Bikubenfonden tager imod visionære udstillingsidéer

Bikubenfonden tager imod visionære udstillingsidéer

Bikubenfonden modtager nu bud til deres årlige Visionspris. Der er deadline den 13. december. Pressefoto

I år inviterer Bikubenfonden endnu engang danske museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at indsende idéer til Udstillingsprisen Vision 2018. Fristen for indsendelse er den 13. december.

Hvad er den mest visionære udstillingsidé lige nu? Det spørgsmål stiller Bikubenfonden hvert år med Udstillingsprisen Vision, der er blevet uddelt siden 2015 med det formål at skabe rum for nytænkning af udstillingsformatet på billedkunstområdet.

Til prisen søger Bikubenfonden et visionært udstillingskoncept, som tager afsæt i billedkunsten og er af nutidig relevans. Blandt de indsendte forslag vil en jury udvælge tre-fem oplæg og invitere deres ophavsmænd ind til en anden runde, hvor de modtager 20.000 kroner til videreudvikling af deres respektive projekter.

Den endelige vinder udpeges i starten af 2018 med en præmie på tre millioner kroner fra fonden til at realisere deres idé.

Juryen består i 2017-19 af designer Stine Goya, partner og adm. direktør hos Henning Larsen Architects Mette Kynne Frandsen, kunstkritiker og ph.d. i kunsthistorie Malene Vest Hansen, professor i kunsthistorie Jacob Wamberg, kurator Jacob Lillemose, projektchef i Bikubenfonden Mette Marcus og Bikubenfondens direktør, Søren Kaare-Andersen.

Kilde: Bikubenfonden

I forlængelse af Udstillingsprisen Vision inviterer Bikubenfonden til en række saloner i løbet af året. Her bliver tendenser og udvikling inden for udstillingsområdet sat til debat – blandt andet i relation til forrige års vindere af Visionsprisen og deres præmierede projekter.

Torsdag den 5. oktober blev der afholdt Visionssalon med afsæt i Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygnings totalinstallation Sisters Academy – The Boarding School (vinder i 2016). Torsdag den 23. november arrangeres der Visionssalon i forbindelse med Museum Museions udstilling Mind the Gut (vinder i 2015).

Del artiklen

'Bikubenfonden tager imod visionære udstillingsidéer'

Facebook