Fra den kinesiske kampzone

I Berlins Martin-Gropius-Bau kan vi for tiden se en udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiwei, der in absentia har erobret 18 sale – 3000 kvm – og har fyldt dem med sine systemkritiske værker.

Det største værk finder vi i den centrale, glasoverdækkede atriumgård, hvor han har anbragt 6000 taburetter, indkøbt i Kina. Nogle af dem er fra Ching-dynastiet i 1300-tallet, mens andre har været i brug i nutiden. De tusindtallige taburetter, der viser tegn på patina, danner et polykromt mønster som et kæmpemæssigt, minimalistisk maleri, der alene i kraft af deres ufattelige antal sparker benene væk under publikum.

Taburetterne er specielle derved, at de igennem århundrederne er fremstillet som samlesæt uden brug af skruer eller søm – ligesom vor tids Ikea-møbler. Værkets nøgterne titel er Taburetter (2013).

Fra objekt til bevis
Et sådant imponerende greb, hvor readymades (fundne objekter) mangedobles, har Ai Weiwei benyttet adskillige gange tidligere.

Det gør han også i værket Meget Yao (2009), hvor han i Martin-Gropius-Baus kuppel har installeret 150 sølvfarvede cykler af mærket Forever, som er det mest populære cykelmærke i Kina.

Dette værk adresserer tilsyneladende et justitsmord, som de kinesiske myndigheder begik på en ung mand, som cyklede på en uregistreret cykel, og som blev fængslet og pryglet i sin celle, for derefter at blive anklaget for at have myrdet seks politikfolk i Shanghai med en dødsdom til følge. Den unge mand blev henrettet i 2008.

I dag opfatter systemets kritikere ham som en helt. Ifølge Ai Weiwei var beskyldningerne imod Yang Jia, som han hed, helt grundløse, og den unge mand fik aldrig en fair rettergang. Sådanne oplysninger må man læse sig til på udstillingen eller lytte sig til i udstillingens udmærkede audioguides – hvis ikke man selv husker sagen fra de vestlige medier, der også rapporterede derom.

Den kinesiske virkelighed
I det hele taget bæres udstillingen af en lang række referencer til den kinesiske samfundsvirkelighed. Som publikum har man ikke en kinamands chance, om jeg så må sige, for at forstå baggrunden for disse fortrædeligheder, hvis ikke man er godt inde i de kinesiske forhold. Dette er på den ene side en svaghed og på den anden side en styrke, da vi gennem værkerne, hvoraf mange har en forførende anderledes stoflighed og også spiller fornemt sammen med Martin-Gropius-Baus arkitektur, får indblik i undertrykkelsen af den hårdt prøvede kinesiske befolkning.

Dette systemkritiske blik, som på ingen måde er behageligt, og som vi i øvrigt altid har mulighed for at tjekke og uddybe, når vi sidder derhjemme igen ved pc’en, tjener det gode formål at korrigere de vestlige samfunds ignorering af tilsidesættelsen af de basale menneskerettigheder i Kina. På den måde bygger Ai Weiweis værker, som lukrerer på den vesterlandske konceptkunsts formsprog og greb, bro mellem Østen og Vesten.

Imens jeg skriver disse linjer, er en dansk delegation med dronning Margrethe i spidsen på charmeoffensiv i Kina for bl.a. at konsolidere det gode forhold mellem de to lande. ”Alle ønsker en god bid af den kinesiske kage,” som det hedder. Ikke et ord om ytringsfrihed! Her kan Ai Weiwei som et personligt offer påminde os alle om, hvor alvorlig krænkelsen af de basale menneskerettigheder fortsat er i Riget i Midten.

Tre værkgrupper
Værkerne kan overordnet set inddeles i tre grupper:

1) Kritik af de politiske forhold pt. i Kina, herunder myndighedernes svigt under jordskælvet i Sichuan provinsen i 2008, hvor omkring 80.000 mennesker omkom, heraf mange børn, som opholdt sig i de helt uforsvarligt sikrede skoler.

2) Kritik af historieløsheden, der er en af følgerne af den hastige, centralt styrede modernisering af Kina, herunder møbler fra Ming-dynastiet, som kunstneren har bearbejdet og flyttet ind i kunstrummet.

3) Beviser fra Ai Weiweis personlige sammenstød med de kinesiske myndigheder – håndjern, computere, iPads mv., som myndighederne inddrog, da de fængslede ham i 2011. Derfor udstillingstitlen.

Generelt benytter Ai Weiwei sig af kunstinstitutionen som en kommunikationsplatform, der appellerer til Vesten i lighed med hans mange aktiviteter og flittige brug af de sociale medier: ”Twitter er min by”, som han siger.

Moderniseringens harmoni?
På udstillingen sætter han som nævnt fokus på den hastige modernisering i Kina i værker som Maske (2013) et marmorgravsted med en gasmaske, der hentyder til den ubærlige forurening i Kina, Monumental skrotbunke (2007) – en række historiske døre, som Ai Weiwei har ladet hugge i marmor som en påmindelse om det æstetiske forfald og historieløsheden i hans hjemland.

