Falske fremtider

Falske fremtider

Nishant Shah. Pressefoto.

TEMA: Kunsten som Forum
Hvilke fælleskaber muliggør kunsten – og hvad er det for fællesskaber, kunsten skaber?
Kunsten.nu følger forskningsprojektet Kunsten som Forum, som undersøger kunstens sociale infrastrukturer.

I sit essay Falske fremtider: morgendagen gennem computernetværkets filtre lægger professor i æstetik og kultur Nishant Shah op til en diskussion af de kulturelle former, som de nye digitale infrastrukturer afstedkommer, og den magt, de udøver ved at rammesætte og påvirke de sociale relationer, som vores liv udfolder sig i.

Litteraturprofessor Frederik Tygstrup introducerer her til Shahs essay. Essayet er en del af en udgivelsesserie fra forskningscentret Kunsten som Forum, der undersøger kunstens sociale infrastrukturer.

Kunsten.nu følger i en temaserie Kunsten som Forum, der løbende introducerer til udgivelser i forskningsprojektets bogserie, hvor forskere og kunstnere bidrager med ny viden.

Siden den franske kurator Nicholas Bourriaud sidst i halvfemserne udgav bogen Relationel æstetik, oversat til dansk på Kunstakademiets forlag i 2005, har der både i kunstverdenen og i kunstteorien været en udbredt opmærksomhed på, hvordan æstetiske fænomener altid involverer og virker ind på sociale relationer, og hvordan de måder, hvorpå vi socialt relaterer til hinanden, omvendt også altid har en æstetisk side.

Optagetheden af relationer har bidraget til at åbne vores øjne for, at når vi skal forholde os til verden, så er det ikke nok at fokusere på de fænomener, der er i verden (mennesker og ting, begivenheder og billeder, og alt muligt andet), men også – og frem for alt – på de relationer, der er imellem dem, og som gør dem til det, som de er. At relationer kommer før identiteter.

Gennem de seneste år har denne interesse naturligt også rettet sig imod, hvordan sådanne relationer kommer i stand, og hvordan organiseringen af relationer i sidste instans er rammesættende for, hvordan alle de fænomener og identiteter, der eksisterer på et givet tidspunkt, egentlig er beskafne.

Denne interesse har ikke mindst udmøntet sig i en intensiv beskæftigelse med infrastrukturer: de systemer, der skaber relationer og bevægelser i et samfund. Infrastrukturer rækker fra noget meget håndgribeligt, som veje og skinner, der forbinder steder, rør og ledninger, der flytter rundt på ressourcer, skoler og hospitaler, der samler os og fordeler os, til de mere komplekse måder, hvorpå vores forestillinger, følelser og forventninger er organiseret i indbyrdes relationer.

Infrastrukturer, har den britiske kulturteoretiker Irit Rogoff bemærket, er styringsredskaber, der virker gennem kulturelle former: de styrer ikke bare hvad vi kan og hvad vi ikke kan, de organiserer også de sociale relationer, som udgør vores kulturelle horisont. Det er vores indbyrdes forbindelser, der former os, også selv om vi ikke altid forstår, hvordan denne formning finder sted, og selv om det kun er sjældent, at vi selv former disse forbindelser.

Nishant Shahs essay, Falske fremtider: Morgendagen gennem computernetværkets filtre, diskuterer, hvad de nye digitale infrastrukturer betyder for de måder, vi mødes på, og for de spørgsmål, som vi mødes om. Han tager udgangspunkt i en original analyse af den optagethed af usandhed og løgne – fakeness – på internettet, som har domineret meget af den offentlige debat de seneste år.

Først of fremmest viser han, hvordan politisk uenighed i stadig højere grad tager form af ikke-anerkendelse af andres opfattelse af verden. Hvor de andre, man ikke deler holdninger med, enten antages at være løgnagtige eller forblindede – onde eller dumme.

Denne oplevelse af ikke at være i den samme verden og ikke kunne forstå de andres billede af verden, er naturligvis i sig selv understøttet af digitale netværk og muligheden for at finde sammen i smalle fællesskaber med en begrænset cirkulation af information. Det skaber fællesskaber, som primært er holdt sammen af at være imod nogle andre, og som kan bekræfte sig selv heri uden nævneværdig selvindsigt.

