Et nødvendigt opråb

Et nødvendigt opråb

Ai Weiwei: Human Flow, 2017. Still fra filmen

Vis billedserie

Ai Weiweis 140 minutter lange, rystende dokumentar om flygtningestrømmene og den medfølgende humanitære krise er dybt vedkommende. Filmen gennemhuller myten om Europa som humanitetens kontinent i en tid med stadig flere mure mellem grænserne og stigende xenofobi.

Ai Weiwei har optaget sin nye film Human Flow over en periode på et år. Han har besøgt 23 lande, hvor dele af befolkningen er på flugt, men også nogle af de lande, der har ”ondt” i grænserne, fx den græsk-makedonske, den israelsk-palæstinensiske og den amerikansk-mexicanske grænse, som er stærkt bevogtede og næsten umulige at krydse.

Filmen går bag om de brudstykkevise beretninger, vi kender fra medierne. I stedet får flygtningene ansigter og mæle – og samtidig er filmen et smukt billedepos med indlagte vignetter i form af digte om menneskelivet, skrevet af poeter fra middelalderen og frem.

Ai Weiwei: Human Flow, 2017. Still fra filmen

Overfyldt flygtningebåd
Da Berlinmuren faldt i 1989 var der 11 fortificerede grænser i verden. I dag er tallet vokset til 70. 65 millioner mennesker er på flugt, hvoraf en stor del søger bedre livsomstændigheder mod nord. De fleste forgæves. Nationerne lukker sig i stigende grad om sig selv i en xenofobisk angst for at blive rendt over ende af migranter og flygtninge. Angsten piskes op af de fremmedfjendske partier, som i disse år vinder frem i mange europæiske lande – og i USA, hvor den højrepopulistiske præsident Donald Trump vandt det seneste præsidentvalg, bl.a. på forslaget om at opføre en mur mellem USA og Mexico.

I filmen problematiserer Ai Weiwei den rolle, som Europa spiller i forhold til flygtningestrømmene. Det var her, i Europa, at Menneskerettighedskonventionen blev konciperet og underskrevet – men kan vi bevare dette humanitetens adelsmærke, når vi samtidig lukker vores grænser og forsøger at betale os fra at modtage de store menneskemasser på flugt fra fattigdom, krig og undertrykkelse? Det sker bl.a. i Tyrkiet, der modtager store beløb fra EU for at forhindre flygtningene i at bevæge sig nordpå.

Filmens svar er nej. Menneskerettighedskonventionen blev formuleret under indtrykkene fra 2. verdenskrigs rædsler, og vedtagelsen af Flygtningekonventionen var direkte inspireret af de store flygtningemasser fra Østblokken, der strømmede til Vesteuropa i 1950’erne og 1960’erne, inden Østlandene forskansede sig og blev til de store kommunistiske fængsler, som vi kender fra historiebøgerne. Hvor meget har vi lært af historien?

Ai Weiwei: Human Flow, 2017. Still fra filmen

Nomineret til en Guldløve
Filmen, som blev nomineret til en Guldløve i Venedig tidligere på året, starter med et smukt view hen over Middelhavet, optaget oppefra af droner. Så zoomes der ind på en redningsbåd fyldt til randen med flygtninge, iført orange redningsveste. Her er et direkte link til Ai Weiweis installation Soleil Levant, der i sommerens løb kunne opleves på Charlottenborgs nordlige facade ud til Nyhavn. De nye flygtninge anløber Lesbos, hvor et FN-hold modtager dem med varme og konkret hjælp. Nogle af filmens klip viser, hvor fint mange af flygtningene modtages. De pakkes ind i cellofan, når de dødfrosne går i land, de får mad og et pusterum, hvor de genfinder værdigheden og livsglæden, danser og jubler over at være nået så langt. Men filmen viser lidt senere, at deres håb om at finde en bedre tilværelse i det nordlige Europa strander ved grænsen til Makedonien. Samtidig fremgår det, at en flygtning i gennemsnit tilbringer 26 år i en flygtningelejr, og at livet her ofte er et helvede på jord.

Selv om det er en hardcore dokumentar om en af verdens mest tragiske kriser, mærker man tydeligt, at den er skabt af et billedmenneske som Ai Weiwei, der selv optræder med klædelig diskretion på lokaliteterne med eller uden sin søn. Man ser ham blive klippet og bytte pas med en flygtning, man ser ham hjælpe en gammel, forvirret kvinde, man oplever ham tale med grænsepolitiet på den amerikanske side af grænsen til Mexico, hvor han og hans crew får et påbud om kun at filme i en halv time og at skulle holde sig inden for et bestemt område. Den form for direktiver kender Ai Weiwei til hudløshed fra sit hjemland Kina, hvor han sad fængslet i en længere periode. Nu er han selv gået i eksil i Berlin.

Ai Weiwei: Human Flow, 2017. Still fra filmen

Appel om empati
I 2015-16 ankom over én mio. mennesker til Grækenland fra Afrika og Mellemøsten. De har ingen steder at gå hen. Filmen påpeger denne verdensomspændende krise, men giver klart nok ingen løsninger. Den appellerer til os om at betragte disse trængte mennesker som medmennesker. For kun, hvis vi ser dem sådan, kan vi opretholde en identitet som empatiske mennesker, der lever i gæstfrie samfund. Ai Weiwei interviewer den jordanske kronprinsesse, der er helt suveræn i sine betragtninger over flygtningene, der kræver en medmenneskelig respons. Jordan huser parentes bemærket verdens største flygtningelejr med næsten en mio. flygtninge, primært fra Syrien. Der har altid fundet migration sted i verden.

Mennesker har altid flyttet sig i større eller mindre grad igennem tiderne. Men ingen forlader sit hjemland, sit hus, sit netværk, sit arbejde uden grund. Det gør man kun, fordi det er umuligt at blive. En flygtning er berøvet sin værdighed, sin sociale identitet, sit sprog og sin mening. Filmen viser, hvor hårdt det er at være flygtning og ruster os til at møde flygtningene med empati og varme.

Det er en uafrystelig og væsentlig film, som Ai Weiwei har skabt om den største humanitære krise efter 2. verdenskrig.

Ai Weiwei: Human Flow. 140 minutter. Vises i alle biografer i Danmark. Premiere torsdag den 9. november.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Et nødvendigt opråb'

Facebook