Der er bad news over det hele. De trænger ind som beskidt vand i kælderen.

I den bredskuldrede havneby Liverpool, som var europæisk kulturhovedstad i 2008, bærer biennalen i år titlen “Beautiful world, where are you?” – inspireret af Friedrich Schillers digt fra 1788, som begræder forsvindingen af de græske guder og deres glorværdige klassiske epoke.

Verdens sociale, politiske og økonomiske rummel blev også udforsket på den sidste Documenta samt på Berlins to store kulturbegivenheder tidligere på året: Den post-digitale kunstfestival Transmediale debatterede internettets ekkokamre og kunstens klima i en post-faktuel tid, mens lydkunstfestivalen CTM kørte med “Turmoil” og parolen “Uneasy times demand uneasy music”.

Krigshjelme af Nike-sko

Siden starten for 20 år siden er Liverpool Biennalen vokset til den største festival for samtidskunst i England. I år har kuratorteamet, som ledes af Kitty Scott og Sally Tallant, inviteret 44 kunstnere fra 22 lande.

Værkerne er fordelt på mere end 20 lokaliteter. De er mindre spektakulære end tidligere år. Kurateringen er også meget klassisk på Tate Liverpool, som viser værker skabt af aboriginer-, inuit- og andre oprindelige befolkningsgrupper. Canadieren Brian Jungens Warrior-skulpturserie består af farverige krigshjelme med “fjer” formet af Nike-løbesko og ligner westernfilmens Cheyenne-agtige hovedbeklædninger. Annie Pootoogooks (1969-2016) malerier viser familier ved spisebordet; Dr Phil er på tv-skærmen. Men kigger man nøje efter, handler de om misbrug, vold og teknologiens indtog i det traditionelle inuit-liv.

Your face is/is not enough af amerikanske Kevin Beasley er 12 genbrugte Nato-lignende gasmasker dekoreret med spande, paraplyer, perler og gamle T-shirts. Under åbningsperformancen sang et ensemble disonante toner og åndede langvarige vejrtrækninger gennem stemmeforstærkere.

I The Playhouse Theatre vises Ari Benjamin Meyers musikalske kompositioner, som udgør filmportrætter af fire musikere med tilknytning til Liverpool. Filmene, som er optaget på teateret, overlapper hinanden, så der opstår en dialog mellem musikerne. Vi ser dem, mens de gør sig parat til at synge, mærker ændringerne i vejrtrækning og kroppens gestik.

Selv om der i år kun er få værker i det offentlige rum, indleder biennalen – som kan ses på to-tre dage – en konversation med Liverpool, som i anden halvdel af 1800-tallet var en vigtig havn med skibe og handelsmænd, der dominerede den transatlantiske handelstrekant med tobak, sukker, bomuld og slaver.

Med inspiration i de gamle skibsværfter har Holly Hendry skabt en række skulpturer af betonrør og fiberglas til den centrale plads Exchange Flags. På gulvet i Exhibition Research Lab ligger Paul Ellimans samlesæt af rå materialer, kampesten, gummi og plast – det er en Vauxhall Astra 2020, den nyeste model af en bil, som har været i produktion siden 1979, og nu er den eneste bil, som bygges i Ellesmere Port.

Lidt udenfor byen har Mohamed Bourouissa sammen med lokale gartnere og skolebørn etableret en permanent have inspireret af en helende have ved et psykiatrisk hospital i Algeriet.

Ved Invisible Wind Factory hænger Paulina Olowskas nye solsikkemosaik baseret på den socialistiske tro på, at kunst i det offentlige rum kan generere forestillinger om en bedre verden.

Ingen skriger til os fra den anden side

Vi befinder os ikke et grimt og trist sted; på Liverpool Biennalen er der ingen kaotiske dommedagssange eller prædikener.

Men bluesen er ikke fejet helt væk. Krige, postkolonialisme, fordrivelsen af mennesker, opblomstringen af nationalisme og effekterne af global opvarmning springer frem.

