Den skæve islænding

Det lyder som et umuligt forehavende. Men Sigurdur Gudmundsson formår at slippe en romantisk naturfølelse ind i sit kølige, absurde, idebaserede fotografi. Den er bestemt ikke uskyldig – den er der ikke som en følelse uden modstand.
Men melankolien, sværmeriet, spiritualiteten holdes på den anden side ikke blot ud i strakt arm, og det ironiske viskelæder forbliver behørigt i baglommen.

Men lad mig først præsentere: Sigurdur Gudmundsson, født i 1942, islænding, bosat i mange år i Holland, rundet af 1960’ernes konceptkunst, ikke mindst skattet for den fotografiske værkserie Situations fra 1970’erne – 80’erne, som nu vises på glimrende udstilling uden unødige dikkedarer på Tønder Kunstmuseum.

Ned under flisen
Gudmundsson har sagt, at han med Situations ønskede at udforske, hvad der var ukendt for ham (så har man ikke sagt for meget), og måske er det forklaringen på, at kunstneren leder under en fortorvsflise i Event (1975) eller graver i jorden i stærk modvind ved siden af en stak bøger i Structures (1977).

Kritik af den romantiske kunstner
Arven fra 1960’ernes avantgardebevægelser som konceptkunst og Fluxus fornægter sig ikke.

Disse ville med kølige tekstbaserede værker, nøgtern fotografisk dokumentation eller absurde happenings stemme sig op imod myten om kunstneren som et ganske særligt individ med en særlig stærk subjektivitet, der så at sige uden filter blev transporteret ind i kunstværket.

Denne forestilling om kunsten har rødder i romantikken i 1800-tallet, og 60`er avantgarden anså den for at være utidsvarende, selvhøjtidelig og patetisk.

Man genfinder disse tidstypiske kritiske træk hos islændingen.
I A Project for the Wind. Drawing viger kunstnerindividet pladsen som den store kreateur. I stedet er det vinden, som bestemmer kunstværkets form, når stenene lægges ud i forhold til fra hvilken retning vinden blæser.

Et konceptuelt greb par exellence: værket springer ikke fra kunstnerens inderste sjæl, men skabes i stedet af et ydre system.

Men i Gudmundssons tilfælde er det ikke tilfældigt, at det er et naturfænomen – vinden – der træder til som stand in for kunstneren.

Den ensomme mand i naturen
For Situations vrimler med billeder af den ensomme mand i de store vidder. I Landscape (1977) står Gudmundsson med et par reb i sit hår, der er forbundet til jorden. Et Komisk og ikke helt vellykket forsøg på at indskrive sig i landskabet som trekantet bjerg – men dog et forsøg.

Et andet lige dele komisk og umuligt forsøg – her på at ‘flugte naturen’ – ser man i Dancing Horizon, hvor Gudmundsson danser i et ørkenlignende stort landskab med en lang pind balancerende vandret på hovedet.

Og minsanten: stillet overfor Horizontal Thoughts, hvor to rygvendte figurer sider ved havet med horisonten i tankeboblerne, ligger det lige for at genkalde sig 1800-tals romantikeren Casper David Friedrich, som malede grandios natur og ofte lod rygvendte figurer symbolisere det lille menneskes længselsfulde/skræmte møde med den.

Det dobbelte blik
Det er altså ikke mindst der, hvor Gudmundsson træder det skæve skridt til siden, at hans særlige kvaliteter åbenbarer sig med charme, selvtillid (og højt hår!).

For trods seriens humoristiske underspil og åbenlyse forankring i en nøgtern og kølig tradition – ja, så opdager man snart, at der sideløbende rumsterer en melankolsk, romantisk følelse af at være en brik i noget, der er større end en selv, noget individdet måske søger en forståelse af eller forbindelse til.

Det er dette dobbelte blik, der gør, at det lykkes Gudmundsson at holde sig fri af en mere og mere fortvivlet avantgardes strategier til unddragelse af traditioner.
Han har gjort det ved at positionere sig et sted hinsides modsætningen mellem avantgarde og tradition, mellem konceptkunst og romantik.

Det hæver Gudmundsson ud af det tidstypiske, og gør ham vedkommende og frisk i dag.

Den diagonale kunstner
Det er sigende, at en signatur for Gudmundssons arbejde er den diagonale figur. Vi ser ham sådan blandt andet i Study for Horizon (1975) og i det poetiske og melankolske Selfportrait 1978 (1978).
Islændingen manifesterer en ‘umulig’ balanceakt, et fremmed princip i en vertikal og horizontal natur. En skæv ener, der er helt sin egen.

Situations er simpelthen knappe enaktere med hang til det eksistentielle fremført med udsøgt poetisk timming. Lad det være en anbefaling.