Kunstkollektivet DIS skulle have åbnet deres kuraterede gruppeudstilling DIS Presents: What Do People Do All Day? på henholdsvis Charlottenborg og Tranen i marts som led i et samarbejde med CPH:DOX. Så ankom coronapandemien, og regeringen lukkede Danmark ned.

I stedet har de tre danske aktører i samarbejde med kunstnerne arrangeret det sådan, at alle danskere kan streame samtlige film og serier på kollektivets streamingsplatform DIS.art gratis frem til 1. september 2020.

Den teknokapitaliske nutid under lup

I deres kuratoriske og kunstneriske praksis sætter det amerikanske kollektiv DIS, der drives af kunstnerne Lauren Boyle, Solomon Chase, Marco Roso og David Toro, den såkaldte teknokapitalistiske nutid under lup. DIS stammer fra New York og har haft stor institutionel indflydelse på den amerikanske kunstscene og banet vej for den yngste generation af vestlige kunstnere, som folder sig ud i øjeblikket og sætter nye rammer for kunsten – æstetisk og politisk.

Herhjemme forbinder de fleste nok kunstnerkollektivet DIS med den voldsomt kritiserede 9. Berlin Biennale The Present in Drag (2016) – der trods alt lykkedes med at have et meget lokalt fokus på Berlin og den voldsomme gentrificering i byen – og som bl.a. inspirerede Anna og Esben Weile Kjær til deres fælles transformation af Alt_Cph på FABRIKKEN for Kunst og Design (2018) med udstillingen Over-Existing.

Læs også:
Baggrund om DIS´kuratering af Berlin Biennalen 2016
Anmeldelse af Berlin Biennalen 2016

Begge begivenheder skabte røre (den ene noget mere end den anden) og bragte fornyelse til biennale-formatet ved at arbejde indgående med en æstetik, man normalt kun finder i popkulturen og på de sociale medier, og ved at hylde overfladen som andet end overfladisk.

Fjernsynet som kilde til viden og fællesskabende underholdning

Medlemmerne i DIS har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor marketing og reklame og har siden 2010 samarbejdet med en række amerikanske og internationale billedkunstnere, musikere og intellektuelle og sammen formet det, der kendetegner DIS i dag: Nemlig en oppositionel attitude til status quo, en interdisciplinær tilgang til populærkulturen og en vedvarende interesse i forholdet mellem teknologi og magt.

Med streamingplatformen DIS.art har kollektivet kastet sig over videomediet og ladet sig inspirere af fjernsynet som institution. Blandt andet fordi fjernsynet siden dets introduktion har haft lang en tradition for at samle forskellige typer af mennesker og være en pålidelig kilde til viden og fællesskabende underholdning.

DIS har tidligere udtalt, at målet for DIS.art er at nå flere mennesker end hidtil ved at tage komplekse emner, der fylder i samtidskunsten, kulturen og teknologien og formidle dem på en tilgængelig, men ikke fordummende måde, gennem videomediet. Det lykkes også for dem. Delvist.

Kan unboxing-videoer være kunst?

Platformen er utrolig vellavet. Den er nem at navigere i, overskuelig og flot.
Indholdet på streamingplatformen kalder kollektivet for ”edutainment” – en hybrid mellem “education” og “entertainment” – med formater som dokumentarfilm, animationsfilm, TED Talks, madlavningsprogrammer, børneudsendelser, tutorials og sponsorerede advertorials. Altså et bredt spektrum af forskelligt typer af digitalt audio-visuelt indhold, vi dagligt eller på ugentligt basis konsumerer via online videns- og underholdningsplatforme som dr.dk og sociale medier.

Og her melder mit første problem sig: Hvordan forholder jeg mig som kunstanmelder på et kunstmedie til disse videoer som kunst?

Nogle videoer vil meget tydeligt være kunstvideoer og være skabt af kunstnere som for eksempel serierne What Do People Do All Day af Simon Dybroe Møller, Garage af Olivia Erlanger og Luis Ortega Govela samt Très Mall af Derek Larson.

Mens andre videoer vil tale om visuel kultur, kritisk teori og moderne (kultur)historie som serierne General Intellects with McKenzie Wark og What’s in the Box? With Hannah Black, der pakker “more than consumer trends” ud, som det hedder sig i værkbeskrivelsen.

Kapital, identitet, nationer og natur

Når man får klikket sig videre ind i DIS’ online video-univers, er der fire menuer at vælge mellem: Trending, Series, Collections og Browse All. Under menuen Series findes foreløbigt 11 forskellige serier, som hver indeholder et forskelligt antal episoder. Foruden de førnævnte er de DIS-producerede Circle Time og Public Service Announcement værd at nævne.

