En perfekt stylet nutid

En perfekt stylet nutid

Værk af Anna Uddenberg fra den 9. Berlin Biennale. Foto: Søren Martinsen

Vis billedserie

9th Berlin Bienniale for Contemporary Art

4 jun - 18 sep 2016

bb9.berlinbiennale.de

Den 9. Berlin Biennale postulerer, at hverken fortiden eller fremtiden er særligt problematiske, men at nutiden er en ufattelig, u-gribelig størrelse. Det svækker Biennalens kraft til at italesætte nutidens problemer, og trods høj underholdningsværdi og fascinationskraft bliver den derfor bare lidt tandløs.

Den flere meter høje, siddende figur, der dominerer gården ved indgangen til et af Berlin Biennalens centrale udstillingssteder KunstWerke, giver et udmærket fingerpeg om, hvad den biennale handler om. Figuren er en kæmpe-fotostat af Rihanna, der poserer i våd bikini med et par solbriller i hånden. Et poleret og perfekt fremtidsmenneske. Men figuren er hovedløs – i stedet er ansigtstrækkene faldet ned og sidder på brystet af kvinden. Tilsyneladende er hun uden hjerne – ren overflade og intet indhold.

Men i virkeligheden er kunstneren Juan Sebástian Pelaez’ tilgang til historien en anden: Han har modelleret sit – som det hedder i kataloget! – “post- post– kolonialistiske” kunstværk over nutidens fotogene caribiske superstjerner, men tilsat gamle opdagelsesrejsendes beretninger og tegninger og sagn fra den Nye Verden og Afrika om hovedløse, nøgne indfødte med ansigtet placeret under skulderhøjde. Okkult fortid og hyperreal fremtid mixes og blendes. Hvilket iøvrigt minder meget om temaet i den aktuelle udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, #iwillmedievalfutureyou4, hvor tidsaldre (middelalderen og fremtiden) ligeledes moses grundigt sammen.

Juan Sebastián Peláez: Ewaipanoma (Rihanna), 2016. Photo: Timo Ohler | Hyperlink
Juan Sebastián Peláez: Ewaipanoma (Rihanna), 2016. Photo: Timo Ohler

Fremtidsbegejstret pop
Bredt set er det dog nutiden, der er biennalens centrale omdrejningspunkt. Eller det såkaldt “Post-kontemporære”. I det hele taget ynder kuratorerne at dekorere deres begreber med præfix’et post-, formentlig betydende i sin essens, at diskursen om begrebet er svækket; Nu gider man ikke spekulere så meget på gamle begreber, men post-‘er dem i stedet til en mere tilgængelig form uden alt for megen reflektion. “Post-internet”… så er vi (“vi unge, der har internettet som en del af vores DNA”) ude over det historiske og problematiske og kan bade os i en fontæne af forførende virtuelle overflader, robotgeneret indhold og …ja, “skønhed”.

Dog vil kuratorerne ikke have, at vi skal tro, de anerkender bevidstløst forbrug af nutidens tomme tegn, så derfor vælger de at tilføje et i drag til nutiden, for at spice den op med lidt subversiv anderledeshed.

Biennalens tema, The Contemporary In Drag, er et teatralsk koncept, der giver anledning til en virkelig vital og interessant iscenesættelse af de nyeste tendenser i den unge internationale kunst: Selvsikkert ‘postet’ af New York kurator-kollektivet DIS med sikker sans for mode, tidsånd og pop. Vel at mærke en form for post-politisk (nu begynder jeg osse), fremtidsbegejstret pop, der får Jeff Koons til at ligne en vred marxist.

