Kom og se dig selv! Den store attraktion i udstillingen 1023 FRA DOBBELT A på Kunsthal NORD er, at der en chance for at se et portræt af sig selv.

Thomas Dausell har i smug fotograferet mennesker på gaden i Aalborg (Dobbelt A, som det hedder på slang) og har på den baggrund tegnet 1023 portrætter, hvilket, kunstneren gør opmærksom på, svarer til ca. 1 % af populationen i den nordjyske hovedstad.

Kunsthallen er så fyldt til randen med de mange portrætter i sort akryl på hvidt papir, som er installeret på væggene, på gulvet og på søjler i arkitekten Ida Elise Bryldts iscenesættelse. Blandt de mange billeder er der monteret spejle – så er man da helt sikker på at møde sig selv.

Et demokratisk projekt?
Det imponerende antal, 1023, ophæver dog betydningen af det enkelte portræt og peger på tilfældet: Dét var så mange kunstneren nåede at få kreeret, inden udstillingen åbnede.

Og udstillingen vil sikkert gerne se sig selv som et demokratisk projekt: et ikke-hierarkisk arkiv over aalborgenserne, hvor forskelligheder såsom social status, køn og race tilnærmelsesvis er fjernet, idet alle portrætter er kørt igennem den samme ‘tegnemaskine’, hvor kunstneren med pen skitserer ansigtstræk, tilføjer et par brede penselstrøg henover eller tværer lidt med den sorte akrylfarve på det hvide papir.

Nok peger det enkelte portræt på det enkelte individ, idet Dausell kan tegne ‘så det ligner’, men fremstillingen og præsentationen af de mange portrætter vil snarere skildre kollektivet. Den masse, som man netop registrerer som masse mere end som enkeltstående individer en lørdag formiddag med gode tilbud på gågaden. Alle disse mennesker er anonyme mennesker, men selvfølgelig ikke mere anonyme end, at de i princippet har potentialet til at få min opmærksomhed, ligesom det kun er i min optik, de er anonyme. Selv opfatter de sig som det absolutte centrum.

Pasform
Så vidt, så godt. Jeg tror, det har været intentionen at skabe et sådant velmenende arkiv over ‘os, der kommer fra Dobbelt A’ – et billedalbum til understøttelse af fællesskabsfølelsen: Det handler om aalborgenserne, det handler om ens eget tilhørsforhold til kollektivet, det handler om det publikum, der kommer i kunsthallen, og på en måde er det hele skåret i pasform til det publikumscentrerede og oplevelseøkonomiske dogme, som mange institutioner og kunstnere løber efter. Det kommer der bare ikke nødvendigvis stor kunst eller store erkendelser ud af.

Uskarpt
Allerede i markedsføringen af udstillingen, hvor netop muligheden for at se sig selv billedliggjort gøres til attraktionen, kan man godt føle, at projektet bliver lidt træt – for er samtidens sociale billedkultur ikke i forvejen totalmættet af muligheder for netop dette ‘at se sig selv’? Det er i hvert fald ikke pr. automatik et progressivt træk for en kunstudstilling, med mindre man virkelig formår at reflektere dybere over dette forhold.
Det mellemmenneskelige engagement, som udstillingen lægger op til, er her leveret som kliche, og helt symptomatisk har kunstneren fotograferet modellerne inkognito uden nogen interaktion med dem.

Og så er der selve portrætterne. Dausells portrætter skal vel forstås i en konceptuel ramme, og næppe være hverken repræsentative, fortolkende eller blotlægge en personlighed eller dybde i det enkelte portræt?

Alligevel er portrætterne tilført den ekspressive kunsts stiltræk: Lidt heftige malerstrøg og lidt processuel sjusk, som peger i retning af en psykologisk afdækning af modellen eller en personlig investering i portrættet. Men det er en tom gestus og et ikke-integreret træk. For hvor hører kunstnerens lommepsykologi og -ekspressionisme hjemme i et projekt som dette, der ellers vil handle om massen, om fællesskabet, om publikum selv?

Snarere minder det ufrivilligt om en fiduskunstners greb: Som ville kunstneren sikre sig, at vi ser dette som kunst, når nu kunstneren benytter sig af genkendelige, stilistiske virkemidler.

Eller også er sagen den, at Dausell er mere traditionalist og bare virkelig optaget af portrættet som genre (han har i årevis arbejdet med portrættet som et hovedspor i sin praksis) med alle de særlige muligheder for kunstneriske fortolkninger, det rummer – og ikke nogen skarpskåren konceptsmed med spidskompetence i socialt engagement eller oplevelsesøkonomiske kunstprojekter?