både indland og udland. Galerie MøllerWitt har før vist Ferdinand Ahm Krags værker – senest i gruppeudstillingen Komposition i 2015. Det er dog første gang, at kunstneren optræder solo i en aarhusiansk kontekst.

Krag er billedkunstner. Han er også litterat, underviser, essayist, kulturkritiker og foredragsholder. I artikelserien Fremtiden direkte, udgivet af Information i 2015, skriver Ferdinand Ahm Krag sammen med Theis Ørntoft følgende:

“Kunstverdenen insisterer på fastholdelsen og reproduktionen af det velkendte paradigme; de samme erkendelsesrum, de samme institutioner og kritikformer, de samme tematiseringer af det afgrænsede humane, det sociale som noget isoleret og adskilt fra verden.”

Krag står med et ben i hver lejr; køligt iagttager han kunstverdenen, samtidig er han selv dybt involveret i reproduktionen af ‘det velkendte paradigme’. Ikke underligt insisterer værkerne på at eksistere i et limbo mellem kølig distance og intenst nærvær.

Ferdinand Ahm Krag: Root of itself. Udstillingsview. Foto: Galerie MøllerWitt

Rette linjer, historiske referencer, farvetæthed, sci-fi, seksualitet og spiritualitet skaber flertydige omdrejningspunkter i tegninger og malerier. Linjerne fletter sig ind i hinanden og skaber komplekse referencemønstre. Mandalaen, det hinduistiske symbol for universet, optræder i flere af værkerne med mennesket i centrum som en klassisk illustration af det heliocentriske verdensbillede.

Den rene linje er kendetegnende for Krag, der foretrækker pennen og papiret som materiale. I titelværket Root of Itself har kunstneren dog taget penslen i brug og frembragt en Nefertiti-lignende figur med afsæt i klare røde, blå og gule nuancer. En farvepalet Krag på skift bruger til at frembringe ro og dynamik.

Galleri Jacob Bjørn – Sif Itona Westerberg: Cargo Cult
Sif Itona Westerberg er aktuel på Galleri Jacob Bjørn med udstillingen Cargo Cult. Kunstneren blev uddannet fra Skolen for Mediekunst og Billedhuggerskolen ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014.

Afgang 2014 ved Charlottenborg Kunsthal vakte hun opsigt med en frise i armeret gips. Udover at illustrere et sikkert kunstnerisk håndelag vakte værkets titel opsigt: Post affirmative society, post food chains, post supermarket chains, post factories, post traffic jams, post efficiency, – for blot at gengive et udsnit af værktitlen.

Kunstneren arbejder med udgangspunkt i det antropocæne, menneskets tidsalder. Sif Itona Westerbergs afgangsværk illustrerede et ‘druknet kontorlandskab’. Titlens insisterende ‘post’ afklarer dog ikke, hvorvidt de druknede objekter er på vej op af de geologiske jordlag eller hensunket i glemslen.

I den aktuelle udstilling går hun antropologisk til værks i en tematisering af det nyreligiøse fænomen cargokult, som opstod i Melanesien umiddelbart efter 1. Verdenskrig. Cargokult betegner millenaristiske bevægelser med baggrund i kristendommen og traditionel melanesisk religion.

Sif Itona: Aluminiumspaneler, 2017. Foto: Galleri Jacob Bjørn

Kultene opstår typisk omkring profeter, som lover deres disciple velstand af europæisk målestok. Velstanden skal komme i form af værdifulde flyladninger fra vesten. Bygning af landingspladser eller fly i de forhåndenværende materialer skal være med til at forberede og fremskynde ankomsten af den værdifulde last. I Sif Itona Westerbergs nye værker er lasten sunket ned i de geologiske jordlag, gengivet som aluminiumsafstøbninger af arkæologiske fund, for skrøbelige til at forlade udgravningen.

Sif Itona Westerbergs kunst er samfundskritisk i en klassisk æstetisk indpakning med et rent og samvittighedsfuldt udtryk. Derfor vil jeg afslutte denne gallerirevy med et citat af Sif Itona Westerberg fra et interview i Politiken tilbage i 2014:

“Jeg kunne godt tænke mig, at kunsten havde mere på hjerte og blev klar over sit eget samfundskritiske potentiale. Jeg savner et selvværd i kunsten. Jeg er stor fan af materialitet og form, men jeg savner lidt pondus bag. Vi er inde i en lidt vag periode, hvor få tør sige, at de vil noget med deres ting.”

Del artiklen

'Gallerirevy Aarhus jan 2017: Bigfoot, mandalaer og cargokult'

Facebook