Under Collections findes fire overordnede kategorier: Capital, Identity, Nations og Nature. Her finder man blandt andet enkeltstående videoer som for eksempel dokumentaren om undergrundsstripklubben Shakedown, som er en fantastisk opdagelse for alle med interesse i klubkultur, køn og seksualitet samt Bob: A Job is a Job is a Job om duen Bob, der har arbejdet sig op fra underklassen og lever det ‘gode’ middelklasseliv.

Alene med præsentationen af de fire kategorier fornemmer man et tema: Det handler om mennesker, magt, kultur og politik.

Hvad betyder ”kunstens svar på Netflix”?

Charlottenborg brander platformen som “kunstens svar på Netflix”, hvilket er inspireret af DIS’ egen udtalelse til et amerikansk magasin tilbage i 2018: “We want to turn learning into a netflix-like experience”. Det lyder også godt. Men hvad betyder “kunstens svar på Netflix” egentlig?

Den simple forklaring kender vi allerede. Men udviklingen og lanceringen af sådan en platform for kunst, visuel kultur og kritisk teori fortæller også, at vi er på vej ind i en ny teknologisk tidsalder.

I 2015 begyndte man at tale om “pivot to video”; at vi er på vej ind i en ny tid, hvor vi hellere vil ‘source’ viden gennem podcasts, dokumentarer og andre audio-visuelle tekster end at læse artikler på nettet. Selv Weekendavisen har nu en funktion, hvor man kan få læst deres artikler højt.

Denne udvikling peger ikke på, at vi er blevet dummere eller dovne. Men at vi vil have og opsøger viden og kultur og forventer den serveret på nye og anderledes måder. Det er DIS.art et tydeligt bevis på.

Opbyggende og positive emner

DIS og de kunstnere og tænkere, de samarbejder med, er dygtige intellektuelle og grundige i deres research. De tager sig tid til at være didaktiske og få meget fakta fra nyhedsjournalistikken og mange referencer fra kunst- og kulturhistorien med.

Man sidder som beskuer med følelsen af, at de mener og står inde for det, de siger, og tror på de tankesæt, de beretter om. Hvad enten det handler om basisindkomst, forskellige former for feminisme eller at udvikle en kritisk bevidsthed, forbinder flere af videoerne sig til emner, som som er utrolig positive og opbyggende – på individ og samfundsplan. De handler om forhold, vi er nødt til at ændre på, særligt når det kommer til køn og race.

Har den amerikanske drøm slået fejl?

Reparation Hardware af Ilana Harris-Babou viser, hvordan kolonitidens levn og videre liv ind i nutiden kan formidles på en humoristisk og let måde ved at bruge et positivt ladet reklamesprog, der minder om den type, man kan finde på boligsider.

Vi ser bl.a. langsomme og glidende optagelser af afrikanske masker, der indgår i indretningen af en møbelafdeling i et tilsyneladende dyrt og eksklusivt shoppingcenter. Det er skønt at se afrikansk kultur og håndværk, som i gennem årtusinder har forbundet mennesker til den åndelige verden og hinanden, formidlet med sådan en stolthed og samtidig håne dem, der tror, at de kan købe sig ind i den kultur og udsmykke sig med den.

Det samme gør sig gældende med What In The Box? With Hannah Black, der udnytter den åndssvage, men hypnotiske marketingtrend med at pakke reklamegaver ud på Instagram eller YouTube til at folde tidens presserende tanker ud i selskab med indbudte gæster.
Den dumme og ukritiske formidlingsform bliver gjort til en kritisk platform.

Dystopi og aktivisme

Men der er noget, der ikke hænger sammen. Selve billedsiden er gennemgående dystopisk, hvilket står i skarp kontrast til den aktivisme, der udtrykkes med ord. Særligt iøjnefaldende dystopisk er serier som Public Service Announcement, What Do People Do All Day? og Très Mall, hvor nutidens symboler som DHL-varevognen, yogamåtten og det guld- og sølvfarvede nødtæppe blander sig med overjordiske væsner, som minder om djævle og aliens.

Æstetisk gemmer kunstnerne sig bag ironi og kynisme. De mimer et billedsprog, man kunne håbe på at undslippe, når man lægger telefon og computer fra sig og går ind i kunstens rum. Mange videoer slutter uforløst, abrupt og med en underlig rungende stilhed, der gør, at jeg som beskuer bliver i tvivl om kunstnernes agenda og politiske ståsted.

Men også hvorvidt, teksterne vidner om noget personligt erfaret. Sea Lovers lyder eksempelvis som om, den er fyldt med copy-pastes fra Wikipedia.

V.I.P.

