En kunstscene bygger på tilgængelighed

En kunstscene bygger på tilgængelighed

Christina Wilson, der står bag den nye internationale sektion af Art Copenhagen. Foto: Matthias Hvass Borello

Under den første weekend af Cph Art Week åbner hele to messer dørene op for international kunst til det kunsthungrende danske og udenlandske publikum: CHART Art Fair for de førende nordiske gallerier og nu CODE Art Fair med en udpræget international profil. To messer, der kæmper for at få Danmark på det internationale kunst-landkort. Vi har mødt nytilkommeren Code og den danske kunstner og kurator Mikkel Carl, der med sin udstilling DANMARK på CODE sætter kritisk spørgsmålstegn ved kunstens tilgængelighed på markedet herhjemme.

Galleri Franz Pedersem gør klar til årets messe med værker af bl.a. danske Michael Kvium og Christian Lemmerz. Foto: Matthias Hvass Borello
Galleri Frans Pedersem gør klar til årets messe med værker af bl.a. danske Michael Kvium og Christian Lemmerz. Foto: Matthias Hvass Borello

Lige om lidt byder 80 danske og internationale gallerier på deres varmeste kunstværker i Bella Centeret med Art Copenhagen, der har 20 års jubilæum og som i år både huser Selected Art Fair og den internationale Code Art Fair. Derudover vil der være både talks og performances og særlige kuraterede tiltag under weekenden. Det mest markante er dog, at der er et ganske internationalt opbud af gallerier. Det er der en forklaring på.

”Jeg har længe haft et ønske om at den danske kunstscene blev mere international, så derfor er det her en ekstrem stor glæde for mig, at vi nu har to store messer i København af den kvalitet. Jeg har selv været ude i verden og set hvor stor en driver det er for udviklingen af kunstscener,” forklarer Christina Wilson, der er tidligere gallerist og nu står bag Code Art Fair. Hun uddyber:

”Min ambition har altid været at få kunstscenen til at blive større i Danmark, så kunstneren har større og flere muligheder for at vælge sig ind på den platform, der passer til dem, og det har været et stort problem for en masse kunstnere i lang tid herhjemme. De har simpelthen været nødt til at søge uden for landets grænser. Og det var også min oplevelse som gallerist dengang, at det var svært at tiltrække de rigtige og skabe interessen i det internationale netværk af samlere og journalister. Det her er i mine øjne én af mulighederne for at skabe det liv på flere forskellige platforme og ikke mindst den fornødne opmærksomhed.”

En fælles indsats
Christina Wilson understreger at de har lyttet rigtig meget og fået flere af gallerierne til at pege på nogle andre gallerier, de har lyst til at møde og arbejde med for på den måde at udvide det internationale netværk.

”For mig er det allerede en sejr, fordi det her sker, og nu hæver vi altså niveauet i fællesskab, hvor vi alle bliver mere kvalificeret af at møde noget kunst, der ikke er hverdagskost i København. Og det er også den tilgang vi har haft i forhold til de inviterede gallerier. Der skulle være noget at komme efter og en velvilje til at prøve noget nyt og møde et nyt publikum,” understreger hun.

Galerie Tobias Naehring fra Leipzig gør klar til CODE Art Fair. Foto: Matthias Hvass Borello
Galerie Tobias Naehring fra Leipzig gør klar til Code Art Fair. Foto: Matthias Hvass Borello

Samtidig erkender Wilson: ”Vi har jo ikke kunnet love nogen noget men understreget, at der vil være masser af publikum, en masse interesse og de vil blive behandlet godt. Og så handler det jo om, at de danske kunstfolk og –samlere også indser, at de er værter for en begivenhed som denne og også har et ansvar for, at det bliver en succes. Som Uncle Bob spørger: ”What can YOU do for your country”, det opråb har jeg tænkt en del over i den her sammenhæng. Hvad kan vi gøre, for at det her bliver federe for os alle sammen? Hvad kan vi gøre for at kunstscenen i Danmark får en tyngde, højde og kvalitet, som vi kan være stolte af og synes er fed at opleve?”

Udstillingen DANMARK – eller dem vi missede…
Mikkel Carl står meget apropos for en udstilling under Code med titlen DANMARK. Titlen refererer til et ganske velkendt værk af kunstneren Jens Haaning, som også indgår i udstillingen.