Han dynasti-vaser med autolakering (2013), påminder os om, at det originale historiske værk ligger under deres tynde, moderne ”coating”, mens hans berømte nyfortolkninger af de kinesiske dyrehoveder (Zodiac Heads), som er blevet opstillet permanent i NYC, og som også Arken råder over, også peger på Europas kolonialiseringen af Kina.

Mange af værkerne er 1:1 indførelser af effekter fra den kinesiske virkelighed. Mit yndlingsværk er mere subtilt end som så. Det er He Zie (flodkrabber). En stor bunke af grå og røde krabber – friskfangede og kogte. Men de viser sig ved nærmere studier at være af porcelæn. Titlen er et ordspil, idet ‘he zie’ på kinesisk betyder flodkrabbe, men dette ord lyder ligesom ordet harmoni, som det kinesiske regime bruger for at ”tilstræbe stabilitet”, dvs. at systemet kan fortsætte uimodsagt. Disse krabber har en spændende taktilitet, og de udviser en vis skrøbelighed, samtidig med at man ved, at de i levende live kan bide noget så hårdt med deres skarpe klør.

Videoerne
Udstillingen er også en opvisning i, hvor mange medier, Ai Weiwei mestrer. På denne begrænsede plads er det naturligvis umuligt at kommentere på alle værkerne, men videoværkerne skal fremhæves her. Der er tale om nogle meget enkle koncepter, der på ingen måde er nyskabende. I sine videoværker om Beijing i 2003, 2004 og 2005 dokumenterer Ai Weiwei i videoer i op til 150 timers længde, hvordan byen under den kinesiske hovedstads hurtige ekspansion og modernisering forandres – og ikke kun til det gode. Også her hersker historieløsheden og det kulturelle hukommelsestab.

Ai Wei fører beviser på systemets overgreb, når han viser håndjern – udhugget i jade – tøjbøjler i krystal mv. som refererer til hans fængsling og murbrokker fra hans store atelier i Shanghai, som myndighederne brutalt rev ned i 2010. Siden 2008 har han, der allerede dengang var en af de mest berømte kinesiske kunstnere, været på kollisionskurs med myndighederne, efter at han modigt og med store, personlige omkostninger udviste civil courage ved at nægte at stille op til OL åbningsceremonien på trods af, at han selv havde bidraget til begivenheden med sit store stadion Fuglereden.

Kritik for manglende åbenhed
Nogle tyske anmeldere har kritiseret den uhyre populære, kinesiske kunstner, som sidste år indrettede atelier i Berlin, for at benytte et for entydigt, kunstnerisk sprog, der ikke efterlader nok til publikum at arbejde med selv. Men kan det undre, når manden hver dag føler myndighedernes indskrænkning af hans bevægelsesfrihed og ytringsmuligheder?

Det er i mine øjne en lidt tilbagelænet vesterlandsk attitude, som ikke anerkender situationens alvor. Kritikken beror sandsynligvis på, at Ai Weiwei efterhånden er blevet kanon og derfor ikke nyder avantgardens eksklusivitet, når han appellerer så bredt med sine let forståelige, men ikke desto mindre uhyre aktuelle budskaber og sætter lup på et af verdens største, men også mest udemokratiske samfund.

Han maler med den brede pensel
Da jeg besøgte Ai Weiwei i hans atelier i Beijing forrige år, var manden stadig nedbrudt efter de 81 dage i fængsel, hvor han ikke vidste, om han nogensinde slap ud i levende live. På spørgsmålet om, hvorvidt han i fængslet havde fortrudt, at han i 1993 var vendt tilbage til Kina efter 12 år i New York, svarede han:

“I de første dage af mit fængselsophold fortrød jeg, at jeg ikke var blevet i USA. Jeg sagde til mig selv: “Hvorfor har du stadig kinesisk statsborgerskab, når du ved, at der kun er én vinder i Kina? Men det er et øjeblik, som jeg virkelig fortryder, og som jeg skammer mig over. Efter et stykke tid indså jeg, at der altid er muligheder, og at der altid er et liv. Så på det punkt fortryder jeg intet i dag.” At Ai Weiwei maler med den brede pensel, kan derfor ikke undre.

De 81 dage i fængsel har Ai Weiwei nu efterhånden skildret i flere værker, dels ved sidste års Venedig Biennale med værket Sacred, dels kan publikum i Martin-Gropius-Bau besøge en 1:1 rekonstruktion af hans celle i form af værket 81. Her blev han overvåget af to militærpolitifolk i døgndrift. De holdt øje med ham på nært hold, mens tre videokameraer registrerede hans mindste bevægelser – også når han var i bad. Cellen var 7,2 x 3,6 meter, og lyset blev aldrig slukket. Væggene og genstandene var pakket ind i skumstof. Alt er genskabt på udstillingen.

”Ai Weiweis magt og indflydelse er forbundet med det faktum, at han både i sin kunst og i ord er blevet katalysator for internationale, politiske debatter, som har en stor indflydelse på alle nationer i verden: ytringsfrihed, nationalisme, økonomisk magt, internettet, og menneskerettigheder for den enkelte.” Sådan skrev the Art Review om Ai Weiwei, da han i 2011 toppede som nummer 1 på deres top 100 over verdens mest indflydelsesrige personer i samtidskunsten. Og han er her endnu.