”Vi kunne måske bare se på kunstværkerne og tale med hinanden"

Merete Sanderhoff. Foto: Inger Marie Mulvad/SMK.

Jeg sidder på Merete Sanderhoffs kontor med udsigt over Københavns parksøer. Sanderhoff er inspektør og seniorrådgiver indenfor digital museumspraksis ved Statens Museum for Kunst, og i vores samtale deler hun sine tanker om vor tids måde at gå til verden og kunsten på. Det bliver en samtale om åbenhed og deling, om fysisk autenticitet, SoMe-potentialer og det vigtige mellemværende mellem beskuer og kunstværk.

Måske kan du også huske de rød-hvide skilte med ‘Foto forbudt’? I dag er mange af disse udskiftet med opfordringer til netop at gøre, hvad man i fortiden forbød, og det kan ligefrem være svært at øjne kunsten for de mange udstrakte blåtlysende skærme fra andre museumsbesøgende, der har i sinde at opleve kunsten gennem deres medbragte mobiltelefoner.

At medbringe sin smartphone på moderne kunstscener er i dag normen snarere end undtagelsen, og de mobile enheder er ligefrem gået hen og er blevet en form for udvidelse af kroppen – som en forlænget arm. De digitale platforme er en fuldt ud integreret del af vores hverdag og er vores faste følgesvende over alt vi færdes. De er blevet vores måde at interagere med og engagere os i verden omkring os på – og ikke mindst i kunsten. Den teknologisk-digitale udvikling vælter derudad. Både inden for og uden for de førhen altid hvidmalede museumsvægge.

Men hvad sker der med vores forhold til kunsten, når den bevæger sig i raketfart mod nye formater? Hvordan påvirker integreringen af digitale enheder og sociale medier måden, hvorpå vi i dag går på museum, og hvordan vi oplever det udstillede kunstneriske indhold? Fjerner det mennesket og kroppen fra den kunstneriske oplevelse eller er det snarere en mulighed for at bringe os nærmere?

At dele er betænksomhed

Merete Sanderhoff udgav i 2014 i samarbejde med 18 forskere og forfattere bogen Sharing is caring, der blandt andet slår et slag for, at vores kulturarv tilhører os alle. Derfor har Statens Museum for Kunst udarbejdet projektet SMK Open, hvor hele museets kunstneriske samling er tilgængelig for offentligheden online. Samme initiativ til at dele ses på Rijksmuseum i Amsterdam og The Metropolitan Museum i New York.

Men hvordan er det lige, det er med anvendelsen af teknologi og digitalitet, når man befinder sig på det fysiske museum? Kan dét at se og tilgå kunsten gennem en skærm frarøve os noget vigtigt eller vejer den digitale oplevelses kvaliteter og potentialer tungere? Museumsgæsterne kan for eksempel tilegne sig mere viden, tillægge kunsten et større fokus, zoome ind på kunsten og bruge hinanden i netværk for at udvide deres videnshorisonter gennem samtidens virtuelle universer.

Men hvad mener Sanderhoff om den museumsbesøgendes brug af smartphones? Og hvordan går vi egentlig på museum i dag?

”I virkeligheden er jeg splittet omkring, hvad det gør at have de kraftfulde små computere i vores hænder. De digitale teknologier indeholder et væld af potentialer, som vi som museum har undersøgt og udforsket vildt og inderligt, særligt i de spæde år, hvor der var mange forhåbninger til digital mediering på museet. Men fordi vi eksperimenterede så meget, fik vi også konkrete erfaringer med, hvad der sker, når vi bringer teknologien med os ind i museumsrummet og i mødet med kunsten.”

Sanderhoff forklarer, hvordan SMK er nået frem til, at mobiltelefoner, iPads, mv. skal bruges med stor omtanke og kun der, hvor det virkelig understøtter brugernes konkrete behov. Sanderhoff fortæller, hvordan mobiltelefonerne faktisk kan gå ind og forstyrre og underminere det, som folk kommer for at opleve på museet.

”I takt med at teknologien har invaderet alle livssfærer, er det at gå på museum med hinanden blevet et helle i rigtig mange besøgendes bevidsthed, hvor de har lyst til at lægge apparaterne fra sig og netop ikke mediere alting. For uden en smartphone imellem kunsten og den besøgende gæst har vi mulighed for at have en autentisk stund med hinanden og de originale værker.”

