Mærk verden!

Det er et akademisk foretagende vi bliver inddraget i med Torben Sangilds Objektiv sensibilitet. Men hvis man magter det teoretiske overblik, så er debatten kun startet med Sangilds udgivelse, hvor samtidskunsten suppleres af elektronisk avantgardemusik fra midten af det 20. århundrede og et revideret teoretisk perspektiv hentet i Theodor W. Adornos (1903-1969) æstetiske skrifter fra 1947-1970.

Kunsthistorisk healing
Målet er at overskride, måske ligefrem hele, den kløft videnskaberne og primært kunsthistorien og kunstverdenen har skabt mellem ånd og krop, hjerte og hjerne, rationalitet og irrationalitet, værk og kunstner, objekt og subjekt. Derfor den kryptiske og legende titel: Objektiv sensibilitet.

‘Objektiv’ fordi det handler om værket – det man møder, og ikke kunstneren, dennes indre og intentioner.

‘Sensibilitet’ fordi det handler om måden hvorpå vi udtrykker, sanser, føler og erfarer verdenen på, både som kunstner og som beskuer.

Mødet med nutidskunsten
Helt trykkogt: Sangilds projekt er en perspektivrig beskrivelse af kunstens bevægelse væk fra den ekspressionistiske kunst og det inderlige geni til nutidskunstens mere objekt- og handlingsbaserede kunstbegreb med historisk udgangspunkt i Marcel Duchamps urinal fra 1917.

Den mangesidige nutidskunst bliver dernæst sat overfor en beskuerkarakteristik og ender med spørgsmålet: Hvad er kunst i dag, hvad gør den, og hvordan bør den dermed mødes?

“Det kunstneriske udtryk er blevet afsubjektiveret og afmytologiseret. Der er tale om en ny sensibilitet, en mere objektfokuseret sensibilitet,” skriver Sangild.

For Sangild er det altså et forsøg på at udelade al unødig snak og gå til kilden; værket, og siden formulere den menneskelige udfordring i at slå følehornene ud og møde denne kunst med lige dele sansning, følelse og tanke. Det afsluttende spørgsmål er: Hvornår er dette møde frugtbart? Sangild giver ikke svaret, men formulerer nye vilkår for dette møde:

“Jeg mener virkelig, at man når frem til noget mere objektivt gennem en større grad af sensibilitet over for kunsten,” formuleres det afslutningsvis af Sangild.

Den avantgardistiske støj
Det forfriskende ved Sangild er, at han ikke forfalder til et post-moderne standpunkt, hvor alt er konstruktion og intet er rigtig ægte, sansbart, godt, skidt eller betydningsfuldt. Sangild er en pragmatiker helt ind til benet, og gør sig dermed meget brugbar som nutidig teoretiker.

Den evne viste Sangild allerede i 2003 med bogen Støjens æstetik, der har placeret ham som en af de markante teoretikere inden for avantgardemusikken herhjemme. Den baggrund bliver heldigvis også sat i spil i Objektiv sensibilitet.

Musik er en uhyre associations-stærk kunstgenre og derfor oplagt til at understrege sansningens bredbåndsforbindelse til intellektet.

I denne udgivelse er det især den avantgardistiske, elektroniske musik fra første halvdel af det 20. århundrede, der er i fokus.

Motivationen ligger i at påvise de parallelle udviklinger, der har løbet gennem kunsten siden opgøret med den ekspressionistiske kunst og parallelt i den klassiske kompositionsmusik.

Kunstens opgør – med sig selv
I begge tilfælde var der strømninger i kunsten, der gik andre veje for at udtrykke sig samfundsmæssigt, kritisk og samtidigt. Den brød med skønheds-idealerne udtalt i kunstteorien gennem det 18. og 19. århundrede og fik et nærmest ekstremt argument i kraft af de to umenneskelige verdenskrige.

Krig, maskiner, talsystemer, transport, fabrikker, masseproducerede objekter, koncentrationslejre, afmagt og utopier får dermed deres kritiske indtog i kunsten. Kunsten udtrykker det umenneskelige – efterligner og lyder som den formørkede samtid.

Musikken udtrykte maskinen, klippede stemmen i småstykker og burgte fundne lyde.

Billedkunsten vender sig ligeledes væk fra det inderlige og sentimentale udtryk og byder på chokerende vrangbilleder og angreb mod den borgerlige smag og fortrængning. Ja, billedkunsten nægter nærmest sit eget udtryk.

Duchamps urinal og fx Gordon Matta-Clarks gennemskårede villahuse er fine billeder på netop dette opgør med den borgerlige, finkulturelle og selvophøjede kunst. Men, som Sangild (og Adorno) pointerer, er dette derfor ikke et svagere og mindre subjektivt kunstnerisk udtryk. Tværtimod!

Avantgarden så jo netop sig selv som en udrensning – et nødvendigt skridt mod fornyet autenticitet i en ny verden.

Retur til avantgardens fyrste
Returen til Adorno og hans avantgardistiske kunstteori er ikke altid tydeligt argumenteret af Sangild, og flere steder er det udtydeligt, hvem der taler og fra hvilken tid. Men Sangild har vel også snart indoptaget så meget Adorno, at de ikke længere kan separeres. Og ja, Sangild får også vist at Adorno stadig har relevans.

Genoplivningen af Adorno giver særlig mening i bogens afsnit om den æstetiske erfaring. Adorno er nemlig krystalklar i sin sondring imellem oplevelse og erfaring af kunst. To termer der den dag i dag ukritisk forveksles. Samtidig rummer de to termer netop føromtalte opgør med den konforme kunst.

Link til Adornos Äestetische Theorie, 1970

Ej blot til lyst
Kunstoplevelsen er den blotte tilfredsstillelse, den rene pirring, der ikke gør modstand. Kunsten bliver med andre ord et middel til eller objekt for en selvcentreret nydelse.

Kunsterfaringen er noget radikalt andet: En påvirkende udveksling mellem værk og beskuer, der gør modstand mod den rene behovstilfredsstillelse. En ‘rystelse’ af bevidstheden, der gør, at man erfarer det, vi normalt ikke kan erfare som mennesker. “Den æstetiske erfaring er mere end en subjektiv oplevelse: Det er objektivitetens gennembrud i den subjektive bevidsthed,” lyder Adornos mere filosofiske formulering.

Kunsten bliver et middel til at møde og forstå ‘det andet’. Derfor kræver den kunstneriske erfaring også en ‘sensibilitet’ – en overskridelse af ens subjektive driftsbehov.

Fornyet skarphed
En anden fortærsket term i forbindelse med kunst er ‘kommunikation’, at kunsten ‘kommunikerer’. Ligesom oplevelsen er kommunikationen et middel til at opfylde et specifikt behov.

Medier kommunikerer, hvorimod kunsten udtrykker sig (også når den ikke kommunikerer). Kunstens betydning bliver netop ikke meddelt, den skal søges, lyder det fra Sangild og Adorno i kor, og det kan vel ikke formuleres meget skarpere!

Man lægger Sangild fra sig med fornyet blik og skærpet bevidsthed, og det til trods for at bagagen er gammel og slidt. Det er noget af en bedrift og et uhyre velkomment indlæg i kunstdebatten, der ikke lige fejes af banen foreløbigt.