Når samtidskunsten går i kirke

Mulighed for hellig kunst
Museet for Religiøs Kunst er, som navnet antyder, helliget religiøs kunst – under museets tag handler det om Gud og Jesus og det, som troende går og tror på.
Det sætter en bastant ramme om den kunst, der udstilles, men Frelst Fiktion bruger spændetrøjen og en smule ironisk distance til at fremtvinge hidtil usete aspekter i den (snart alt for) velkendte samtidskunst.

Elevator til den religiøse oplevelse
Udstillingen er på overfladen distanceret og kølig i sin tematisering af det religiøse, men de hellige rammer lader enkelte af værkerne tilbyde noget så gammeldags som regulære religiøse oplevelser af det guddommelige. Eller, det formoder jeg, da jeg som ikke-troende er forment adgang til de dele af værkerne.
Så selv om det er lettest for en ikke-troende at se bort fra det guddommelige brugsaspekt i den religiøse kunst, så er der alligevel værker, der måske kan hjælpe den troende med at åbne forbindelsen herfra og derop.

Transcendent samtidskunst?
Måske er det det, der er på spil i John Kørners Uden titel og Lilibeth Cuenca Rasmussens Holy Wood.
Når der hos Kørner svæver et dirrende kors over et prosaisk landskab med kraner og måger og når den korsfæstede Jesus-look-alike i Lilibeth Cuenca Rasmussens video i glimt indtager klassiske Kristuspositurer, så kan det være billeder, der får den troende til at prikke hul igennem til det deroppe.

Jesus får aldrig fat i mig
Som ikke-troende føler jeg mig på mere stensikker grund i de værker, der utvetydigt forholder sig til den ironiske distance, som udstillingens titel lægger op til.
Jeg nikker genkendende til de psykedeliske bogstaver i Anders Brinchs Jesus Will Never Get Me og jeg siger OH JAHR foran den korsfæstede Kristus med slatten rock-star-attitude på toppen af et hundelortsformet Golgata i Andreas Schulenburgs Skabs alter.

Fuck religionen
Vi ikke-troende bliver behageligt bekræftet i disse værkers fanden-i-voldske FUCK til religionen, men det er Kørner og Cuenca Rasmussens, der får mig til at overveje om mit hidtidige syn på samtidskunsten har været alt alt for snævert.

En ikke-troendes bekendelser
Engang i forrige årtusinde ville Brinch og Schulenburgs provokationer have skabt stor opstandelse blandt de troende, men i dag er der ingen vrede læserbreve i Kristeligt Dagblad eller præstedemonstrationer foran museet i Lemvig.
I stedet er det mig, den ikke-troende, der bliver provokeret af museets velsignede frækhed til at udstille 00-generationens kunst i et nyt lys.
Et lys der viser, at det kan handle om andet end politisk indignation og lillepigeuniverser, når samtidskunsten svinger penslen.