Æstetikkens plads i det politiske

”Æstetik” betyder to forskellige ting. På den ene side handler æstetik om sanseerfaring, aisthesis på græsk, og om hvordan vi organiserer de mangfoldige indtryk, som vi modtager gennem vores sanser, i et sammenhængende billede af verden. Hvordan impulser af lys, lyd og berøring giver mening som ting og begivenheder i rum og tid. Når vi møder verden med vores krop og sanser, er der i denne forstand altid tale om en æstetisk relation.

På den anden side forbinder vi også det æstetiske med det behag, der opstår, når der er noget, som tiltaler vores sanser. Her handler det ikke så meget om at bestemme, hvad det er vi opfatter, men simpelt hen om at konstatere at vi godt kan lide det, også selv om vi ikke ved, hvad det er vi kan lide, eller hvorfor vi kan lide det. Det er den opfattelsesmåde, der er den dominerende i vores omgang med kunst.

Når Mustafa Dikeç i Æstetik og skabelsen af fælles verdener hævder, at det æstetiske altid også er politisk, er det ved at føre disse to forståelser af det æstetiske sammen og undersøge, hvordan de indvirker på hinanden. De to æstetikbegreber er oprindelig formuleret i Immanuel Kants kritiske filosofi fra slutningen af 1700-tallet, og Dikeç griber fat i den nulevende franske filosof Jacques Rancière og hans sammentænkning af de to forståelser af, hvad æstetik er. I deres oprindelige form hos Kant havde de ikke noget med hinanden at gøre, her er verdenserfaringen og smagsdommen skarpt adskilte gennem deres tilknytning til den praktiske verdens erkendelse på den ene side og den kontemplative verdens oplevelser på den anden. Dikeç’ pointe er imidlertid, at hvis vi først forstår, hvordan de to former for æstetik hver især har en politisk dimension, så kan vi også forstå, hvordan der er en umiddelbar politisk relevans i det kunstneriske felt.

De to former for æstetik er for Kant erkendelsesmåder. Den første er styret af forstanden, som kan sammenfatte det mangfoldige sanseindhold i et begreb, mens den anden er styret af en slags intuition, som kan påskønne, hvordan mangfoldige indtryk passer sammen, selv om der ikke er noget begreb for det. Og begge disse erkendelsesmåder er politiske, om end på forskellige måder. 

Den første er politisk, fordi de forstandsbegreber, som vi bringer i anvendelse for at skabe mening i det, vi sanser, slet ikke er så neutrale, som Kant selv mente. Vores begreber og kategorier beskriver ikke bare erfaringen af verden, de fortolker den også på bestemte måder. At forstå verden gennem begreber og kategorier er, som det berømt hedder hos Rancière, en ”opdeling af det sanselige”. Det er en forståelse af verden, som udlægger verden og dermed tjener nogle (og nogens) interesser frem for andre – den giver sprog og indsigt til bestemte måder at forholde sig til verden på, og efterlader andre i tavshed. 

Den anden æstetik er også politisk, men på en anden måde. Den er politisk, fordi den netop ikke er afhængig af de begreber og kategorier, som den første æstetik forudsætter, og som knytter sig til magt og interesser. Den er politisk, fordi den æstetiske dom kan fældes af alle og i denne forstand også er fælles for alle. Der kan på denne måde siges at være en radikalt demokratisk dimension i smagsdommen, en frihed i opfattelsen af verden, som derfor også kan fremstå som et korrektiv til begrebernes opdeling af det sanselige. 

Det er netop i dette møde mellem de to æstetikkers forskellige tilgange til verden, at det politiske potentiale i det kunstneriske felt viser sig. I kunstens og smagsdommens verden er der mulighed for at give andre beskrivelser af virkeligheden end dem, som er tilgængelige i den dominerende verdensforståelse. Og der er frem for alt – og afgørende for Dikeç’– det potentiale i den æstetiske smagsdom, at den omfatter andre fællesskaber og andre måder at skabe fælles verdener på end dem, der kendetegner de dominerende magtforhold.

Mustafa Dikeç er professor i bystudier ved École d’Urbanisme de Paris. Han er uddannet som geograf på universiteterne i Ankara, Pennsylvania og Los Angeles, og han har undervist ved Royal Holloway i London og Malmö Universitet. 

Dikeç er en vigtig stemme i den aktuelle kulturgeografi, hvis område ikke er det materielle og fysiske rum, men derimod de forskellige kulturelle og politiske rum, der rammesætter vores liv. I sin seneste bog, Urban Rage fra 2017, undersøger han de seneste tiårs mange protestbevægelser i USA, England, Frankrig, Tyrkiet og Sverige for at lokalisere politiske rum og politiske processer, der ikke har kunnet integreres i de traditionelle liberale politiske institutioner. Sådanne politiske rum og de former for fællesskaber, som de skaber, er ligeledes genstand for bogen Badlands fra 2007, som rummer en analyse af de parisiske forstæder som steder, hvor byplanlægning skaber nye politiske modstandsformer. 

De politiske rum er for Dikeç både konkrete handlingsrum og mentale forestillingsrum, som knytter sig til de fællesskaber og sociale relationer, der udfolder sig i en levet hverdagspraksis. Relationerne inden for disse fællesskaber producerer bestemte og karakteristiske opfattelser af rum. I bogen Space, Politics and Aesthetics fra 2015 udfolder han det teoretiske grundlag for disse analyser. Her tager han udgangspunkt i Hannah Arendts politiske filosofi og hendes ide om de ’fremtrædelsesrum’, der knytter sig til de politiske situationer, hvor mennesker skal forholde sig til de fælles omgivelser, som de deler.

I denne sammenhæng spiller det æstetiske en særlig rolle. Dels i en umiddelbar forstand, hvor selve den sansemæssige opfattelse af omgivelserne og deres betydning er til forhandling, og dels i en mere principiel forstand, idet denne forhandling ikke betjener sig af objektive kategorier, men af vurderinger, der snarere deler karakter med den æstetiske smagsdom. I bogen diskuterer Dikeç denne æstetiske modus som et grundlæggende træk ved menneskelig interaktion, og dermed også som et grundlag for politiske fællesskaber, hvilket udfoldes gennem originale udlægninger af forholdet mellem æstetik, politik og rumlige relationer hos Jean-Luc Nancy og Jacques Rancière.