Nairy Baghramians minimale melankoli

Nairy Baghramians minimale melankoli

Nairy Baghramian: SÅ LÆNGE DET VARER*, 2017. Foto: Frida Gregersen

Vis billedserie

Den tysk-iranske kunstner Nairy Baghramians udstilling SÅ LÆNGE DET VARER* i x-rummet på SMK er en melankolsk og minimal udstilling, der er mere ruin end værk, mere gestus end handling, mere reference end oplevelse og mere attitude end en god kunstoplevelse.

Der er tale om klassisk konceptuel og institutionskritisk kunst, når vi træder ind i x-rummet og møder… Ja, ikke så meget.

Nairy Baghramian har brugt pladsen meget sparsomt: I det fjerneste hjørne af x-rummet er en loftskonstruktion i silikone hævet til naturlig højde af umanerlig sarte støtteben, der vækker associationer til en vindblæst pavillon på Roskilde Festivalen. Gitterkonstruktionen ligner en standard version af noget, vi har set før ude i den virkelige verden, men er langt fra funktionel eller intakt, ligesom silikone og træpinde vist ikke er skabt til at bære noget som helst.

Vi får intet foræret af værket som sådan. Titlen på udstillingen, SÅ LÆNGE DET VARER*, synes at finde sin fysiske manifestation her. Man venter næsten på den knasende lyd, der varsler sammenstyrtningen. Når man konsulterer formidlingsmaterialet og introfilmen til udstillingen viser det sig, at konstruktionen er langt fra tilfældig. Det er en kopi af spærrene fra loftet i kunstinstitutionen The Renaissance Society i Chicago. Alright, men kunne det ikke være en idé at give os liiiidt mere kontekst, så vi har en chance for at forstå betydningen af at forene to udstillingssteder på den her ’diskrete’ måde? Værket er i sidste ende mere gestus end handling, og vi ender ret tomhændede som beskuere.

Nairy Baghramian: SÅ LÆNGE DET VARER*, 2017. Foto: Frida Gregersen

Når vi går tilbage mod døren hænger fotoværket Smart Water (after Michael Asher, Untitled 1991, UCSD) (2017), der viser kunstneren, som foroverbøjet drikker af Michael Ashers værk – en granitversion af standard drikkefontænen i USA – udenfor universitetet i San Diego.

Et mindesmærke?
Det er en melankolsk følelse af tomhed og erindring, der gennemsyrer udstillingen, nærmest som et mindesmærke. Men over hvad?

USA? Måske vil Baghramian ‘make America smart again’, hvilket kunne læses ud af introfilmen, hvor hun først diskret hilser på Stars and Stripes for dernæst at drikke af ‘Smart Water’, men hvad har det at gøre med The Renaissance Society?

Nairy Baghramian: Smart Water (after Michael Asher, Untitled 1991, UCSD), 2017. Courtesy the artist and Marian Goodman Gallery

Det mere oplagte bud ville være Michael Asher, der døde i 2012. Han står som fader for en hel generation af kunstnere, inden for det man kunne kalde ’kritisk praksis’, der har haft Asher som underviser ved Cal Arts – flere mener, at den kilde af kritisk indsigt og viden, som han generøst har udøst, står tilbage som hans vigtigste kunstneriske bidrag. Smart Water, som de studerende drikker af før eksamen, symboliserer fint dette.

Asher er også som koncept- og institutionskritisk kunstner kendt for på helt traditionel vis – og lig udstillingen her – at forflytte eller modificere velkendte objekter. Tænk blot på Ashers meget direkte hilsen her til Duchamps 100 år gamle Fontæne.

Depression som kritik
Det er her, vi skal finde logikken bag SÅ LÆNGE DET VARER*. Det er kunst baseret på forflyttelse og modificeringer, hvor kontekst er altafgørende for det blik, objektet mødes (læs: konfronteres) med.

Udstillingens titel, der i øvrigt er endnu en hilsen til en amerikansk konceptkunstner, Lawrence Weiner (1942, New York) og hans tekstværk As Long as It Lasts, er også fyldt med melankoli, måske ligefrem resignation – i hvert fald på dansk, hvor der ligger en snarlig og uundgåelig slutning i frasen. Men hvor Weiners værk handler om den konkrete tid, det tager at læse frasen, så handler Baghramians udstilling snarere om en tid, der går mod slutningen. Et bygningsværk i forfald. En institution i opløsning.

Humoren er skiftet ud med melankolien, og der er i det hele taget noget depressivt over SÅ LÆNGE DET VARER*, en nihilisme, en modvilje til at levere, præstere og bidrage, og på den måde er der en indlejret kritik af selve ’det at præstere’ i institutionen, oplevelsesøkonomien, projektsamfundet, identitetspolitikken, planøkonomien, gentrificeringen – alt det, der har skabt normerne for produktion og præstation lige siden Ashers fontæne i 1991.

Nairy Baghramian: SÅ LÆNGE DET VARER*, 2017. Foto: Frida Gregersen

Værket som demokratiseret melankoli?
Her er diagnosen og grunden til den depressive tilstand. Det er også her, vi kan finde logikken bag en hel del af den minimale kunst, der, trods bølgens heydays i 60’erne, stadig produceres i dag.

Toke Lykkeberg, der i dag driver Tranen, skrev i forbindelse med en minimalisme-udstilling ved galleriet WEST i Haag i 2011 en tekst, der meget fornemt forbandt minimalismens resignerende attitude med en form for depression over nutidens samfund og præstationsnorm – en form for ikke-produktivitet som konfrontation af samfundsnormen:

Some artists working today might be designated as depressed, but only in so far as what they are showing, i.e. art, seems done by doing close to nothing. As Alain Ehrenberg has pointed out, depression is melancholia democratized. It is now such a widely used diagnosis or word, that being depressed is no longer synonymous with being sick, given that it is something one has to live with. One might change an individual, but it is a lot more difficult to change society. The state of depression is but the other side of contemporary society which cherishes the individual initiative. Therefore, diagnosing an artist as depressed might as well be a way of confusing the diagnosed with its diagnosis. (Art as little as possible – about the minimal art of today, 2011)

Kunstnerne er ikke deprimerede, og sikkert heller ikke Nairy Baghramian, men illustrerer, udsiger, eksemplificerer depressionen som en diagnose af tingenes tilstand.

Mere attitude end kritik
Det ville have klædt SMK og udstillingen i x-rummet at tage publikum ind i tænkningen og helt generelt kommunikere klarere om, hvad der er på spil i Baghramians værker og udstilling, hvor de minimale tegn og brudstykker aldrig samler sig.

Det er svært at følge den ret indforståede, referencetunge og decideret uklare intention og samfundskritik, der formodentlig driver Nairy Baghramians udstilling, og som desværre også gør SÅ LÆNGE DET VARER* til mere melankolsk attitude og mindesmærke end egentlig god, kropsliggjort kritik og kunstoplevelse.

Den tyske kunstner Nairy Baghramian (født i 1971 i Isfahan, Iran) bor og arbejder i Berlin, Tyskland. Udstillingen i x-rummet er hendes første soloudstilling i Skandinavien.

Baghramian har tidligere udstillet på bl.a. DOCUMENTA 14, Kassel (2017), Skulptur Projekte Münster (2017 og 2007) samt soloudstillinger på fx Walker Art Center, Minneapolis (2017–18), S.M.A.K. Museum of Contemporary Art, Ghent (2016), Museo Tamayo, Mexico City (2015) og Art Institute of Chicago (2014).

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Nairy Baghramians minimale melankoli'

Facebook