Copenhagen Contemporary vinder Udstillingsprisen Vision 2021

Copenhagen Contemporary vinder Udstillingsprisen Vision 2021

Vinderne af Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2021 er Copenhagen Contemporary. Fra venstre: udstillingschef Jannie Haagemann, kurator og forsker Irene Campolmi og direktør Marie Nipper. Fotograf Jonas Fogh.

Med udstillingskonceptet Yet, it Moves! har Copenhagen Contemporary i samarbejde med kurator og forsker Irene Campolmi vundet Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2021.

Udstillingen bygger på en vision om at lade samtidskunsten indtage centrale dele af København, hvor publikum i deres daglige bevægelse gennem byrummet møder kunsten på nye måder. Udstillingsprisen Vision uddeles af Bikubenfonden, og med prisen modtager Copenhagen Contemporary 5 mio. kr. til at realisere idéen, der kan opleves til maj 2023.

Yet, it Moves! er en totalinstallation, der i et samspil mellem billedkunsten og videnskaben undersøger temaet ‘bevægelse’ gennem video, performance og kunstinstallationer, og skal dermed gøre os bevidste om de komplekse mønstre af bevægelse, vi alle er en del af.

Mødet med udstillingen sker i takt med byens liv og konstante bevægelse, hvor digitale værker og kunstneriske oplevelser indtager tætbefærdede byrum på blandt andet metrostationer, Ofelia Plads, Dronning Louises Bro og rundt om søerne, der bliver forbundet til hinanden gennem mobile lydbilleder.

Udstillingens inviterede internationale kunstnere vil undersøge bevægelse som allestedsnærværende fænomen sammen med førende forskere fra Niels Bohr Instituttet, CERN – Det Europæiske Center for Højenergifysik og The UC Davis Digital Humanities Laboratory på University of California.

Juryens motivation

Yet, it Moves! er vinder af Udstillingsprisen Vision 2021. Med en stor vision om at lade kunstværker indtage syv centrale lokaliteter i Københavns byrum vil temaet om bevægelse, som et på én gang grundlæggende og hyper aktuelt og komplekst emne, blive præsenteret for et bredt publikum.
En af udstillingsideens forcer er, at den potentielt kan give byens brugere en oplevelse af kunstværkerne ved at bevæge sig med dem. Det giver stærke nye visuelle indgange til at opleve sammenhænge, der ellers kun diskuteres teoretisk.
På udvalgte lokaliteter i København er der ideer om at bygge platforme og oplevelsessteder for præsentationen af skærmbaserede værker, performances og andre kunstneriske manifestationer, der kan give oplevelsen af bevægelsen i os, omkring os og over os”, skriver juryen i sit valg af Copenhagen Contemporary som vinder.

“Vi er meget stolte over, at så ung en kunstinstitution som CC får tildelt en stor visionspris, der handler om at skabe fremtidens udstillinger”, udtaler Copenhagen Contemporarys direktør Marie Nipper.

Et kunstnerisk laboratorium for vidensdeling

Yet, it Moves! er et udstillingsprojekt, hvor den kunstneriske verden møder den videnskabelige for sammen at undersøge spørgsmål og problemstillinger omkring både de planetariske og molekylære bevægelser, som vi alle er en del af, og er baseret på en vekselvirkning mellem to faggrupper, der kan give hinanden nye perspektiver.

Yet, it Moves! er ikke endnu et kunstprojekt, der viser, hvad videnskaben lærte i går, men et projekt, hvor to vidensområder mødes for at udforske og besvare aktuelle spørgsmål. Kunst og videnskab arbejder ud fra forskellige metoder, men med det samme mål om at skabe nye perspektiver på verdenen og undersøge, hvordan mennesker forholder sig til den. Dette visionære projekt gentænker principperne for kuratorisk praksis: snarere end at udstille noget, vil det skabe nye betingelser og en ny metode for videnskabelig og kunstnerisk forskning”, udtaler Irene Campolmi, co-kurator på projektet.

Yet, it Moves! forventes at åbne i maj 2023.

Kilde: Bikubenfonden

Copenhagen Contemporary
Copenhagen Contemporary (CC) er et internationalt kunstcenter i København, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens etablerede navne og nye up-coming kunstnere. CC har til huse i den gamle B&W-svejsehal, der med sine i alt 7.000 m2 store industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker.

Kurator Irene Campolmi
Irene Campolmi er en italiensk kurator og forsker baseret i København. Gennem de sidste 10 år har hun arbejdet som uafhængig kurator af storformatsudstillinger, konferencer og publikumsprogrammer for kunstinstitutioner verden over. Heriblandt The Power Plant i Toronto, MAAT i Lissabon, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Charlottenborg og den 58. udgave af Venedig Biennalen, hvor hun var co-kurator på Estlands pavillon.

I 2013-16 var Campolmi tilknyttet Louisiana Museum of Modern Art som Ph.d.-stipendiat. I dag arbejder hun som seniorkurator for Creator Projects og har siden 2019 været Head of Artistic Program for Enter Art Fair.

Inviterede kunstnere
Ryoji Ikeda (JP), Precious Okoyomon (NI/US), Jakob Kudsk Steensen (DK), Jenna Sutela (LT), Nora Turato (HR), Helene Nymann (DK), Cecilia Bengolea (ARG) og Black Quantum Futurism (US) m.fl.

Udstillingens lokationer
Sankt Jørgens Sø, Ofelia Plads, Dronning Louises Bro, Kongens Have, metrostationer og Copenhagen Contemporary m.fl.

Udstillingsprisen Vision
Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden hvert år museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at deltage i konkurrencen om at få realiseret et visionært udstillingskoncept med nutidig relevans. En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg. 3 idéer inviteres til en 2. runde, hvor deltagerne videreudvikler og kvalificerer deres idéer. Den endelige prisvinder modtager op til fem millioner kroner til realisering af udstillingen.

Juryen består i 2021 af:
• Jane Jin Kaisen – billedkunstner og professor, Det Kongelige Danske Kunstakademi
• Helga Just Christoffersen – kurator, Albright-Knox Art Gallery, Buffalo NY.
• Julian Juhlin – scenograf
• David Zahle – arkitekt og partner, BIG Bjarke Ingels Group
• Gitte Ørskou – direktør, Moderna Museet
• Mette Marcus – direktør, Bikubenfonden
• Søren Kaare-Andersen – adm. direktør, Bikubenfonden

Bikubenfondens adm. direktør Søren Kaare-Andersen og direktør Mette Marcus har på grund af inhabilitet ikke deltaget i den endelige udvælgelse af vinderen. Den øvrige jury har taget den endelige vurdering af, hvem der skulle modtage prisen.

Del artiklen

'Copenhagen Contemporary vinder Udstillingsprisen Vision 2021'

Facebook