Feminine positioner i samtidskunsten

Feminine positioner i samtidskunsten

Lilibeth Cuenca Rasmussen: Being Human Being, Performance Museum Jorn, 2018. Foto: Liedeke Kruk.

Står vi ved en værdimæssig skillevej, hvor vi ikke længere mageligt kan læne os ind i en altomfavnende og afvæbnende værdirelativisme? Er situationen nu sådan, at kunsten ikke kan nøjes med at stille spørgsmål – må den også engagere sig i at levere svar på de udfordringer menneskeheden står overfor? Kan vi få øje på et gryende opgør med patriarkatet og individualismen, når vi leder efter kunstnere, der bekender sig til feminisme og holisme?

Da jeg i sin tid var studerende ved Det Jyske Kunstakademi, blev vi gjort opmærksom på, at en kunstner godt kunne stille spørgsmål, men aldrig selv måtte besvare dem. Dengang i 1990erne herskede en udbredt værdirelativisme som når den trådte i kraft, demonterede al uenighed og skabte en falsk bevidsthed om, at alle meninger var lige gode.

Forestillingen om, at verden stadig var et overflødighedshorn af materialer og muligheder, levede også lunt og godt i blandt os. Vi lærte, at individet gennem kapitalismens sejrsgang blev tildelt et mulighedsrum, som kun den dovne og fantasiløse ikke kunne udnytte i jagten på personlig vinding. Individualisme, ærgerrighed, konkurrence og strategisk snilde var egenskaber, som blev betragtet ukritisk, som uundværlige og beundringsværdige for enhver kunstner, der naturligvis var sin egen lykkes smed.
Mand dig op! Afsted! Op ad i hierarkiet, det var målet, koste hvad det ville.

Lone Mørch: Proud eyes closed. Mørch har i en årrække fotograferet over 1000 kvinder ude i naturen. Sammen forsøger de og hun at finde et feminint udtryk, som afspejler kvindernes egen naturlige power og deres fundamentale forbundethed med egen indre og den ydre natur.

Koppen er en slagmark

På den tid herskede der også en udbredt modvilje overfor de klassiske fagdiscipliner: tegning, maleri, keramik, grafik og skulptur. På det Jyske Kunstakademi udmøntede det sig i, at man solgte de grafiske trykpresser, opgav mørkekammeret og ophævede den traditionelle opdeling i fagskoler med tilknyttede specialværksteder og specifikke medier.

Tendensen var udbredt og afstedkom, at den internationale kunstscene eksploderede i video, performance og fotografi. Hidtil perifere udtryksformer, der hermed fik kolossal bevågenhed. Det vrimlede pludselig med bekendelser fra kunstnere, særligt kvinder, der i sync med Barbara Krügers ord: Your Body is a Battle Ground brugte deres egne kroppe som materiale i fortællinger om individets kamp for retten til at adressere alle de smertepunkter, som mennesker i senmoderniteten var overladte til at kæmpe med i ensomhed eller kun kunne få hjælp til inden for rammerne af psykiatrien: Anoreksi, bulimi, cutting og anden selvpåført vold, frustreret sex og S/M og fetichisme af en hver art, blev udstillet på ofte stærkt overtydelige faconer.

Alle tænkelige konsekvenser af en overdrevent racistisk, kolonialistisk, materialistisk, hierarkisk, patriarkalsk og individualistisk samfundsstruktur fik fuld spot på samtidskunstscenen. Jenny Holzers udsagn: Protect Me From What I Want, bøjet i neon downtown NYC, synes at give næring til alle disse kunstneres kritiske afsløringer af samtidens mange psykologiske patologier og traumelag. Den skinnende moderne verden med alle dens muligheder for at tilfredsstille alverdens begær fik pludselig vendt vrangen ud, så vi kunne se den ikke så skønne bagside.

