Museumsaktivisme – hvor går grænsen?

Museumsaktivisme – hvor går grænsen?

Ai Weiwei: Soleil Levant, 2017. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Life jackets in front of windows of facade. Courtesy of the artist. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

Visionssalon: Hvilken rolle har museerne i en verden der brænder?
21 jun 2017 kl 16-17.30
Afholdes på SMK

Skal museerne agere talerør for kunstens mest samfundskritiske tendenser, eller er der en grænse for deres politiske position og potentielle bidrag til en bedre verden? Fire stemmer fra det kunstinstitutionelle felt var sat i stævne til Bikubenfondens Visionssalon på SMK for at diskutere fænomenet ’museumsaktivisme’.

Terror, Trump, Brexit, klimakatastrofer, flygtningestrømme… Kriserne vælter ind over os på stribe. Men mens verden er på tippen til at kollapse, stortrives den aktivistisk orienterede kunst. Det vil sige den slags kunst, der holdes i live af netop krisen, alle uretfærdighederne, ubalancerne og drømmene om en anden virkelighed.

Kunstens nødvendighed
Samtidskunstneren er i dag blevet synonym med ’samfundsaktør’ og ’forandringsagent’. Og med disse prædikater er fulgt en forpligtelse. Et ansvar for som minimum at reagere og allerhelst ændre på klodens vilkår og problemer. Kunsten er med andre ord blevet noget nær en nødvendighed, der kan – og derfor også helst skal – gøre en forskel, der kan ses.

Visionssalonen på SMK. Foto: Bikubenfonden

I den forlængelse er det også nærliggende at spørge ind til museernes rolle. Kan de fungere som arena for den aktivistiske kunst eller på anden måde understøtte kunstneren i opgaven med at gøre verden bedre?

Eller kan kunstscenens mastodonter måske være dem, der markerer kunsten som nødvendig for den helt brede offentlighed?

I panelet til Bikubenfondens Visionssalon Hvad er museernes rolle i en verden som brænder? sad to museumsdirektører, henholdsvis Mikkel Bogh, direktør på SMK, og Frances Morris, direktør på Tate Modern i London. De havde selskab af Michael Thouber, direktør på Kunsthal Charlottenborg, og Tone Olaf Nielsen, kurator og leder af udstillingsstedet Camp – Center for Art and Migration Politics.

En mulig museumsaktivistisk opskrift?
Tone Olaf Nielsen lagde debatten an med en visionær aktivistisk tone ved at annoncere det som enhver offentlig institutions pligt at reagere på de kriser, som det internationale samfund har vist sig ude af stand til at løse. Hun peger på kunstnerens særlige evne til at udfolde problemer, så de bliver håndgribelige og dermed mulige at gøre noget ved. Institutionens rolle bør være at fungere som platform for konkret kunstnerisk kriseløsning og diskussionsforum og mødested for civilsamfundet, som inviteres ind for at løse problemerne i fællesskab.

Installationsview fra udstillingen Vi råber og råber, men ingen lytter på CAMP, 2017. Foto: CAMP

Dén opskrift på institutionel aktivisme realiseres på Camp. Men at dømme ud fra Frances Morris indlæg til debatten, ville den have svære kår i kontekst af en museumsvirkelighed, hvor de offentlige støttekroner og stemplet som statsvirksomhed ikke kommer uden forpligtelser.

Neutral aktør med smag for kunst
Den støtte Tate Modern modtager fra staten, fortæller Frances Morris, er betinget af, at museet ikke påtager sig en politisk position eller markerer et standpunkt. Samtidig forudsættes det, at museet er et sted for alle, det vil sige inkluderer og tiltrækker et meget bredt publikum, kan rumme ’alternative’ stemmer og positioner og derigennem tilskynde til debat. I den forstand ikke milevidt fra Tone Olaf Nielsens opskrift.

Men der hvor museet kommer til kort overfor Camps aktivistiske strategi, er i forhold til valg af ’problem’. Morris pointerer, at en af museernes største og allervigtigste udfordringer i dag er at turde åbne op og give plads til emner og positioner, de ikke selv har interesse i. ”Vi skal tale ud af ekkokammeret og opbygge tillid blandt mennesker, der ikke er en del af den kreative elite eller har samme holdning som de ansatte på museet.”