Sanderhoff understreger, at dette ikke er ensbetydende med, at SMK er teknologiasketiske. Museet har en SoMe-tilgang, hvor de fortæller folk, at de er mere end velkomne til at tage billeder, ‘tagge’, dele, osv. I det hele taget skal folk kunne gøre det, de er vant til at gøre, uden at føle, at de nu er trådt ind i “de hellige haller”, hvor fotografering er strengt forbudt. For der er desværre en lang tradition for, at folk føler, at de ikke må være sig selv, når de går på museum.

At gå på museum er en social oplevelse

Herfra bevæger vores samtale sig videre til, hvad det egentlig er, skærmene gør. Sanderhoff forklarer, hvordan apps kan påvirke den museumsbesøgendes omgang med kunsten:

”Når de besøgende bringer smartphones ind i udstillingsrummet, så er der en tendens til, at de bliver opslugte af teknikken og dét at gøre ting på deres telefoner. De kommer til at stå og fedte med det i stedet for at bruge hinanden i rummet. Vi kunne måske bare se på kunstværkerne og tale med hinanden i stedet for at kigge på vores medbragte lille skærm.”

SMK synes at placere sig et sted midt imellem det traditionelle museum, som vil bevare den autentiske, fænomenologiske oplevelse, som sansemæssigt har noget at byde på, og samtidig byder de teknologien absolut velkommen på en naturlig og afslappet måde.

”Baseret på hvad vores gæster fortæller os, kan vi se, at det er en ganske særlig oplevelse, langt de fleste efterspørger og opsøger på museet. Vores brugerundersøgelser beretter om, at dét at gå på museum primært er en social oplevelse. Vores museumsgæster kommer for at tale med hinanden med udgangspunkt i kunsten, tale om deres egne liv og egne oplevelser, spejlet eller igangsat af at kigge på værkerne. Det kan godt blive forstyrret, hvis man kigger for meget på skærme.”

Til gengæld har SMK gode erfaringer med audio-guiden, som er den teknologi de oftest tyr til, hvis de vælger digital formidling. Generelt har lyd virkelig vundet frem de seneste år, fortæller Sanderhoff. ”Det er som om audio giver en lidt mere sanselig dimension, selvom det er en oplevelse for sig selv. Og så står det ikke i vejen for at se på værkerne, mens man modtager formidling.”

Åbenhed og tilgængelighed

Museer verden over bruger i dag mange ressourcer på at bygge konkrete, afgrænsede, digitale platforme og applikationer. I regi af SMKs store digitale projekter siden 2008 har de fundet frem til, at det er en langt bedre investering at anvende allerede eksisterende platforme. Derfor har museet med tiden skiftet fokus fra at iværksætte enkeltstående digitale formidlingstiltag, til snarere at satse på at skabe forbindelser til det allerede eksisterende indhold på SMK og derfra gøre det digitalt tilgængeligt på så frie vilkår som muligt.

Sagt med Sanderhoffs ord, har SMK konkluderet: ”Museets kernekompetence er ikke at bygge apps. Det er at generere viden og data til folk, der har gode idéer og behov for at bruge vores ressourcer”.

Som alle andre museer bruger SMK selvfølgelig også mange kræfter på sociale medier og generel digital kommunikation, som det globaliserede, digitale samfund kræver. Museets SoMe-strategi er erfaringsbaseret og handler om, at det skal være det helt rigtige indhold til den helt rigtige platform. Noget fungerer på Instagram, andet på Facebook.

Instagram-mediet er eminent som udadvendt visuelt indtryk fra museet, hvor SMK tilmed kan følge med i, hvad og hvordan deres brugere ser og bruger museet. På Instagram er alt indholdet set fra brugernes perspektiv gennem de uploadede billeder, som de besøgende tager af museet og ‘tagger’ museet i. Men kan Instagram medvirke til, at kulturarven skal være fri, nu hvor brugere på Instagram kvit og frit kan dele kunsten?

”På SMK har jeg særligt arbejdet med åbenhed og tilgængelighed og har sørget for, at reproduktioner af selve kunstværkerne faktisk er gjort tilgængelige på en måde, så de kan bruges. En del af dét at åbne op er også at åbne vores mindset som museum. Det vil sige at øge vores tilgængelighed, så du ikke alene kan bruge billederne, men således at du kan iscenesætte din brug af museet, som du har lyst til. For mange unge i dag er det en helt naturlig måde at være i verden på, og det er vores fornemste opgave at få alle til at føle sig velkomne og godt tilpas, når de besøger os.”