Uro

Som den norske psykiater og kulturanalytiker Finn Skårderud peger på i sin samtidige essaysamling URO – en rejse i det moderne selv, er moderniteten netop karakteriseret ved ambivalens og rastløshed. Performativitet og identitet smelter sammen, og evnen til at balancere netop disse forhold forudsætter, at individet er i besiddelse af et stærkt indre kompas: et sundt og velafgrænset ”Jeg”. Noget de færreste i tilstrækkelig grad er udstyrede med, når de flytter hjemmefra.

Af den grund er den herskende tilstand i verden rastløshed og ambivalens. Skårderud viser, hvordan patriarkat, materialisme og individualisme udfordrer individets evne til at opnå en tilstrækkelig indre styring, der i sin reneste form er orienteret imod balance, fælleskab og natur.

I stedet indlejres vi i begrænsende kønsstereotyper. Den halv-hed, det medfører ikke at kunne være et helt menneske, udnyttes af markedskræfterne, som udnytter og forstærker vores kompensatoriske afhængighed af statussymboler, kontrol, succes, hedonisme, underholdning og magt.

Madelaine Andersson: Stills fra Dirty Coal, del af research projektet Petrosexuality, 2020.

Frisind og magt i Danmark

På den danske kunstscene, hvor frisindet altid synes at gå forrest, gik det i 1990erne paradoksalt nok mere fodslæbende og stille for sig. Flere stærke personligheder fra boomergenerationen som for eksempel Kirsten Justesen, Dea Trier Mørch, Lene Adler Pedersen, Jytte Rex, Ulla Didrichsen banede indædt vejen for, at yngre kvindelige kunstnere efterfølgende kunne få øje på og bearbejde nogle af de mest ømme smertepunkter. Men herhjemme var der ikke den store lyst til at anskue dette politiske-, feministiske og selvudleverende kunstfelt som en nødvendig bevægelse, der i samklang med avantgarden før dem, stillede spørgsmål til og pegede på den ikke gode nok nutid.

Siden pornoens frigivelse har Danmark levet højt på et falsk selvbillede som verdens førende land i forhold til ligestilling og frihed. Få har forstået, at ligestilling ikke er mulig indenfor patriarkatet, og derfor er det gået hen over hovederne på de fleste, at det danske frisind først og fremmest er et fristed for opportunistiske mænd – og de kvinder, som uden rigtigt at forstå alvoren, fortsætter med at servicere det grandiose maskuline ego.
På den baggrund forblev store dele af den danske kunstscene – med overlæg eller ubevidst – patriarkalsk og mandsdomineret helt op til nutiden.

Nu er det ikke denne artikels anliggende at fortabe sig i historien, denne intro blot for at understrege hvor internaliserede og ubevidste disse apparater er, og i hvor høj grad der stadig er behov for at bryde sproget, vi anvender, op og skabe nye rammer. Aktuelt står vi med ryggen op ad muren, vi har netop oplevet den anden Me-too-bølge rulle hen over landet: først i andet hug fik Sofie Linde (endelig) tændt den gnist, der skulle til, for at danskerne forstod, at det her er alvor.

Parallelt hermed har vi været underdrejede i mere end et år på grund af coronapandemien, og hvis ikke andet så har den gjort os opmærksom på, hvor presserende det er for os at genopfinde, hvordan vi bor, producerer fødevarer og indretter os på planeten, så vi ikke bliver syge, og så der er plads til den vilde, oprindelige natur og de andre arter, med hvem vi deler dette forunderlige økosystem.

Rune Bosse
Rune Bosse: Plant Memorie, new Years eve in the workshop, 2016. Foto: Galleri Jacob Bjørn

Et wake-up-call

Under tørken i 2018 oplevede jeg med tilbageholdt åndedræt, hvordan naturen kæmpede for at overleve. Jeg så træer og buske stå med slatne blade i månedsvis. Som ugerne gik bemærkede jeg, hvordan de hårdest ramte gulnedes før tid. Som et sidste værn mod tørsten trak væksterne al deres energi ned i rodnettet. Jeg bliver stadig rørstrømsk ved mindet om, hvordan jeg omfavnede et elsket kastanjetræ, som i foråret havde stået blomstrende og fuld af kraft, hulkende over at tørken havde taget livet af det. For mig var tørken en monumental påmindelse om klimaforandringerne og deres synlige effekter på naturen.

