Jeg lærer mit barn, at det er helt fint at pege

Jeg lærer mit barn, at det er helt fint at pege

Ai Weiwei: Soleil Levant, 2017. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Courtesy of the artist. Foto: Anders Sune Berg

Ai Weiwei: Soleil Levant

20 jun 20171 okt 2017

Ai Weiwei

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

I sin klumme “Det er ikke pænt at pege” skriver Søren Martinsen – med afsæt i det aktuelle værk Soleil Levant på Charlottenborgs facade – at Ai Weiwei arrogant blot “peger” på det alle ved i forvejen. “Men gør vi virkelig det? Ved vi virkelig hvor mange, der har redningsveste på?” spørger Kaspar Bonnén i denne kommentar.

Læs Søren Martinsen klumme her

Der vil altid være dem, som er for og dem, som er imod, når der produceres politiske værker. Og grundene til, at man reagerer kan være svære at indkredse. Ofte baseres dommen på en ‘fornemmelse’. For værkerne er sjældent lavet for at nyskabe kunstbegrebet, eller finde andre måder at gå i dialog med materialet eller formen.

Men det er sjældent den slags værker, der trækker overskrifter. For at trække overskrifter skal man helst have en klar pointe, et problem, som ridses klart op. Det ved politikerne. Det ved ISIS. Det ved Ai Weiwei.

Men er det virkelig fornemmelsen, vi skal bruge som rettesnor? Er kunst som vores tids Emma Gad noget, der skal træde varsomt, og – som Søren Martinsen i sin artikel den 3. juli skriver, at det er ‘uhøfligt at pege’ – er det virkelig en kritik, at Ai Weiwei ikke laver høflig nok kunst? Nej vel, jeg lærer mit barn, at det er helt fint at pege, og at høflighed er godt i visse situationer, men ikke nødvendigvis overfor kunstnere, og at det at pege jo er vores måde at rette opmærksomheden mod noget.

Martinsens fornemmelse af irritation kommer af, at Ai Weiwei parasiterer på dem, som har det dårligt. Når Weiwei indsamler armeringsjern fra jordskælvsramte områder eller redningsveste fra flygtninge på Lesbos, så hjælper det ikke nogen, og det bringer ingen ny erkendelse. For vi ved det jo allerede. Men gør vi virkelig det? Ved vi virkelig hvor mange, der har redningsveste på? Hvorfor kom det så som en overraskelse for danskerne, da der ‘pludselig’ vandrede syrere og andre flygtninge på motorvejen for snart et par år siden. Flygtninge organisationer havde sagt, de var på vej, og alligevel kom det som en overraskelse for almindelige mennesker OG politikere, som ellers følger det område nidkært.

Måske er Ai Weiweis installation populistisk, for vi kan jo læse i aviserne, at der er mange, som drukner i Middelhavet. Men når man ser det fysisk manifesteret, så kan det for nogle, og det gjorde det for mig, give en fornemmelse af, at det er mennesker, som risikerer livet. At de er fysiske væsener, ligesom det gik op for os, da de gik på vores motorveje.

Ai Weiwei: Soleil Levant, 2017. Courtesy of the artist. Foto: Anders Sune Berg

Det er en form for dokumentarkunst på linje med dokumentarfotografier, men i Weiweis udgave må vi selv danne billederne af, hvordan der har været mennesker inde i redningsvestene. Af at de har ligget i vandet. Weiwei peger ikke direkte på katastrofen – han bringer dens fysikalitet tættere på os, så vi kan fornemme den med egne øjne.

Min fornemmelse af Ai Weiwei er ikke, at han lever for af at kaste søgelyset på sig selv. Men at han er bevidst om sin rolle som kunstner og gerne vil gøre noget. Den tilgang kan virke naiv. Som når Meryl Streep stiller sig op til Oscaruddelingen og undsiger Donald Trumps politiske udmeldinger. Men helt ærligt – hvad er alternativet?

Jeg var også skeptisk overfor Superflex plakat Foreigners, please don’t leave us with the Danes. Den udtrykte en nedladende holdning overfor dem, som er bekymrede overfor indvandring. Men på den anden side, så rejser den et spørgsmål på sin egen arrogante facon…

Jeg var også valen overfor Ibrahim Mahamas kaffesække på Charlottenborg – måske fordi det var for pænt!? Og for mig pegede på noget institutionelt, hvor jeg bedre kan lide Superflex’ og Ai Weiweis måde på gadeniveau at kommunikere meget klart.

Do I hear the opposite argument? Ja! Jeg forstår, at man kan synes den ene pegen er mere elegant end den anden. Og samtidig tror jeg, at man, også jeg (som kunstner), kan blive træt af den uforholdsmæssige megen fokus, der er på kunst, der egentlig er ret enkel og banal i sin pegen på noget, som er vigtigt. Det er næsten trættende at diskutere det. At skulle bruge sin ‘fornemmelse’ på noget, som er så simpelt. Og ligger der ikke en vis spekulation i enhver gestus, når den får berømmelse nok?

Bruger John Kørner de afdøde soldaters liv og familie. Er Hornsleth kun ude i et mediestunt, når han…

Kære kunstnere, velkommen til den nye medievirkelighed, som altså også trives på kunsten.nu, hvor vi hellere diskuterer Ai Weiwei og andre selfieopportune værker end dybe eksistentielle konflikter eller de formmæssige nyskabelser i moderne maleri. Det sprog har vi næsten allerede glemt.

Debatindlægget er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kaspar Bonnén (f. 1968) er billedkunstner
Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1993-1999)
Bor og arbejder i København

Ai Weiwei: Soleil Levant

20 jun 20171 okt 2017

Ai Weiwei

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Jeg lærer mit barn, at det er helt fint at pege'

Facebook