Armitage i tidløs jamsession

Armitage i tidløs jamsession

Michael Armitage: The-Promised-Land, 2019. © Michael Armitage, Photo © White Cube, Theo Christelis.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

At åbne arkiver for nye samtaler i dialog med nutidens kunst er en tendentiel men vigtig måde at føre verdener sammen på og se sin egen tilstand kritisk i øjnene. Men i den nuværende udstilling af britisk-kenyanske Michael Armitage på Ny Carlsberg Glyptotek inddrages så mægtigt et spænd af værker, stemmer og objekter i dialogen med hans smukke og betydningsladede malerier, at samtalen aldrig rigtig får kritisk betydning og retning, og jeg tabes som beskuer på gulvet.


I samtidskunsten kan tider operere parallelt med hinanden. Hvis der er noget 2010’erne viste os, så er det, at samtidskunsten er blevet ekstemporær – den står uden for tiden som et resultat af, at vores tidshorisont er ekspanderet, og nutiden dermed opleves flygtigt og ekstremt tempofyldt. Kunsten fokuserer dermed mere på, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, beskrev Toke Lykkeberg i sin status over 10’erne til Kunstkritikk.

Samtidskunsten er også et sted for kritisk refleksion over den koloniale fortid, hvilket i en museal sammenhæng typisk resulterer i kritiske genbesøg i samlinger, hvor nye blikke og stemmer iscenesættes og indtager den kuratoriske magt.

Den praksis har kunstnere som Hans Haacke, Andrea Fraser, Tacita Dean, Kara Walker og en lang række kunstnere udviklet markant siden 90’erne. Herhjemme har kunstnere som for eksempel Danh Vo, Maj Hasager, Henrik Olesen, Kristina Ask, Javier Tapia haft kunstneriske mellemværender med arkivet.

Michael Armitage: Account of an Illiterate Man, 2020. © Michael Armitag White Cube (Photo Theo Christelis).

Komplekse skildringer

Beretning fra en analfabet er den danske titel på den aktuelle udstilling i Ny Carlsberg Glyptotek med den britisk-kenyanske maler Michael Armitage (f. 1984). Titlen er fra et af kunstnerens mange dragende malerier på udstillingen, Account of an Illiterate Man fra 2020. Armitage, der arbejder fra både London og Nairobi, skildrer en afrikansk og kompleks virkelighed, hvor natur, ritualer og traditioner er i åben dialog med europæisk historie, popkultur, moderne kærlighed, sexindustri, gadekamp og politiske opgør. Malerierne er produceret på lubugo – et lokalt, afrikansk materiale, der er lavet af bark, ret groft, ujævnt og flere steder hullet eller decideret lappet sammen. Der ligger en vis autenticitet men også stereotyp romantik i et sådant grundlag, der er lige dele ‘oprindeligt, forarmet og forpint’, og som hele tiden hvisker i baggrunden af de farverige og symboldrevne malerier.

Værker som The Promised Land (2019), Baikoko at the mouth of Mwachema River (2016) og Kampala Suburb (2014) rummer (ud over virkelig smukke kompositioner) komplekse skildringer om et samfund og en kultur i opgør med sig selv og menneskets plads og skæbne i den udvikling.

En almen menneskelig fortælling, som helt aktuelt også skildres af den danske maler Mie Mørkeberg på Trapholt under titlen Kryptomania. Se i øvrigt parallellerne med Armitage i værket Kryptomanian Lemon Tree (2021).

Ambitiøs udstilling

Armitage er på ingen måde analfabet, men titlen er et forsøg på dels at udstille en primitivisme, som præger receptionen af hans kulturelle identitet, og dels et forsøg på at skabe et produktivt rum mellem genstande og værker, tider og mennesker, steder og historier, der ikke er bundet til det skrevne sprog. Et frit rum. Vi skal kort sagt sanse, mærke efter, tænde for registre, der er fælles for os uanset identitet og baggrund.

Armitage nøjes nemlig ikke bare med at udstille sine egne malerier, men har i ledtog med Glyptoteket fundet værker og objekter fra institutionens (og SMKs) samling, der strækker sig over 6000 år, og som nu indgår i fire tematiske samtaler med kunstnerens værker.

Michael Armitage: Beretning fra en analfabet, Ny Carlsberg Glyptotek, 2021. Foto: David Stjernholm.

Selvom udstillingen blot strækker sig over fire rum, så er der pænt smæk på. I hvert rum er en 2-4 af Michael Armitages store malerier sat i sammenspil med 10-20 andre værker og objekter i et forløb, der tematisk kunne benævnes: Moderen, De døde og de levende, Natur/Kultur og Kroppen som vare.