Tænk hvis der en dag ikke findes hvaler og elefanter? Forestil dig det savn, deres uddøen skaber i vores kollektive bevidsthed! Personligt har jeg hele livet næret en dyb kærlighed til naturen. Hvis den ikke findes – hvis arterne forsvinder – gider jeg heller ikke at være her. Sådan har jeg altid haft det, sådan er det fortsat.
I mere end fyrre år har jeg beskæftiget mig med klima- og forureningsproblematikker. I alle disse år er min ”oversensitive” feminine stemme blevet mødt med hån og modvilje. Med stigende ængstelse, utålmodighed og vrede har jeg derfor set på, hvordan problemerne bare vokser og vokser.

Et nyt perspektiv

Efter tørken i 2018 har jeg under dække af mine roller som henholdsvis leder af Project Art Writing og kunstkritiker researchet og undersøgt de positioner i litteratur og kunst, som beskæftiger sig med natur, kapitalismekritik, det antropocæne, holisme og feminisme. Som ledetråd har jeg anvendt følgende citat af den feministiske tænker og forfatter Ursula K. Le Guin:

”…we’ll be wanting the voices of writers who can see alternatives to how we live now. Writers who can see through our fear-stricken society and its obsessive technologies to other ways of being, and even imagine real grounds for hope. We’ll need writers who can remember freedom — poets, visionaries — realists of a larger reality.”

StudioThinkingHand
StudioThinkingHand: Forsøg med tidevandsværker på Gilleleje strand. Foto. StudioThinkingHand.

Kunsten er et porøst rum for erkendelse

Jeg opfatter kunsten og litteraturen som en art billed- og tænkemaskiner, der tillader os at stige ned i porøse huller af bevidsthed og materialitet, hvorfra det er muligt at syntetisere alternative forestillinger om verden og eksistensen til gavn for individernes evner til at reflektere og handle med større bevidsthed, indlevelse og nænsomhed på de gigantiske udfordringer, menneskeheden aktuelt er konfronteret med.

Som Ursula K. Le Guin ser jeg kunstnerens stemme som utrolig vigtig i en tid, hvor erkendelsen om, at der er grænser for udnyttelsen af jordens ressourcer, skubber voldsomt til angsten for fremtiden. Vi er i sandhed et samfund ramt af angst (fear-sticken).

Det nyligt overståede amerikanske valg har i den grad afsløret, hvordan fronterne – de der ønsker at bevare status quo, og de der ønsker forandring – står mere og mere uforsonlige overfor hinanden og ikke længere kan holdes på afstand af den bekvemme værdirelativisme, som hidtil har forhindret de værste konfrontationer. Herhjemme ser vi nøjagtig det samme i forbindelse med ’Minkgate’, Men in Black og Coronapandemien.

I en årrække har jeg besøgt kunstnere rundt omkring i landet og talt med dem om disse ting. Jeg har registreret et slægtskab mellem dem og mig, som bekræftes i den fælles bevidsthed om krisernes omfang og forbundethed og den stadig mere præsente vished om, at noget nyt må ske – og at vi alle har et ansvar for, at det sker.
Der er en spirende bevægelse igang, som på den lange bane vil blive et opgør med patriarkatet, individualismen og auteurmyten – for hverken feminisme eller holisme er mulige inden for disse hierarkiske og ekskluderende systemer.