Reklame for reklamens skyld
En dominerende del af Biennalen består af en reklamekampagne for Biennalen selv (meta!) Hele brandingen er topprofessionel og udført i en overdrevet corporate stil. Den består af et samlet visuelt udtryk for katalog, skilte, foldere, fotostater, grafisk design osv. Det er især under ledelse af ‘creative director’ Babak Radboy (www.babakradboy.com), at et hold af kunstnere og fotografer under sub-labellet Not in the Berlin Biennial er gået til den med den fiktive meta-branding: Fotostater af (udelukkende) smukke, unge modeller med undertekster af karakter som: “I want to die with nature – not become her manager.” Eller: “Stop looking at me like I’m the future.” Lookalike-reklamer af fotomodeller, der slænger sig i tableauer med kildevand, mobile enheder, høretelefoner, dyrt sportsstøj med individuelt kunstprint, gennemsyrer hele Biennalen med en ‘vibe’, der minder om fitnessæstetik, yogaklasse, post-New Age. Selv personalets smarte tøj er designet af fikse TELFAR.

Akademie der Künste, installation view. Foto: Søren Martinsen
Akademie der Künste, installation view. Foto: Søren Martinsen

Denne gennemførte styling af en biennale er et meget effektivt træk, og det indgyder især på Akademie der Künste en stemning af noget udpræget post-humant – en blandet atmosfære af ubekymret luksusmesse og afgangshallen i en lufthavn. Og heri kan kunstværkerne så tage deres plads på scenen.

Her er det Ryan Trecartin & Lizzie Fitch, der tager teten med to vilde film installeret i en kæmpe glaskube med masser af kunstige palmer og hhv. et mørkt bar-miljø og et gummi-køjesenge-miljø, lavet af Lizzie Fitch, til at se filmene i. Filmene er teatralske ‘road movies’, men Trecartin tager den klassiske genre til nye, absurde højder ved at tilføje et vildt opskruet tempo, multiple syns- og kameravinkler, en hektisk klipperytme (mindst ét klip i sekundet) og flamboyant udklædte, konstant snakkende og råbende drag-performere, alle udstyrede med kameraer til at filme sig selv og de andre på én gang. Som et levende Jack Smith-tableau, der er gået amok på amfetamin.

Den ene af filmene har kun en enkelt hovedperson, en ultra-amerikansk ekshibitionist, der klædt i et trash/neohippie-udstyr og neon-kontaktlinser skriger, joker, synger, danser og improviserer sig igennem en hysterisk sjov ‘tour-de force’, tæt fulgt af et kaotisk hold af filmfolk og Ryan Trecartin i drag med sølvhud. Settingen er en ørken, i fremtiden, ‘efter mennesket’.

Ryan Trecartin/Lizzie Fitch: Mark Trade, 2016, installation view. Photo: Timo Ohler | Hyperlink
Ryan Trecartin/Lizzie Fitch: Mark Trade, 2016, installation view. Photo: Timo Ohler

Fortællerstemmer galore
I KW er udstillingen langt mere lineært struktureret. Beskueren føres ad ensrettede, tusmørkegange fra værk til værk, og der er således ikke meget swipe eller surf over det. Man kommer hurtigt frem til Biennalens største og mest imponerende installation, Cécile B. Evans’ vand-environment med kæmpe videoprojektion What the Heart Wants. Det er i øvrigt også nok biennalens mest uforståelige kunstværk. Det computeranimerede videoværk blander reklamespoofs, svævende ører i samtale med hinanden, en fiktiv digital genoplivning af en død hollywood skuespillerinde, evigt-levende celler og et supersterilt luksusmiljø (bjerghytte?) – det hele ledsaget af en konstant elaborerende fortællerstemme, der skal forestille at tilhøre den fiktive hovedperson HYPER.

Cécile B. Evans: What the heart Wants, Installation view. Photo: Timo Ohler | Hyperlink
Cécile B. Evans: What the heart Wants, Installation view. Photo: Timo Ohler

I det hele taget har stærkt dominerende voice-overs som greb fundet vej ind i mange af videoerne, et stadigt messende, ‘klogt filosoferende’ lydspor, der desværre også skæmmer et ellers fantastisk værk som videoen Critical Mass: Pure Immanence af Anne de Vries. Videoen er nok det eneste værk på biennalen, der overhovedet giver følelsesmæssig resonans hos mig.