For undertegnede lyder det som en drøm, både som kunstner og som kurator at lukke den samtale op i et sådan tids-spænd. Men der er også udfordringer ved en sådan kuratering, der må skabe mange nye betydnings-broer og finde nye stier i en tidslighed, der stort set er opløst, og hvor værkerne hele tiden er i fare for at blive reduceret til flygtige pip i den store fortælling. For slet ikke at nævne den udfordring, der ligger i at håndtere en samtale med den fornødne grad af kontekst og følsomhed for temaer og fortællinger, der ikke giver sig selv for et københavnsk – eller hvilket som helst – kunstpublikum.

Målløs kuratering

Efter at have gået igennem den ensrettede udstilling fire gange er jeg stadig i tvivl: Handler udstillingen om Armitage (og hvad han er inspireret af), vores fælles arv og forhold til fortidens kunst, eller om de eksistentielle, kritiske og samtidige spørgsmål, som driver kunstnerens værker?

Den ret mål-løse jamsession skaber ikke en reel dialog, kun flygtige forbindelser og rykker ikke det store ved positionerne eller betydningerne. Og ja, som kunstner står man på ryggen af en meget lang historie, og vi er alle sammen mennesker, der har en moder, skal dø, har en relation til naturen og en krop som kapitaliserer/s og udbytter/s. Det er vi ved at have styr på, men hvad så…? Det kan vi faktisk allerede opleve i Armitages værker.

Michael Armitage: Beretning fra en analfabet, Ny Carlsberg Glyptotek, 2021. Foto: David Stjernholm.

Ved at hive værker og vidner ind i udstillingsrummene fra et så stort felt og tidsspænd postuleres en sammenhæng, der kun flygtigt underbygges, og den intenderede sanselige sammenhæng og samtale bliver temmelig overfladisk, på grænsen til en gimmick.

Jamsessions kan kort sagt godt være svære at være tilskuer til, selvom musikerne har det vildt med hinanden, og det er oplevelsen på gulvet i Glyptoteket. Armitages Spotify playliste til udstillingen rummer lidt af samme målløse associationer, der kommer til at handle om Armitage mere end noget, vi egentlig kan forholde os til.

Hvis jeg nu var lidt woke, ville det være på sin plads at påpege, at et så løst og lemfældigt forbrug af værker, kulturelle identiteter og objekter, der foregår i Beretning fra en analfabet er en anelse ufølsomt i den aktuelle diskussion af oprindelige kulturers status og ejerskab til deres egen fortælling. Appropriationen går netop ikke bare én vej. Hvis man med en afrikansk-britisk baggrund vil udfordre stereotyper og forestillinger kræver det også formidling, transparens og selvbevidst kuratorisk praksis.

Ingen simpel læsning

Når alt dette er sagt, så er Armitage et utrolig skønt bekendtskab som samtidsmaler. Jeg er temmelig ramt af hans værker, der for mig i egen kraft balancerer komplekse skildringer super fint, samtidig med at de effektivt modsætter sig en simpel læsning og rummer en dobbelthed. Når kvinderne i værket Baikoko at the mouth of Mwachema River mødes ved den idylliske flodbred for at danse baikoko handler det både om en lokal kultur og tradition, men også om et kønsopgør i popmusikken (på bl.a. Youtube), hvor afrikanske kvinder tager ejerskab over deres seksualitet”.

Michael Armitage: Baikoko at the mouth of the Mwachema River, 2016. © Michael Armitage, Photo © White Cube, Ben Westoby.

Samfund, kultur, natur og menneske er ligeligt vævet ind i hinanden, og tider optræder allerede parallelt i stort set alle værkerne som efterlader et eksistentielt rum til os som beskuere, hvor vi både mærker glæden og smerten ved livets flygtighed.

Der opstår også nogle få fine dialoger på tværs af rum og tider, men den primære værdi af udstillingens samlingsgreb, ligger for undertegnede blot i at møde et værk i en ny og mindre sammenhæng. Édouard Manets Kejser Maximillians henrettelse (1867), Berthe Morisots Ammen (1880), Paul Cézannes Badende kvinder (1898/1902) og Pierre Bonnards Spisestuen, Vernon (1925) er bare virkelig kraftfulde malerier.

Francisco Goyas kobberstik er i den sammenhæng næsten for vilde til at indgå i en egentlig samtale med for eksempel antikkens meget tavse og ordnede ydre, men viser til gengæld ind i psykens dunkleste afkroge, der er et virkelig fint akkompagnement til Armitages billedverden, hvor mennesket udstilles, men også altid i en form for sløret tilstand, som vi (og Goyas vrangbilleder) potentielt kan indtræde i.

Hvis man ikke slår sig på den frie og for undertegnede lidt for uforløste og uforpligtende leg med værker, artefakter og kulturer, så er der nogle gode oplevelser at hente i Michael Armitage og Glyptotekets jamsession og opløsning af tiden.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Del artiklen

'Armitage i tidløs jamsession'

Facebook