Guirilla Girls, Tate Modern, 2016.

Lidt paradoksalt er det, at Morris så netop nævner, hvordan Tate Modern har arbejdet med Guerilla Girls, lavet en kampagne for løsladelse af Ai Weiwei og Tania Bruguera og har gang i en fortløbende kampagne, der skal give alle skolebørn ret til billedkunstundervisning. Er det i den brede befolknings interesse?

Er dét et forsøg på at markere kunstens betydning i en verden, der brænder? Og skal det så måske mere kategoriseres som kunstformidling eller folkeoplysning frem for reel aktivisme?

Spektakulært!
Lidt lettere lader det til at være på Kunsthal Charlottenborg, som ikke på helt samme måde er forpligtet på at kunne balancere mellem bred inklusion og kunst, der virkelig batter på forandringsbarometeret.

Ai Weiwei, Soleil Levant, 2017. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Life jackets in front of windows of facade. Courtesy of the artist. Foto: David Stjernholm.

Her har direktør Michael Thouber taget konsekvensen af det faktum, at der ganske enkelt ikke er nok mennesker, der besøger kunstinstitutionerne. Også selvom antallet aldrig har været højere, end det er i dag.

Han mener, at kunstinstitutionernes aktuelle ’aktivistiske mission’ er at give kunstnerne en stemme i den offentlige debat og gøre den bedste kunst (hvad det så end er) tilgængelig for flest mulig mennesker. Og den opgave kan en udstilling inde på institutionens ikke løfte alene.

Kunsten må derfor ud i medierne og ud på gaden med spektakulære nedslag, der sætter sig på nethinden for aldrig at forsvinde igen. Eller helt optimalt begge dele samtidig, som med Ai Weiweis aktuelle barrikadering af kunsthallens vinduer med redningsveste båret af bådflygtninge.

Dette opsigtsvækkende værk af en af verdens mest hypede kunstnere har indhentet kunsthallen mere end 400 medieomtaler worldwide, og indprentet globaliseringens migrationsparadoks i mylderet af turisthoveder langs havnen. Win win!

Museet som demokratisk rum
Ville sådan et sensationsværk kunne finde sted i regi af SMK? Muligvis, men hvad ville museets motivation være?

Astrid Holm: Rose dækker bord, 1914, Fra udstillingen Ufortalte Historier. SMK, 2017. Pressefoto

Som både Mikkel Bogh og Francis Morris antyder, så bygger deres museer grundlæggende på at være et mødested for hele befolkningen, et demokratisk kunstrum, der via kunsten kan skabe anledning til dialog og nuancering omkring almengyldige emner.

Kunsthal Charlottenborg kan slippe afsted med at bruge verdenskendte kunstnere med aktivistaura som trækplaster for større synlighed og massiv medieopmærksomhed. Men museet er først og fremmest en serviceinstitution for borgerne, som Bogh forklarer. Og, skal sigte efter ”et publikum med bredest mulig sammensætning, hvad angår alder, køn, nationalitet og social status,” som Francis Morris understreger.

Derfor kan det virke fornuftigt at vælge en mere diskret og knap så højtråbende og udfarende aktivismeform. Via samlingen eksempelvis, som Bogh påpeger, kan museet fortælle historier, der ikke kan fortælles nogle andre steder. Derigennem kan museet forandre virkeligheden ved at påvirke folks holdninger. Spørgsmålet er, om den strategi driver publikum ind over dørtærsklen.

I panelet sad:
Frances Morris – direktør på Tate Modern i London
Tone Olaf Nielsen – leder af CAMP og del af Kuratorisk Aktion
Michael Thouber – direktør ved Kunsthal Charlottenborg
Mikkel Bogh – direktør ved SMK

Lene Johansen, journalist og tidligere studievært på DR, var moderator for diskussionen.

Om Visionssaloner 
Bikubenfondens Visionssaloner sætter billedkunsten til debat. De kunstfaglige saloner tager afsæt i Udstillingsprisen Vision og har til formål at skabe debat og faglig sparring om udstillingsformater og -problematikker.

Vis billedserie

Visionssalon: Hvilken rolle har museerne i en verden der brænder?
21 jun 2017 kl 16-17.30
Afholdes på SMK

Kommentarer

Del artiklen

'Museumsaktivisme – hvor går grænsen?'

Facebook