Ved indgangen til udstillingen mødes man af gulnede og stemningsskabende skoleplancher, der illustrerer arvelære, kombineret med en animeret udgave af professor Eske Willerslev, der introducerer til DNA-temaet.

DNArt er nemlig skabt i samarbejde mellem Esbjerg Kunstmuseum, Eske Willerslev og lektor Martin Sikora, begge fra GLOBE Institute, GeoGenetics Centre, KU. Det er tredje del af museets Wunderkammer-projekt, som de fik Bikubenfondens Visionspris til at udføre.

I tråd med udstillingens wunderkammer-tema præsenteres vi ikke kun for kunst i traditionel forstand. Bl.a. hviler en gammel tand på en rød velourpude i en montre – à la Joakim von Ands lykkemønt – som illustration af, at en tands arvemateriale kan fortælle os om dens ejermand, men også rummer information om hele menneskehedens historie. Tanden var i øvrigt min 4-årige datters favorit på udstillingen, hun talte efterfølgende i timevis om “den gamle, gamle tand”.

Levende og døde værker

De værker, jeg fandt mest spændende, var dem, der tager favntag med, hvad den bioteknologiske udvikling kommer til at betyde for det at være menneske.

Gina Czarneckis værk Heirloom benytter sig af celle- og vævskultursteknologier, og værket indeholder således levende materiale. Hun har taget celler fra mundhulen fra sine to døtre og dyrket disse over glasafstøbninger af deres ansigter. Det udstillede værk består af en bioreaktor med de levende celler, en video af processen bag værket og to væghængte 3D-relieffer af døtrenes ansigter. Cellekultursteknologier muliggør, at celler under de rette laboratoriebetingelser kan leve videre udenfor den krop, de stammer fra, ligesom de potentielt kan leve videre efter, at donoren er gået bort. Med celledyrkning lever arvematerialet således videre uden for kroppen og bliver dermed en art et levende arvestykke, jvf. værkets titel Heirloom.

Thomas Feuersteins værk Octoplasma benytter sig også af cellekultursteknologier. Vi ser en blækspruttelignende cellekonstruktion – på grænsen mellem det æteriske og det abjekte – der svæver rundt i formalin i sin transparente glasbeholder. Værket er skabt ved at dyrke leverceller fra et menneske sammen med bindevævsceller (hvis oprindelse ikke blev præciseret) og efterfølgende præservere dem.

Czarnecki og Feuerstein er ikke de eneste kunstnere, der i de senere år har skabt værker med celler. Den australsk baserede kunstnergruppe Tissue Culture and Art Project er pionerer på dette område, som de kalder for “semi-living art”.

Kunst og biopolitik

I Stranger Visions slår Heather Dewey-Hagborg nogle mere eksplicit biopolitiske toner an, idet værket bl.a. tematiserer biologisk overvågning og genetisk determinisme. Dewey-Hagborg har samlet cigaretskodder, hår og brugt tyggegummi forskellige steder i New York, udtrukket DNA herfra og ud fra de genetiske oplysninger dernæst skabt et 3D-printet portræt af, hvordan ejermanden kan have set ud.

Danske Stine Dejas Crisp(r) Creatures er et af de mere foruroligende værker. Vi ser et let animeret foster i en art metallisk fostervand. Idet crispr er en molekylærbiologisk teknologi, der muliggør radikale interventioner i DNA, skaber værket betydninger i retning af genmodificerede børn – eller endog børn “udruget” uden for moderens krop i stil med Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Eksperimenter med molekylærbiologiske teknologier

Jaq Chartiers visuelt fængende værk Testing Series fortolker teknikken elektroforese, en vigtig molekylærbiologisk teknologi, der bruges til at separere og sekventere DNA.

Chartier skaber sine værker ved at dryppe forskellige plantefarver og blæktyper på lærredet. Processen i hendes værk er ret forskellig fra elektroforese, idet denne består af DNA fragmenter, der bevæger sig gennem en gel, mens Chartier arbejder på et traditionelt lærred. Farverne i hendes værker har en næsten selvlysende karakter og slørede konturer, dermed rammer hun æstetikken meget fint, idet man ofte bruger fluorescerende fragmenter i elektroforese (dog ikke så mange farver), og idet de ofte har uskarpe konturer. I de senere værker Sun Tests udforsker hun, hvordan farver ændrer sig over tid, når de eksponeres for sollys.

Chartiers værker er virkelig smukke, men siger i realiteten ikke så meget om DNA. Her kunne man have suppleret med et værk af kunstneren Paul Vanouse, der skaber kunstværker ved at bruge selve teknikken elektroforese til at skabe billeder i en proces, han kalder “molecular biology in reverse”. Hans værker tematiserer bl.a. etiske og politiske aspekter af den bioteknologiske udvikling.

Mellem det arkaiske og det teknologiske

I Suzanne Ankers værk CodeX: Genome har hun forstørret mikroskopibilleder af kromosomer og givet dem forskellige baggrunde i sølv, sort og hvid. Ved at blive afbildet på denne måde kommer kromosomerne til at ligne små rudimentære mennesker i bevægelse, der oscillerer mellem det figurative og det abstrakte.

De har et arkaisk præg og kan både ligne stiliserede menneskefigurer fra græske vaser i den geometriske periode eller skrifttegn. Forestillingen om mennesket som resultat af kode eller skrift er en af de mest udbredte metaforer for kroppen i dag.

Værket blev lavet, mens kortlægningen af det menneskelige arvemateriale fandt sted i The Humane Genome Project, og det kunne også læses i relation hertil.

Visualiseringer af DNA

Thorbjørn Lausten er en af de danske kunstnere, der har interesseret sig for naturvidenskab i årtier. I værket Biovision har han samarbejdet med Martin Sikora og visualiseret data fra otte primater og syv forskellige populationer, hvor baserne i DNA vises som forskelligt farvede geometriske former i videoprojektioner. Visualiseringerne er fascinerende og igangsætter spørgsmål om, hvordan vi repræsenterer data.

I værket Mutations af Skeel og Skriver repræsenteres DNAs dobbeltstrengede struktur på humoristisk vis med fire baser af sodavand i fire farver på to hylder. Derudover tematiserer værket forholdet mellem genotype og fænotype gennem en video, hvor vi ser en videooptagelse af dansere med skørter i farver, der mimer de farvede sodavand, bevæge sig rundt på dansegulvet i forskellige konfigurationer.

Derudover præsenterer udstillingen bl.a. fine værker af Mark Dion, Lyn Hershman Leeson, Morten Søndergaard og Emilie Alstrup, DNA-visualiseringer af Karina Krarup Sand samt en række ældre værker fra museets samling.

Der har endnu ikke være så mange udstillinger herhjemme, der tematiserer kunst og videnskab, så man må hylde, at Esbjerg Kunstmuseum tager stafetten op. Udstillingen er kurateret relativt stramt ved at fokusere på kunst og DNA specifikt – og ikke kunst og videnskab mere generelt – hvilket fungerer godt.

Kvaliteten af værkerne er høj og iscenesættelsen vellykket. Man kunne med fordel have suppleret med mere kunsthistorisk kontekstualisering i udstillingens første rum, der kunne slå nogle af de etiske og politiske temaer an, som en række af kunstnerne arbejder med.
Det kunne også have været nævnt, at denne udstilling er en del af en international tendens.

Trods disse mindre kritikpunkter er udstillingen bestemt værd at se – og rejse efter, hvis man ikke bor i Esbjerg eller omegn.