Filter er ikke normalt

Billedserie

bog

Filter - for fotografi #3

Filter er ikke normalt

Pyuupiru: A young girl who accepted collapse, selvportrætter 2008

Med temaserien Normal zoomer Filter ind på det debatskabende fotografi, krydser faglige vinkler og forskellige genrer i et gennemført og afstemt fotomagasin.

Hvor er det befriende at sidde med et fotomagasin i hånden, som har tyngden til at behandle fotografiets mange facetter, og stadigvæk overskud til at formidle på et niveau, hvor man uanset faglig baggrund kan få noget ud af læsningen.

Filter forstår at kombinere fagligt indhold og lækker sanseoplevelse – og det virker rigtig godt. Fagspecifikke magasiner kammer nemlig ofte over i en intern tone, hvor det som uindviet læser kan være svært at bevare gejsten.

Gennemført tema
Tredje nummer af Filter giver et bud på, hvordan fotografiet kan udfordre vores vante forestillinger om normalitet og anormalitet gennem en række temaer som: tilhørsforhold, kropsidealer og psykiatriske diagnoser.

Tematikken er gennemgående og starter i sig selv en debat om fotogenrens løse overgange mellem eksempelvis kunstfotografi og pressebilleder, samtidig med at Filter sætter normalitetsbegrebet under lup.

Catherine Opie: Jesse
Catherine Opie: Jesse
Hvem er Jesse?
Billedet af teenageren Jesse af Catherine Opie virker umiddelbart let aflæseligt.

Det forestiller Jesse, der kigger ud på os, men spørgsmålene melder sig hurtigt, for Jesse udfordrer definitionen af en teenager.

Er Jesse en dreng eller pige? Og hvorfor det tunge blik og den tarvelige sølvkæde rundt om halsen? Er Jesse en privilegeret yndling fra Hellerup eller en trækkerdreng fra L.A?

I Opies billede er køn og seksualitet stadig en leg. Billedet af Jesse er taget i en overgangsfase, hvor grænserne udviskes og ikke passer ind i samfundets kategoriserings- systemer. Derfor afspejler det også Filters tema: Normal.

Hvad er ’normalt’?
Filter har inviteret en række fagpersoner med forskellig baggrund til at beskrive, hvordan de oplever og arbejder med ’det normale’. Det giver et interessant perspektiv til læsningen af Jesse, når man får en psykologisk, teologisk og etnologisk vinkel på billedet.

Tilbage kan man gentænke billedet i sin nye historie, normalt eller anormalt.

Jenny Nordquist. Reklame for anti cellulite creme
Jenny Nordquist. Reklame for anti cellulite creme

Idealets alternativ
Fotografen Jenny Nordquist har taget billederne til en reklamekampagne for anti cellulite creme, hvor struttende R’n’B sangeringer sælger varen, og det går ikke stille for sig!

Billederne er opstillede og samtidig ligner de et klip fra enhver R’n’B musikvideo.

Optikken i Nordquists billeder forskyder grænserne mellem det man normalt forventer af kommercielt fotografi – at det er ukritisk og kompromisløst – og den styrke billederne har som et alternativ til modemagasinernes idealkrop.

Ikke mindst har billederne en kritisk pondus, som er betagende for deres karikerede budskab og den klæbrige æstetik, de er smurt ind i.

Ivonne Thein: Zweiunddreizig Kilo
Ivonne Thein: Zweiunddreizig Kilo
Syge kropsidealer
Ivonne Theins fotoprojekt Zweiundzwanzig Kilo (2008) viser en anden form for krop, som også er underlagt tidens modeluner.

Som Bambi på glatis viser Ivonne Thein et anoreksioffers leg med døden. Thein har arbejdet som mode- og reklamefotograf, og peger med Zweiunddreizig Kilo på modebranchens indflydelse på forestillingen om den perfekte krop.

Modellerne er viklet ind i gazebind og poserer i forskellige positurer på et cementgulv. Billedernes syge indhold og manipulerede iscenesættelse giver en ret vanvittig effekt, og det er måske det, der gør dem så stærke både som kampagnebilleder og kunstfotos.

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Der skal ske noget uvant
Det er Filters mission, at der bliver rykket ved grænserne for fotografiet. Derfor befinder mange af billederne i magasinet sig på kanten af de kategoriseringssystemer, som man normalt aflæser fotografier ud fra.

Men spørgsmålet er, om pressefotografiets force er, at det kan dokumentere virkeligheden, mens kunstfotografiets fordel er, at det ikke er underlagt samme etiske spilleregler?

Som Politikens tidligere fotochef Per Folkver beskriver det, bør pressefotografiet trækkes derud, hvor det er lige før det brister og går over i kunstfotografiet.

Men er det okay, at pressen bestræber sig på at skabe kunst, eller skal de helst give os et så virkelighedsnært billede af verden som muligt?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som dette nummer af Filter stiller sin læser.

Magasinet forhandles i udvalgte boghandler og gallerier i København,
Brandts shop i Odense og Galleri Image i Århus samt via www.filterforfotografi.net
(160 sider og koster 90 kr.)

Billedserie

bog

Filter - for fotografi #3

Del artiklen

'Filter er ikke normalt'

Facebook