I dette ligger også en invitation til at bruge sin smartphone, hvis det er, hvad den enkelte plejer at gøre. På SMK skal folk føle sig mere hjemme og som sig selv. Ifølge Sanderhoff skal vi altså væk fra det stive og alle de uskrevne regler, som museet traditionelt rummer.

Findes der en rigtig måde at gå på museum?

Under nærværende Covid-19-krise har mange af os fulgt med i den digitale udvikling, der virtuelt er blomstret op hos adskillige kunstmuseer og kunstnere. For at holde de kunstneriske hjul i gang har disse skabt og udfoldet virtuelle kanaler, hvor publikum fortsat kan følge med i kunstens bevægelser.

Det er nu helt afgørende, at kunsten kan tilgås gennem en skærm, vores smartphones og de sociale medier. For uden det store internet ville Covid-19 muligvis have trykket pauseknappen helt i bund for kunstens udvikling og fremgang, og kunsten ville have haft svært ved at finde vej ud til sit publikum. Og publikum ville blive forhindret i sin altafgørende støtte til netop kunsten. På SMK har publikum kunnet se museets kunstsamling gennem ’SMK Open’, og deres aktuelle Anna Ancher-udstilling har været at finde som virtuel kunstguide.

Men hvordan er balancen mellem den digitale oplevelse hjemmefra og det fysiske museumsbesøg?

”Folk er heldigvis forskellige. Nogle foretrækker at opleve og bruge kunst digitalt hjemmefra og kommer derfor ikke fysisk på besøg her på SMK. I kølvandet på Covid-19 tror jeg desuden, at en del stadig vil være nødt til at blive væk fra museerne af hensyn til deres helbred, og dem skal vi naturligvis også lave nogle gode og meningsfulde kunstoplevelser for. Det, som er så fantastisk ved digitaliseringen af vores kulturarv, er at det fysiske møde med kunsten og dens digitale potentialer er to vidt forskellige ting. De kan hvert sit og supplerer hinanden, snarere end begrænser hinanden.”

På verdensplan er der indlysende nok mange mennesker, som aldrig kommer til at sætte sine ben på SMK. Derudover viser SMK rent faktisk mindre end 1 % af sin samling i sine fysiske sale, hvilket vil sige, at der er meget mere kunst, som man simpelthen ikke kan se og opleve. Også selvom man kommer på fysisk besøg ved museet. På den måde kan det digitale supplere det fysiske på en måde, der åbner op for nye og vigtige dimensioner.

Sanderhoff ser intet problem i, hvis der er nogle, som aldrig nogensinde har lyst til at se værkerne i deres fulde, fysiske autencitet. Hun beskriver, hvordan der findes et væld af andre måder at bruge dem på. Eksempelvis til at designe eller bygge apps og kreative projekter, skrive Wikipedia-artikler, eller lignende.

”Her på museet arbejder vi meget med at udvikle diversiteten blandt vores brugere, og det er tydeligt, at flertallet af dem, der kommer på det fysiske museum, har nogle bestemte profiler. Men med vores digitale åbenhed kan museet også understøtte helt nye og andre brugergrupper.”

Fysiske autenciteter og digitale mulighedsrum

Ifølge Sanderhoff skal vi altså glemme idéen om, at publikum altid vil gøre det samme, men at tingene faktisk kan støtte hinanden. Det er også derfor, at SMK har satset mere og mere på at skille det fysiske og digitale rum ad:

”Efter at have eksperimenteret med at ælte de to instanser sammen, så er vi nået til en erkendelse af, at de ofte lever bedre hver for sig. Jo mere behageligt og indbydende vi gør det fysiske og autentiske museumsmøde, jo gladere og mere velkomne føler publikum sig. I museumsstatistikkerne på kryds og tværs af landet kan vi se, at der er flere og flere, der faktisk tropper op på de fysiske museer i dag. Samtidig med at den digitale åbenhed gør, at vores data også anvendes af flere og flere på alle mulige måder. Jo mere åbenhed, jo flere måder at bruge kunsten på. Det synes vi er en god erkendelse at nå frem til.”

SMK har intet ønske om at forstyrre den fysiske kunstoplevelse, og mange museumsbesøgende fortæller, hvordan de oplever museer findes som et pauserum fra samfundets øvrige digitalitet.