Anarkismens flag vajer ved polerne

Anarkismens flag vajer ved polerne

Santiago Sierra: Black Flag, Nikolaj Kunsthal. Pressefoto

Vis billedserie

Santiago Sierra har plantet et sort flag på Nordpolen og et på Sydpolen. Værket og dets idé fejler ikke noget, men udstillingsværdien er begrænset, så længe vi ikke får historien fortalt.

Aldrig har Nikolajs Øvre Galleri været så hvidt. At træde derind fra den mørke mellemgang er lidt som at træde ind i et snelandskab, alene på grund af hvidheden. Og det er sikkert med vilje, for udstillingen handler om Nord- og Sydpolen. Til gengæld er det i øvrigt ikke sanselighed, der præger den, men snarere fornemmelsen af, at man nok skulle have været der.

Bevares, det dobbelte fotografi af flaget på Nordpolen og på Sydpolen, hvor sidstnævnte vender på hovedet er både morsomt og fascinerende og lyden af blæsten i højttalerne er også med til at give lidt stemning, men ellers er der tale om billeddokumentation af en rejse, vi ikke får meget at vide om. Ingen beretning ledsager de anonyme og lidt kedelige billeder af sne, fartøjer, teknisk udstyr og formummede menneskekroppe, og de siger ikke meget i sig selv. Det er som at kigge i et fotoalbum fra en rejse uden at få historien om rejsen fortalt.

Santiago Sierra: Black Flag, Nikolaj Kunsthal. Pressefoto
Santiago Sierra: Black Flag, Nikolaj Kunsthal. Pressefoto

Anarkistisk territoriekamp
Det, vi får at vide, er, at Santiago Sierra har været på Nordpolen den 13. april 2015 og på Sydpolen den 14. december 2015. Begge steder har han plantet anarkismens sorte flag. Det er en bedrift i sig selv at foretage denne handling, og dens symbolik er klar i en verden, hvor alle territorier er interessesfærer for nationalstater.

Jeg kommer i tanker om Larissa Sansours morsomme og tankevækkende video A Space Exodus, hvor en astronaut planter det palæstinensiske flag på månen. Her ser vi også kunsten spille på den territoriale symbolik, men hvor Sansours værk handler om at finde et territorium for dem, der ikke har et, handler Sierras værk om at droppe den territoriale kamp helt, at holde polerne fri som den anarkistiske zone, de hidtil har været.

National eksklusion
Spanske Santiago Sierra har før beskæftiget sig med landegrænser og migration, mest berygtet på Venedig Biennalen i 2003, hvor kun folk med spansk pas måtte komme ind i pavillonen. Men også ved i forskellige sammenhænge at betale asylansøgere uden arbejdstilladelse for at være levende skulpturer, så han skabte et mikrokosmos af en verden, hvor ens rettigheder er bestemt af, hvor man er født, og hvor arbejdsgivere har en stor magt over arbejderne.

Santiago Sierra: Black Flag, Nikolaj Kunsthal. Pressefoto
Santiago Sierra: Black Flag, Nikolaj Kunsthal. Pressefoto

Samtidig satte han gang på gang sin egen etik på spil, idet han uundgåeligt virkeliggjorde de mekanismer, han kritiserede. Sidst han udstillede i København i 2014, lavede han i et samarbejde med Jens Haaning en bogstavsskulptur, der formede det bombastiske, graffitiagtige udsagn “TIRED OF THIS GLOBAL SADISTIC REGIME”.

Mere end en kritisk idé?
Med Black Flag synes han på mere elegant vis at træde klart frem som ikke bare en kritiker, men en modstander af hele ideen om nationalstater – i hvert fald, hvis man tager den anarkistiske manifestation bogstaveligt, hvilket man nok godt kan gøre i lyset af de politiske udsagn, han er kommet med i interviews.

Det absurde i at bruge en masse tid og penge på at tage helt til polerne for at plante de sorte flag er en herlig idé, som man blot behøver læse i tre sætninger og se de to billeder på endevæggen for at værdsætte. Men som udstilling betragtet savner man den fortælling, der kunne gøre det til mere end en idé. Måske egner værket sig mere til en bogudgivelse.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Anarkismens flag vajer ved polerne'

Facebook