I tillæg hertil er det imidlertid Shahs pointe, at dén skelnen mellem sandt og falsk, der ellers ligger under enhver antagelse om, at andre siger noget usandt, samtidig er ved at blive udvisket. Det skyldes dels, som han viser med et aktuelt eksempel fra Holland, at algoritmisk fremstillet information selv kan rumme talrige former for forvrængning og fordom, som kan føre til systematisk diskrimination og udgrænsning af individer og samfundsgrupper. Men det skyldes også, at digitalt distribueret information sagtens kan være virkningsfuld uden at være sandfærdig, og at filtrering og fordeling af fejlagtig information i stor skala kan have en voldsom effekt, som igen kan understøttes aktivt af de protokoller og fordelingsregler, som virker i de digitale netværk, uden at vi kan se dem.

Fjerde udgivelse i Kunsten som Forums bogserie: Nishant Shah: Falske fremtider: Morgendagen gennem computernetværkets filtre.

Så hvad er det vi samles om i disse fællesskaber? Det er anliggender, der i stadig ringere grad kan afgøres som spørgsmål om sandt og falsk. Og hvordan samles vi? Ved at følge digitalt kodede netværk, som vi ikke har nogen indflydelse på eller indsigt i.

Og dette indebærer, som Shah angiver i titlen på sit essay, en forandring af vores forestilling om tiden. Traditionelt har vi set på historien som en serie af begivenheder, som fortæller os noget om sandsynlighed: hvordan noget kan indtræffe efter noget andet. Og tilsvarende har vi set på fremtiden som dét sted, hvor det mulige kan ske. Men i en verden, der er styret af algoritmiske netværk, er dette forhold blevet vendt om. Vores forventninger til fremtiden handler stadig mindre om de muligheder, som den kunne rumme, og så meget desto mere om de sandsynlige fremtider, som algoritmiske beregninger konfronterer os med. Til gengæld er vores eftersøgning efter kendsgerninger, som vi kan finde i historien, blevet erstattet af bitre stridigheder over, hvad vi tror på og hvad vi ikke tror på, og dermed hvad vi mener er muligt og hvad der ikke er.

Falske fremtider er en invitation til at forstå de forandringer, som vores tidsbevidsthed undergår i omgangen med digitale infrastrukturer. Dermed lægger han op til en diskussion af de kulturelle former, som de nye infrastrukturer afstedkommer, og den magt, de udøver ved at rammesætte og påvirke de sociale relationer, som vores liv udfolder sig i.

Nishant Shah er en eminent tværdisciplinær tænker. Han præsenterer sig selv som en humanistisk og feministisk teknologiteoretiker, og han arbejder i krydsfeltet mellem spørgsmål om krop, identitet, digitale teknologier, kunstnerisk praksis og politisk aktivisme. Han er centralt placeret i den nye kritiske forskning i internetteknologier og deres samfundsmæssige rolle og funktion, sammen med forskere som Alexander Galloway, Wendy Hui Kyong Chun, Antionette Rouvroy og Tiziana Terranova. Fælles for dem er, at de kombinerer et dybtgående kendskab til de digitale teknologiers funktionsmåder med en teoretisk artikuleret forståelse for samfundsmæssige magtmekanismer og for de nye sociale modsætninger, som følger af digitaliseringen af vores fællesskaber.

 

Nishant Shah er professor i æstetik og kultur ved ArtEZ Kunstakademiet i Holland. Han er grundlægger af Centre for Internet and Society i Bangalore, Indien, og siden 2020 tillige tilknyttet the Berkman Klein Centre for Internet & Society ved Harvard University. I 2021 udgav han sammen med Alexandra Juhasz og Ganaele Langlois bogen Really Fake på University of Minnesota Press.

TEMA: Kunsten som Forum
Hvilke fælleskaber muliggør kunsten – og hvad er det for fællesskaber, kunsten skaber?
Kunsten.nu følger forskningsprojektet Kunsten som Forum, som undersøger kunstens sociale infrastrukturer.

Del artiklen

'Falske fremtider'

Facebook