Anne de Vries: Critical Mass: Pure Immanence, 2015. Foto: Søren Martinsen | Hyperlink
Anne de Vries: Critical Mass: Pure Immanence, 2015. Foto: Søren Martinsen

Værket er en visuel montage fra gigantiske techno-raves (kaldet Hardstyle), der specialiserer sig i særligt overdrevne lys-og fyrværkerishows, som ‘forener’ publikum, musik og lys i en ekstraordinær, nærmest religiøs, massesuggestiv oplevelse. Og pludselig, mens hele dette totalt overbevisende, fascinerende show kører, zoomer kameraet oppefra ned på menneskemængden og ‘ned gennem gulvet’. Og man opdager let chokeret, at de titusinder af publikummer bare er… computer-renderede 3D-figurer, der står på et usynligt gulv i et tomt, virtuelt univers. Så er det bare overflødigt med en selvhøjtidelig voice-over, der udbreder sig med sandheder om “formless, uni-focal, self-organized process.”

I Wu Tsangs videoinstallation Duilian (2016) smelter fortid og fremtid, krop, køn og seksualitet sammen. En hovedperson, i skikkelse af en ung, transkønnet kung-fu ekspert, rejser imellem nutidens Hong Kong og et gammeldags, traditionelt Kina i en søgen efter den store kærlighed; en smuk og suggererende film om drømme, længsel efter noget oprindeligt og kærlighed – jævnligt afbrudt af nogle vanvittigt fyrige og ekvilibristiske kung-fu optrin! En decideret mash-up.

Wu Tsang: Duilian. Photo: Timo Ohler | Hyperlink
Wu Tsang: Duilian. Photo: Timo Ohler

Teater for de priviligerede
Biennalen fortsætter på European School of Management and Technology (ESMT), der har til huse i en voldsomt monumental bygning fra den kommunistiske DDR-tid, men som nu, som det begejstret hedder i kataloget, huser global-kapitalistiske lederuddannelser – komplet med skærme med live-feeds fra internationale børser! Fedt! Plus, det er et godt og flot sted for Simon Denny at installere sin messepræsentation af tre forskellige eksisterende firmaer med hver deres vision og forretningsstrategi for fremtidig udvikling af blockchain teknologi (en avanceret database-teknologi, der f.eks. er fundamental for Bitcoin-økonomien) med dertilhørende utopisk fremtidsmusik om nye, mere sikre og retfærdige økonomier.

Simon Denny: Blockchain visionaries, 2016. Foto: Søren Martinsen | Hyperlink
Simon Denny: Blockchain visionaries, 2016. Foto: Søren Martinsen

Sådan er strategien i Biennalen. Man satser på, at en overgjort og dekoreret, ‘teatralsk’ kontekst skal fortrylle de måske tvetydige eller svært aflæselige kunstprojekter, der er sat til at projicere en vision af det ‘nutidige’. Det handler meget om Nuet, og ikke så meget om kunst. Men egentlig stillingtagen til reelle problemstillinger bliver der ikke tale om.

Postulatet, at hverken fortiden eller fremtiden er særligt problematiske, men at nutiden er en ufattelig, u-gribelig størrelse, svækker biennalens kraft til at italesætte de kontemporære problemer, og derfor bliver den bare lidt tandløs. “There is nothing realistic about the present,” hedder det, men det er nok et udsagn, der kun gælder for de allermest priviligerede.

Berlin Biennalen finder sted på Akademie der Künste, ESMT European school of Management and Technology, Feuerle collection og på flodbåden Bluestar der Reederei Riedel.

Vis billedserie

9th Berlin Bienniale for Contemporary Art

4 jun - 18 sep 2016

bb9.berlinbiennale.de

Kommentarer

Del artiklen

'En perfekt stylet nutid'

Facebook