Da Kørner i 2013 havde sin første soloudstilling i galleriet, hang malerierne på væggen og installationen af glas-skulptur-problemer holdt sig i ét rum. Godt nok var malerierne oplyst af spots, som lagde sig præcist på hele lærredets flade og kun dér, men det var stadig en udstilling med værker, der artede sig pænt i rummene. Sådan er det ikke denne gang.

Som en begyndelse går man om bag de ukantede gardiner og ind i sovesalen med det bløde gulvtæppe. Her står fem senge med blanklakerede klumper i forskellige størrelser puttet pænt under bløde dyner og med natlampen tændt ved hovedgærdet. Klumperne kendes som problemer. Problemerne er blevet listet som klumper på række i malerier eller andre installationer af Kørner, men når de som her indfinder sig i møbler er de kropslige som ikke før set.

Sovearrangementet er institutionelt mere end hjemligt. Måske er problemerne under helbredelse, nyder godt af særlig omsorg under professionelle rammer, eller de er sat i karantæne, fordi de ikke må poppe og formere sig?

Naturen siver ind
Frisk luft skal der til, så alle udstillingsstedets vinduer og altandøre står åbne med blafrende gardiner. Kulden trækker helt ind i, men ikke kun vinden, for gulvets tæppe med den bløde luv er sandet på en strand og bølgen kommer nu.

Jeg går væk fra sengene og videre gennem rummene alt imens gulvet hæver sig. Væggene er fine og hvide, ovenlyset virker som det plejer, men den faste grund under fødderne ender med en stejl hældning helt oppe under loftet. Elementerne, havet og vinden, er sevet indenfor. I virkeligheden kan jeg ikke gå på vandet. Men se, billederne flyder rundt, de er stadig ovenpå.

Slutbilledet, baggrunden for rulleteksterne efter katastrofefilmen, måler 55 x 130 cm, og det er et passende format, når det er lige ved at skylle gennem loftet. Som slutbillede har det heldigvis en dør, en åbning til en grotte med umalet hvidt lærred, så måske er der alligevel en fantastisk udvej.

Den Fantastiske Udvej er titlen på en bog fra Kørner udgivet 1999. Allerede dengang arbejdede han med at lade værkerne være anledninger til samtaler om samtiden, som også i filmen My Seven Best Paintings fra 2006, hvor kunstneren tager sine malerier med ud at gå og viser dem frem på for eksempel et plejehjem eller for en ven. Der er meget at tale om.

Hvad sker der?
Nogle af billederne i den aktuelle udstilling har vandholdige, sorte tentakler malet ind over sig. Sjovt nok er det ofte disse mørke linjer, der giver lys i billederne. Figurerne kløjs hver især med elementerne eller deres placering på lærredet, akkurat som jeg kløjs ved at gå gennem udstillingen.

Én balancerer på en stige i et ødeland for at nå et vindue, som svæver over en klippe. En anden falder ned fra en bænk, og omkring ham ligger sten og enkelte sko med kraftige slagskygger. På et tredje billede stavrer alt for store fulderikker i en alt for lille kulisse af ruinerne i Delfi – måske er det et fatamorgana, ligesom den dobbelte sol på himlen. En fjerde ligger på ryggen i et vandfald.

Ikke en eneste står med fødderne på sikker, plan grund. Rundt omkring i malerierne er der kroppe, som slænger sig på bænke, men ikke af den slags der står i en skøn park eller en privat have, snarere bænke som dem kommunen har sat op i det offentlige rum eller på ventepladser for folk undervejs.

Der er meget på færde, og man skal ikke kun lade sig benove af opsætningen, for al deres forskellighed til trods, så fremkalder malerierne nuancer af udstillingens tema.

På et billede er der for eksempel ophobede døde fluer i en vindueskarm, hvis hasp er typisk dansk, men bag ruden ligger et fartøj, som jeg tror flyder et andet sted. På et andet billede kravler en mand med gummisko og kasket over en fodgængerovergang. Det er i sig selv lidt mærkeligt, men mere mærkeligt er det, at der bag ham ligger kropsdele eller endnu levende i akavede stillinger. Fodgængerovergangen er tryg og civiliseret, men der er alligevel grund til at krybe langs jorden.

En mulighed for redning?
Af udstillingens 12 malerier hænger de fem over hver af de puttede problemer, de resterende rider på gulvets bølge. Foruden malerierne, som er ved at blive skyllet væk, eller som er de eneste, der flyder ovenpå og bliver reddet, står der fem mindre problemklumper i bølgen. De er fortøjningspæle! Her ville jeg forsøge at fortøjre min båd, hvis jeg ikke vil lade bølgen tage mig. Det er nyt at se de kendte problemer som noget, man klynger sig til, når omgivelserne er i forandring.

Udstillingen ser cool ud, men det, den handler om, er brændende varmt. Kørner er først og fremmest billedkunstner, maler, en rigtig dygtig en af slagsen. Men når han maler, er det som samtidskunstner med en bevidsthed om verden.

I udstillingen Blue Bedroom er malerierne i tæppets bølge ligesom menneskene, der driver i Middelhavet, og ikke tilfældigt rummer værktitlerne praj om lokaliteter i Afghanistan og Grækenland ligesom selve gulvet i udstillingen, der ligner et smeltende Arktis.

Bølgen, som et tæppe, har kunstneren før brugt i udstillinger hos The Victoria Miro Gallery i London, HEART Herning Museum of Contemporary Art og J. F. Willumsens Museum. Den er ved at blive et grundmotiv, som erstatning for 00’ernes optagethed af institutioner som bank, fabrik og museum.

Senere i år åbner Kunsthal Charlottenborg en retrospektiv udstilling med Kørner, der netop er fyldt 50 år. Udstillingen, der er kurateret af Marie Nipper, vil vægte de samfundsproblematikker, som kunstneren har haft op at vende gennem årene.