Store bogstaver i et tomt rum

Store bogstaver i et tomt rum

Installationsview af Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.

Billedserie

Udstilling

The Copenhagen Declaration

31 okt 2014 6 feb 2015

Santiago Sierra, Jens Haaning

Faurschou Foundation
Se kort og tider

Jens Haaning og Santiago Sierras udstilling på Faurschou Foundation bliver lanceret med store armbevægelser. Det er dog kun rent fysisk, at værket taler med store bogstaver. Resultatet af samarbejdet mellem de store navne er simpelthen for let og rammer ikke noget synligt søm på hovedet.

Voldsom virkelighed
Samlende for danske Jens Haaning og spanske Santiago Sierra er, at de vil rokke os ud af ligegyldigheden. Gennem både meget konkrete og overraskende inddragelser af virkeligheden langt væk fra kunstens sædvanlige territorium er deres agenda at gøre opmærksom på særligt de skæve og uretfærdige forhold i den moderne verden.

Haaning har eksempelvis omdannet Den Frie Udstillingsbygning til brugtvognsforretningen ALD Carmarket København i 2012 og indrettet en Thai-massageklinik på Kunsthal Nord i Aalborg i 2010.

Sierra har et ikke mindre opsigtvækkende renomme i kraft af værker, hvor prostituerede bliver tatoveret med heroin som betaling og udførelsen af Spaniens pavillion ved Venedig Biennalen i 2003, som kun kunne opleves, hvis man havde et spansk pas.

Man har derfor en forventning om at blive overrasket og udfordret ved en fælles udstilling af de to kunstnere.

Irriterende kedeligt
Sådan noget sker dog slet ikke ved udstillingen i Faurschou Foundation. Det fælles værk består ganske simpelt af en række store bogstaver, der danner udsagnet ”TIRED OF THIS GLOBAL SADISTIC REGIME”.

Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.
Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.
Udstillingsview. Kristian Handberg.
Udstillingsview. Kristian Handberg.

Udstillingens titel ”The Copenhagen Declaration” leder tankerne hen på en officiel erklæring af en magtfuld organisation, måske ved et internationalt topmøde. Som bekendt er den slags ofte mere flotte ord end reel handling.

Kunstnerne må forventes at ville give denne topstyrede tilgang til verden et skud for boven og titlen skulle give masser af ammunition, såvel som stedets rammer, som både er et fashionabelt kunstrum og et sted på kanten, langt ude i havnens ingenmandsland og kommercielle transitzone.

Det er dog et noget slapt skud at sende afsted, bare at erklære sig træt af det globale regime, uden nærmere adresse. Resultatet er i udpræget grad ligegyldighed, modsat hvad kunstnere normalt står for.

Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.
Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.

Mørkelagt rum
Bogstaverne er maskinelt udskårne, sorte og over fire meter høje. De går i en bue gennem det store gallerirum, faktisk også ud over det, da rækkens første og sidste bogstav når udenfor facaden, ud på havnekvarterets vindblæste vej. Formen kunne minde om en scene, der dog er demonstativt tom, eller måske en konferencesals store rundbord, titlen in mente. Der er dog ikke givet nogen clues fra kunstneres side, eller opfattet nogen pointer af denne beskuer, og indtrykket er derfor en noget ligegyldig tomhed.

Foto: Kristian Handberg.
Foto: Kristian Handberg.
Foto: Kristian Handberg.
Foto: Kristian Handberg.

Det samme er resultatet af det greb, at udstillingen ikke er oplyst, men henligger i reallysets skiftende styrke. Årstiden taget i betragtning vil udstillingen derfor være mere eller mindre mørkelagt i store dele af galleriets åbningstid. Det er uklart, om der ligger en institutionskritik i dette, men det klare resultat for denne beskuer er, igen, en noget skuffende ligegyldighed. Det er ikke til at se, hvad meningen er, hverken med store bogstaver eller mellem linjerne.

Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.
Jens Haaning og Santiago Sierra: The Copenhagen Declaration.
 Foto: Guston Sondin-Kung, © Faurschou Foundation.

Institutionskritik på bonede gulve
I forbindelse med en anden aktuel udstilling, Elmgreen og Dragseths Biography på Statens Museum for Kunst,  har en anmelder kritiseret det forudsigelige i den ”let genkendelige og hurtigt aflæselige ’kritik light’” (Rune Gade i Information d. 19. september 2014) i et poleret værk med en angiveligt instututions- og samfundskritisk agenda på et stort udstillingssted med masser af ressourcer og promovering.

Den samme fornemmelse melder sig ved denne udstilling, hvor der fra udstillingsstedets side loves ”kompromisløse” arbejder, der skal virke som en ”saltvandsinsprøjtning på den danske kunstscene”.

Udstillingsview. Foto: Kristian Handberg.
Udstillingsview. Foto: Kristian Handberg.

Faurschou Foundation fremstår som en prominent kunsthal med store lokaler og en generøs præsentation. Det er Faurschou Foundation, der gennem kuratorerne Kim Kilde og Maria Thams har skabt samarbejdet mellem de to internationalt berømte kunstnere og stillet de store rammer til rådighed. Det har så været op til de to kunstnere at forvalte disse rammer ude på Københavns gamle frihavn til at skabe et nyt stedsspecifikt værk. Tilsyneladende har de ikke kunnet finde et søm at slå i de pæne mure.

Det lykkes i hvert fald ikke at sende en meningsfyldt ”Copenhagen Declaration” afsted.

Jens Haaning (Danmark 1965), uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1988-1994. Hans værker spænder fra de synligt politiske som i Våbenproduktion (1995) til de mere minimalistiske stedsspecifikke ombytninger af elpærer mellem en gade i Kassel og Hanoi, Kassel-Hanoi (Light bulb exhange) (2002). Særligt går Haanings værk i clinch med begreber som nationalisme og angsten for det fremmede.

Santiago Sierra (Spanien 1966) er i sin praksis bl.a. optaget af at problematisere værdien af arbejdskraft, hvilket ses i de mange værker, hvor han betaler ekskluderede samfundsgrupper for at deltage i ofte helt formålsløst fysisk udmattende og til tider ligefremt ydmygende arbejde, for eksempel i 10 People Paid to Masturbate (2000) og 133 Persons Paid to Have Their Hair Dyed Blond (2001). Har repræsenteret Spanien ved Venedig Biennalen i 2003.

Billedserie

Udstilling

The Copenhagen Declaration

31 okt 2014 6 feb 2015

Santiago Sierra, Jens Haaning

Faurschou Foundation
Se kort og tider

Del artiklen

'Store bogstaver i et tomt rum'

Facebook