Mikkel Carl (tv) og Henrik Plenge Jakobsen lægger sidste hånd på værket Birdy. Foto: Matthias Hvass Borello
Mikkel Carl (tv) og Henrik Plenge Jakobsen lægger sidste hånd på værket Birdie (HEX UBU), 2014. Foto: Matthias Hvass Borello

De andre kunstnere i udstillingen er Magnus Frederik Clausen, Christian Falsnaes, Ditte Gantriis, Kasper Akhøj & Tamar Guimarães, Henrik Plenge Jakobsen, Asger Dybvad Larsen, Ann Lieslegaard, Alexander Tillegreen, Ivan Pérard og Pernille Kapper Williams. Og DANMARK stiller meget direkte spørgsmål ved den danske kunstscenes evne til at tage vare på sine egne, eller rettere formuleret: de danske kunstnere, som enten er virkelig anerkendte eller burde være det, men ikke er repræsenteret af et galleri herhjemme.

Altså, en form for system-kritik, hvor nogen – trods deres åbenlyse kvaliteter – ikke er tilgængelige for danske købere og publikum.

”Jeg har med udstillingen taget messeformatet på mig, så det er ikke et modtræk, og jeg tilbyder en vare, som jeg tænker, der vil være efterspørgsel på, fordi det er kunstnere, der er højt anerkendt internationalt, og som jeg også helt enkelt tror på vil få en karriere, og de ville ikke være til stede på markedet i den her weekend, hvis jeg ikke havde gjort det her,” forklarer Mikkel Carl, imens værkerne flyttes på plads og kunstnerne knokler med at få alt klar til messe-weekenden.

”Jeg har lavet en simpel markedsanalyse, og så sagt: Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de her varer ikke er på hylderne. Og så sat disse værker til salg.”

Det siger noget om DANMARK
Den anden side af Mikkel Carl, den engagerede kunstner og kunstinteresserede, er tydeligvis forundret på et dybere plan, hvilket udstillingen er et udsagn om.

”Altså, det overgår min forstand, at ti af de i mine øjne aller bedste kunstnere herhjemme ikke er, a) repræsenteret af et galleri, b) ikke er interesserede i at være repræsenteret af et galleri herhjemme, eller c) Har prøvet det og er holdt op med det? Det er tankevækkende, synes jeg, og det er selvfølgelig her noget af kritikken ligger i udstillingen, som spørger: Hvad laver gallerierne, og er der ikke nogen der burde vågne op og få dem her i stald?” siger han med armene flagrende.

Ivan Pérard: Disconncted from Server, 2015.
Ivan Pérard: Disconncted from Server, 2015.

”Det der er tankevækkende for mig er, at det siger noget om Danmark, noget om det danske kunstmarked, men også noget om den filtrering, som de danske gallerier laver af kunstscenen. Der er jo fx en hel del malerier på den her messe, og det er jo ikke noget nyt. Vi ved godt at gallerier har en særlig interesse for projekter, der har et stærkt visuelt udtryk, og ikke i lige så høj grad de konceptuelle og politiske værker, der kræver en større forståelse for kontekst og politiske diskurser. I denne sammenhæng har jeg så fået lov til at tilføre denne galleri-messe noget af denne kritikalitet, hvis man kan sige det. Noget diskursiv pondus, der vil sige noget om de måder vi betragter verden og hinanden på. Og sådanne værker er der tydeligvis andre kunstscener ude i verden, der har forstået værdien af.”

Henrik Plenge Jakobsen afbryder os kort: ”Hey, jeg vil bare lige høre, hvor jeg skal stille de der podier, for de er sgu nok lidt svære at flytte bagefter.”

”Det må du sgu selv om, Henrik. Du har fuldstændig frie hænder…” lyder svaret roligt.

DANMARK og udlandet
Og da jeg spørger til den tendens, at vi ofte skal til udlandet for at se de store soloudstillinger med markante kunstnere som Olafur Eliasson, Pia Rönicke eller Henrik Olesen lyder svaret:

”Det er jo fordi, alle er under pres. Institutionerne laver soloudstillinger med dem, som vi alle sammen godt ved laver billetter. Ellers bliver de beskåret.”

–Man kunne jo stille spørgsmålstegn ved, om det ikke bare handler om en internationalisering siden slut 90’erne af den danske kunstscene, som har eksporteret de markante kunstnere herhjemme hurtigere end galleristerne har kunnet følge med til?

Jens Haaning: DANMARK, 2005. Foto: Mikkel Carl

”Vi ved alle sammen godt, at man kan se værker på nettet, men vi ved også, at det betyder alverden at stå der fysisk foran værket og opleve det, som det er tiltænkt. Gallerierne har derfor, sammen med institutionerne, en forpligtelse til at danne de unge kunstnere, samlerne, kuratorerne og kunstpublikummet herhjemme, og det kan jo altså kun lade sig gøre, hvis der er kunst af høj kvalitet tilgængelig i Danmark – og også fra nogle af de kunstnere som systemet har det med at udgrænse. Det betyder virkelig meget for en lokal kunstscene som i København, og en lidt større diversitet, synes jeg godt man kunne efterspørge.”

Læs mere om Code Art Fair her.

Læs mere om CHART Art Fair her.

Kommentarer