Nye positioner i samtidskunsten

Tiden er moden til et opgør med patriarkatet og dets ophøjelse af det maskuline og dets skadelige polarisering af kønnene. Pointen er, at dette hierarkiske og ulighedsskabende system ødelægger mennesker såvel som naturens økosystemer. Hvis vi skal handle klogt NU, er det på høje tid at forstå, at nogle spørgsmål og svar er bedre end andre – og at mange af de løsninger, vi hidtil har lænet os op ad, ikke længere duer.

Camilla Berner: Plant Museum, 2020. Fra udstilling på udstillingsstedet M100.
Foto: Kirstine Mengel

Flere og flere kunstnere er begyndt at udvikle nye praksisformer, der aktivt leder efter nye svar på nutidens store spørgsmål gennem research, inddragelse, samskabelse og udvidede og gerne tværfaglige laboratoriestudier. Forskning, nye ideer, materialer, møder og medier indgår i intrikate sammenstillinger og skaber nye mulighedsrum, nye erkendelser og nye horisonter.

Kunstnere som Camilla Berner, der arbejder med byrum, planter og økologi. Jan Skovgaards stødt voksende billedunivers, der med subtile virkemidler taler om liv og død og benytter vilde blomster og planter til at genopfinde sproget med. Duoen Studio Thinking Hand, der kombinerer filosofi, økologi, naturkræfter og kemi i deres værker. Alle er de eksempler på, hvordan kunsten bevæger sig ind på nye områder.

Signe Højmark der knokler som kunstner og kurator for at højne bevidstheden i det nordjyske, og som desuden er erklæret feminist og permakulturformidler.
Rune Bosse, som måske er den mest kendte yngre kunstner, der har kastet sig over planterne for at skabe tankevækkende og skønne værker, og som i skrivende stund som ”et stort pattedyr” med sin krop er i færd med at påvirke og udvikle sin egen skov ved et gods på Sjælland.

Lotte Tauber Lassen: Fra serien Night Trees, Sleeping, Resting, Hibernating, ongoing projekt siden 2009.

Billedkunstner Lotte Tauber Lassen undersøger historiske skrifter og filosofi og skriver på sin blog gennemarbejdede essays om myter, ritualer, holisme, feminisme og økologi. Hendes afsæt hviler på en mangeårig shamanistisk forståelsesramme og praksis. Den unge Madelaine Andersson, som arbejder med feminisme, identitet, økologi og kapitalismekritik, er endnu et rigtig godt eksempel på, hvordan omfattende research og kunst går hånd i hånd og afstedkommer smukke, dybt foruroligende værker med stor kritisk brod.

Performancekunstneren Lillibeth Cuenca Rasmussen bærer sine feministiske kunstnermødres fakler videre i sit helhjertede arbejde med krop, myte, sjæl og energi. Hun kæmper imod tyranni og for menneskelig værdighed på tværs af race og geografi. Hun insisterer på menneskets forbundethed med naturen, og på at begge er i besiddelse af ånd.

Performer Tina Andersen har i en årrække beskæftiget sig med jord. Værkerne er dialogbaserede installationer, der undersøger forskellige jordbrugeres følelsesmæssige forhold til og viden om jorden og dens beskaffenhed. Hendes praksis er både blidt konfrontatorisk, samarbejdende og kritisk.

Hvordan fungerer andre samfund? Fra Secret Hotels Vandringsforelæsning om myrer med blandt andre myreforsker Hans Joachim Offenberg og hjerneforsker og antropolog Andreas Roepstorff. Foto: Lotus Lykke Skov

Secret Hotel alias Christine Fentz arbejder med jord, dyr, holisme, feminisme, spiritualitet, naturterapi og krop fra sin fine gamle bondegård ved Bogense i Mols Bjerge. Gennem sit recidency Earth Wise står hendes dør åben for skabende og performende kunstnere og for forskere, som er optagede af natur og økologi. Secret Hotel er også sammen med Aarhus Universitet vært for Earth Bound-symposiet: en tilbagevendende event, som bl.a. undersøger mennesker og dyrs muligheder for fortsat sameksistens i det antropocæne.