I bagende solskin står jeg på Great George Street og kigger på en flere hundrede meter lang liste over de 34,361 flygtninge og migranter, som siden 1993 har mistet livet under deres forsøg på at nå Europa. Listen, som tyrkiske Banu Cennetoğlu tidligere har vist i Berlin, Istanbul og Athen, er allerede blevet udsat for hærværk to gange. Den aktivistiske kunstners modvilje mod at sætte nye plakater op er også et statement: Vi skal se, at også nutidens pletter på verden – svære begivenheder, som foregår for øjnene af os – dagligt forsøges glemt eller visket væk.   

Abas Akhavan har på kunstcentret Bluecoat opstillet en såkaldt ‘dirt-rammed’ skulptur bestående af jord, trådnet og vand – en rekonstruktion af en klofod på en gammel assyrisk beskyttende gud, en løve/menneskehybrid. Det er figurer som disse, ISIS har destrueret i Mosul og andre steder. Enorm er den, og lugter ilde som spildevand.

Konger og dronninger kigger på os fra fotojournalistens George Osodis store fotografier på Open Eye Gallery. Personerne i Nigerian Monarchs var ved magten under slavetiden. Nu står de dér i fiktionaliserede opstillinger; desillusionerede, men også stolte bærer de vidnesbyrd om en tid, hvor de aldrig blev set som dem, de var. Afdæmpet og stærk er også Madiha Aijazs film These Silences Are All the Words, hvor kameraet kredser om ildsjæle, som vogter over de offentlige biblioteker i Karachi, Pakistan, og filmer de bugnende reoler med bøger, som var de relikvier.

Ingen skriger til os fra den anden side. Snarere bliver der hvisket.

Den døde ged

I år har biennalen ikke ét værk, som alle taler om. I 2016 indtog Lawrence Abu Hamdan med sit videoværk Rubber Coated Steel i The Oratory, én af Liverpools vildeste bygninger i Greek Revival-stil. Her har Mathias Polednas 35mm-film, som udforsker modernitetens visuelle sprog kontra det 20. århundredes europæiske historie, ikke den samme tyngde. Spleen i overmål.

Men der er overraskelser: I Blackburne House – en tidligere pigeskole og nu uddannelsescenter for kvinder i Liverpools georgiske kvarter – kan man booke en tid hos kosmetologen Helen og blive “repareret”. Mens man ligger på briksen, fortæller hun om kunstværker, der er blevet destrueret eller gået tabt. I “ASMR Spa” kombinerer den russisk-dagestanske kunstner Taus Makhacheva opfindsomt skulptur og skønhedsbehandling, og med publikum omkring sig bliver personen, som får smurt cremer på ansigtet, til et skulpturelt subjekt.

Men det er Agnès Vardas, som virkelig rører én. På FACT viser den 90-årige pioneer indenfor den franske nybølge 3 moving images. 3 rhythms. 3 sounds, som samler tre af hendes ældre film til et nyt værk med cool jazzet billedsprog. I rummet ved siden af fortæller Ulysse (1982) historien om et underligt billede, Vardas tog i 1954 på en strand i Frankrig af en nøgen mand, en lille dreng og en død ged. Hvem var de? Hvad lavede de der? Ofte vil erindringen nærmest spille os et puds. Især når man arbejder som Vardas, og som hun i en talk på biennalen fortalte til Hans-Ulrich Obrist: “I like to mix art and life. I don’t believe in separated worlds”.

Sadcore og nye drømme

I sin musikalske fortolkning af Schillers digt “Schöne Welt, wo bist Du?” lod Schubert musikken ende i forløsning, og moderne mørkeglade poeters you want it darker-eposser har ikke sjældent klinget af vellyd. Liverpool Biennalen er heller ikke stemt i sadcore.

Den britiske fandenivoldskhed er neddæmpet, indignationerne er gemt væk.

Man kunne klandre kunstnerne for en lullende passivitet – for de kommer ikke med mange aktive svar på biennalens spørgsmål. Hvornår eller hvordan holdt verden op med at være wonderful? Og alligevel: Undervejs, for eksempel i de mange videoværker produceret langt fra Brexitland, bliver vi mindet om, at oprindelige folkeslag over hele planeten stadig dyrker noget, vi har glemt: Jorden kan ses som en relation, ikke som ejendom.

Kunstnerne gør det, de altid har gjort. De laver en restart. Eller som Shakespeares helte ville sige det: Vi finder nogle nye drømme, du kan jagte! I Liverpool ser vi lige så meget verdens gang som dens undergang.