Følelsen, jeg sidder med, når jeg arbejder mig vej gennem den visuelle vidensbank, minder om den følelse, jeg går med indeni, når jeg bevæger mig rundt mellem standene på kunstmesser – her tænker jeg særligt på Frieze Art Fair i London og New York

Læs også:
Frieze Art Week – at være V.I.P.

Hele logikken bag en kunstmesse beror på det eksklusive. Du tiltrækker publikum ved at afvise dem. Det ser man tydeligt på Frieze Art Fair med særskilte V.I.P.-områder. Der er endda områder, hvor journalister ikke har adgang. Denne form for afvisning gør, at man vil have mere.

På samme måde føler jeg mig afvist af DIS. De er cool og eksklusive. De følger tidens modetrends. Selv de animerede karakterer i Derek Larsons Très Mall er bevidste om deres udseende, det vidner deres undercuts og skarpe pandehår om. Selv mere low-key og low-fi produktioner som 10.000 Words, der er skabt i et samarbejde mellem Ada O’Higgins og Semiotext(e), er tydeligt iscenesat på en “dyr” måde.

I en video ligger to kvinder på en seng i et mørkt rum og læser op fra bogværket Social Practices af Chris Kraus med hjælp fra en lommelygte, iført henholdsvis en stropløs elastisk bh og en blazer. Og tung øjenskygge, selvfølgelig.

I en anden video ser vi en kvinde i et badekar med mørkt sminkede øjne og læber, der læser højt fra Gary Indianas Vile Days.

Imod selve kernen ved kunst

Der skabes en afstand, og en længsel og et uendeligt tomrum melder sig hos beskueren. Der foregår et magtspil på platformen, som jeg kun kan forestille mig, at DIS er bevidste om. Den magt, de har over beskueren, bruger de aktivt.

Alt står stille, og der tales ind i et vakuum. Men går det ikke imod selve kernen ved kunst? Nemlig at den er transcenderende og skal flytte os nye steder hen i vores bevidsthed og syn på verden.

Ved at insistere på at være cool og forsøge at passe ind i tidens og mainstreamkulturens andre visuelle tendenser, bekræfter DIS nærmest bare status quo og markedets greb om os, samfundet og verden. Selv når målet måske i virkeligheden er et helt andet.

For med denne insisteren på at bruge et kapitalistisk sprog på real- og billedplan forpasser de også en chance for at være talerør for en række mennesker og problemstillinger, som virkelig fortjener taletid,

“If you can’t beat them, join them”, fortæller ejendomsmægleren, spillet af skuespilleren og komikeren, Aubrey Plaza, der sælger boliger i forstaden, i videoen Garage. Dette citat er sigende for min oplevelse af platformen som helhed. Jeg gribes af en følelse af desperation og ligegyldighed, jeg provokeres og forarges.

Med deres tilsyneladende aktivistiske sigte åbner kollektivet op for, at de gerne vil skabe forandringer i verden. Men er det sådan her, vi skaber løsninger? Hvad er meningen med at tale om de her emner? Hvad er meningen med, at jeg skal bruge tid på disse videoer, hvis det bare er for at bekræfte mig selv i, at jeg langt hen ad vejen godt kan være tilfreds med mig selv?
Det virker som om, det er er vigtigere at være cool, at have de rigtige holdninger, interesser og være del af et fællesskab, end reelt at tage sig selv på ordet og tage ansvar.

Formen modarbejder fremtidsvisionerne

DIS er svære at analysere. Hvor befinder de sig selv i det kaos, de skaber? Er de opportunister, der ser en chance for at tjene penge? Prikker DIS til vores manglende politiske engagement? Skriger de på en revolution, eller skriger de, fordi verden er ved at gå under?

Man kan mene, hvad man vil om videoernes kunstneriske kvalitet og det etiske i at genbruge og fremhæve den æstetik, der gennemsyrer kapitalismen og neoliberalismen og som står i kontrast til og måske endda direkte modarbejder de fremtidsvisioner, kollektivet sympatiserer med.

Uanset er DIS gode til at flytte kunsten ind i en digital sfære, følge med (kultur)forbrugerne og udviklingerne indenfor det teknologiske felt.
Måske er DIS.art ikke kunstens svar på Netflix. Men de viser, at der inden for billedkunsten mangler en digital pendant til Netflix, der kan ramme bredt og få mange flere til at interessere sig for og opsøge samtidskunst.

Hvilket igen forklarer kollektivets succes og gennemslagskraft. Hvorfor DIS inviteres til at deltage på Frieze Projects, og hvorfor kunstinstitutioner som MoMA ønsker at samarbejde med dem.
De udfylder dén mangel.