Forfatter Andreas Vermehren Holm udgiver på sit forlag Virklig blandt andet det voluminøse tidskrift NY JORD, hvori ældre emblematiske tekster om naturforholdet, de andre arter og økologien mødes med spritnye yngre forfattere. Et andet forlag, som længe har beskæftiget sig med den mere marginale og dybt spekulative litteratur og filosofi, er Antyperine ved Mathias Kokholm. I det regi har eksempelvis Mikkel Bolt fået mulighed for at udfolde sin heftige kritik af oplevelsesøkonomiens indmarch i kunstinstitutionen og hans lige så heftige og erklærede revolutionære kapitalismekritik.

I København lever praksisfællesskabet Laboratorium for Æstetik og Økologi sit eget liv og er en af de vildeste og mest spekulative platforme for tænkning, skrift og gestaltning, jeg kan få øje på i Danmark lige nu

Det mentale Danmark

I mødet med kunstnere fra den internationale kunstscene er jeg blevet stadig mere opmærksom på, at vi i Skandinavien og særligt i Danmark, er utroligt mentale. Den splittelse mellem hoved-intellekt og krop-ånd, som med kristendommen er videreført i patriarkatets adskillelse af de almene fællesmenneskelige kvaliteter i ’maskulint’ og ’feminint’, har siden Descartes’ berømte ord: ”Jeg tænker, altså er jeg”, sat dybe spor i vores samfund.

Patriarkatets ophøjelse af maskuliniteten, tænkningen og det rationelle har skabt en tilstand, hvori mænd er fraspaltede deres emotionelle og feminine sider og kvinder frarøves deres kraft, ambition og stemme. En tilstand som gennemsyrer hele vores samfund og skaber ulighed, vrede og mistillid mellem kønnene. Det har også den effekt, at de fleste af os er udstyret med en dyb og ofte ubevidst mistro til alt, hvad der er sanseligt, intuitivt og åndeligt.

Tina Andersen. Fra installationen Talende jord. Foto: Tina Andersen.

Dette kommer også til udtryk på kunstscenen, hvor rigtig mange kvindelige kunstnere længe har følt sig trynede på grund af deres foragtelige ”sensitivitet”. Mange har trukket sig ud i periferien for ”at kunne være sig selv” og arbejde med de tanker og det udtryk, som ligger dem på sinde, og som åbenbart endnu ikke er værdigt til en plads i kunsthistorien.
Kvinderne, jeg møder i udkanten af kunstscenen, dyrker jorden, passer børnene, kærer sig om kroppen og påskønner naturen, universet og det åndelige. Nogle rigtige hekse, ville man nok have sagt i Middelalderen.

Den kyniske maskulinitet

Før tørken i 2018 gik jeg en sommeraften med min partner i det paradis, hvori jeg selv er kustode. Jeg fortalte og pegede på urter og blomster. Pludselig afbryder han og ser mig trodsigt ind i øjnene. ”Du kan lige så godt opgive at fortælle mig alt det der, for det rager mig en høstblomst. For min skyld kunne vi asfaltere hele lortet her og male det grønt. Personligt ville jeg ikke kunne se forskel!” siger han brysk og går tilbage til huset.

Den udtalelse kommer ikke ud af ingenting. Den er et resultat af en historisk prægning, og episoden tjener som skræmmeeksempel på, hvor ødelæggende det patriarkalske system er og har været i generationer. Det viser i hvor høj grad maskuliniteten bliver grandios, afstumpet og kynisk, når den ikke kan være i autentisk og integreret kontakt med det feminine. Situationen afslører også, hvordan det feminine devalueres og undertrykkes, selv når det manifesteres gennem kvinden.

Jan Skovgaard: RE_FLOWER 10 (no. 6), 2016.

Ny bevidsthed og opbrud

Flere og flere i samtiden har blik for denne problematik, og heldigvis går det lige nu stærkt i de yngre generationer: de unge kvinder siger fra og bruger Me-too som en løftestang for kvinders stemmer, der i generationer har været undertrykt og er blevet mødt med mistillid og foragt. De unge samles under klimafanerne og Black Lives Matter-banerne. Flere og flere mænd træder i karakter og erklærer sig som modstandere af patriarkatets polariserede og forskelsdyrkende kønsroller. Flere og flere mennesker forstår, at patriarkatet står i vejen for en forbedret og mere retfærdig human og holistisk fremtid.

Vi har alt for længe levet i en destruktiv ’maskulinisme’. Hvis vi skal finde løsninger for ligestilling, racediskrimination, klimaforandringer og andre aktuelle problemstillinger, må vi se på, hvordan alle former for krænkelse faktisk er forbundet og er rodfæstet i den hierarkiske forestilling om nogets mereværd eller mindreværd.

Undertrykkelsen af det feminine hænger således nært sammen med undertrykkelsen af naturen. Ligesom alle de andre former for undertrykkelse, der er knyttet til imperialisme og kapitalistisk globalisering. Således er også kampen for natur og dyrevelfærd et opgør med vores egen samfundsstruktur med alt det, vi – både bevidst og ubevidst – ekskluderer og dømmer som mindreværdigt og dubiøst.

I over 50 år har naturkunsten levet et stille og relativt ubemærket liv. På parnasset har man skævet til disse sensitive og naive kunstnertyper med overbærenhed og latter. Deres bekymring og omsorg for naturen og dens nære forbindelse til os som levende kroppe og spirituelle væsener vakte foragt og moro i en tid, hvor ingen kunne forestille sig, at menneskets overlevelse ville blive afhængigt af aktivt at gøre en indsats for at bevare naturen.

I Danmark er Jørn Rønnau, Alfio Bonanno og Michael Hansen genrens Grand Old Men. Det er nok ikke tilfældigt vores kultur taget i betragtning, at der er tale om tre mænd, men sikkert er det, at disse kunstnere i højere grad end flertallet også er i kontakt med det feminine.

Jørn Rønnau: Tanden, 1993.
Først skabt som opretstående enhjørningehorn med motorsav. Siden ‘omskabt’ af naturen til en liggende narhvals-tand – sådan fungerer naturkunsten. Foto: Trine Rytter Andersen.

Holisme og feminisme

I fremtiden vil kunstneren ikke kun kendes på sine faktiske værker men også på sine evner som katalysator og rammesætter for kollektive undersøgelser, der fremmer større bevidsthed om sammenhængen mellem holisme, feminisme og det ægte, nærende samfundsfællesskab.

Kunstneren vil være aktiv medskaber af mening og dannelse, og fordi hun kan trække på sin stærke intuition og dens forbindelse til det kollektive ubevidste, er hun i stand til at facilitere inddragende processer, hvorigennem deltagernes egen viden og kompetencer får mulighed for at udvikle sig og blomstre og blive til bevidsthed – til fælles glæde og inspiration.
Som den fine amerikanske forfatter og naturaktivist Derrick Jensen i A Language Older Than Words, får jeg lyst til at kysse Descartes lidenskabeligt på munden og spørge: ”René kære ven, føler du stadig ingenting?”.

Og hvis du kære læser, føler at denne tekst er følagtig, naiv og ”feminin”, så har jeg ramt plet! For det er i den foragt, du netop nu måtte føle i forhold til mig, at hele denne problemstilling får sin energi. Så vær sød at se dybt ind i dig selv – lyt til budskabet – før du adlyder din ubevidste og automatiske lyst til at dræbe budbringeren.

Hvis vi skal udvikle os, må de magtfuldes hjerter smeltes, og de undertryktes stemmer høres.

Del artiklen

'Feminine positioner i samtidskunsten'

Facebook