WHATTUP internet?

WHATTUP internet?

Hennessy Youngman (Jayson Musson): How To Be A Succesful Black Artist. Foto: YouTube Screengrab

Video og Super 8-formaterne åbnede i 60’erne og 70’erne muligheden for at bruge levende billeder nemt og billigt – med en revolution i kunsten som resultat. Nu er det æstetikken og de kulturelle klichéer i YouTube-formatet, der frembyder et nyt felt for kunstnerisk aktion, hvor kritisk og bevidstgørende kunst kan optræde midt iblandt nettets trash. Men hvem griber chancen?

Et af mine absolutte yndlingskunstværker er Bruce Naumans fire film Art Make Up (1967/68), hvor kunstneren omhyggeligt ifører sin krop det ene lag makeup efter det andet i fire forskellige farver. Der er noget sært betagende, besværgende og desperat i den måde, kunstneren indfanger et tragisk og dødsdømt forsøg på at gennemføre en transformation, der skal drive kroppen hinsides dens indespærrede kedsomhed og trivielle identitet.

Youtubernes bedsteforældre
Det er interessant at tænke på, om der mon er en eller anden forbindelse imellem de nutidige storhittende youtuberes udfoldelser på alverdens skærme, og så den kunstneriske tradition, der blev grundlagt med nogle tidlige kunstfilm og videoer, der dokumenterer performances og eksperimenter for 50 år siden; simple, kropslige undersøgelser af kroppens grænser og muligheder, som f.eks. “brækfilmen” af Paul Gernes (1963) hvor kunstneren spiser havregrød og derefter kaster op ud over sig selv og sit store skæg; eller den nyligt afdøde Vito Acconcis inddragelse af smerte og udholdenhed med kroppen som skueplads i 60’erne og 70’erne. Og i takt med kunstnernes overskridelse af grænse efter grænse, såvel psykologisk som æstetisk, skred det levende billedmedie over den ene grænse efter den anden for blufærdighed, moral og smag.

Når jeg engang imellem kigger over skulderen på mine børn for at se, hvad der foregår på iPad’ens ellers mobilens skærm, er det tit, at der bliver set videoer med youtubere. Disse selvlærte og selvudråbte entertainere vinder frem i tusindtal på internettet, og deres kanaler ses og likes af svimlende millioner af seere – og heriblandt altså også mine unger til min fortrydelse.

Aktioner uden mening
Det må siges, at youtuberne tager disciplinen at blive kendt uden at kunne noget som helst til et helt nyt niveau. Mange youtubere går med vilje ind i ydmygende oplevelser, som f.eks. at spise en forfærdelig blanding af ulækker mad, der får dem til at kaste op. Det er en performativ genre, hvor værten selv går igennem russisk roulette-agtige “challenges” (som dog ofte har en særdeles ufarlig og overfladisk karakter), hvor man bliver “idømt” en klovneagtig opgave, der kunne være at få håret farvet eller lagt en latterlig makeup, få en tatovering eller spise stærk chili.

Det pinagtige i at “faile”, ydmyges eller slå sig indgår selvfølgelig i et symbiotisk forhold med beskueren, der opnår nydelse ved at være simultant frastødt og tiltrukket af at se på lidelserne – en dynamik, der også har været i spil i forhold til Body Art og lignende genrer. Men hvis man skal se på youtuberne som en performativ genre, er der i hvert fald dén væsentlige forskel på fænomenet og performancekunst, at der ikke ser ud til at være nogen mening eller budskab i at foretage anstrengelserne, der ofte har yderst imbecil og umoden karakter.

For youtuberne er der ikke andet på spil end at konkurrere med andre youtubere om at indsamle den flygtige, virtuelle valuta, likes. Jo flere likes, jo mere sandsynligt er det, at man kan få en sponsor, der kan give en gratis tøj, rejser eller produkter mod, at disse bliver fremhævet i videoerne.

Youtuberne står på to ben
Nogen gange er dét ikke at kunne noget en vej til skærmen, som det jo ses i Vild med Dans, X Factor og mange andre talentshows, hvor det grænseoverskridende i den virkeligt dårlige præstation, den ufrivillige fiasko, skaber den bedste underholdning og afstiver egoet hos beskueren, der uden egen risiko kan lade sig underholde.

Dette er det ene ‘ben’, som youtuber-kulturen hviler på, og det andet er den modsatte dynamik, nemlig den skønhedsdyrkende og selviscenesættende DIY-skønhedsdronning, der instruerer i makeup, fitness, mode, hår og tøj. Her er der tale om en grov kommercialisering og udnyttelse af især kvindekroppen, hvor man ser en hæmningsløs dyrkelse af et stereotypt, barbiedukkeagtigt kvindeideal, som går ud på, at (de unge) piger skal lære at sminke sig og klæde sig ud til at ligne sexkillinger. Udover naturligvis at være en lysende reklamesøjle for skønhedsprodukter, har disse videoer en meget skadelig indvirkning på unge pigers selvopfattelse og identitet.

Er youtubere og vloggere blot et forfærdeligt folkefærd, som ikke kan noget, men blot tilfører internettet mere affald, som bliver konsumeret af bevidstløse unge? Både og. Når man ser på de internetfænomener, der er henvendt til de unge, er der meget ævl, dårlige pranks, DIY og stupid gentagelse af tvivlsomt internet indhold, at man skulle tro, det var løgn.

Men hvis man køber præmissen om, at denne hæslige genre til en vis grad står i gæld til kunsten, kan man så se det for sig, at den kan give et eller andet tilbage til kunsten? Eller var alting bare bedre i gamle dage?

Reclaim YouTube
Der er en mulighed for at skabe nyt, så snart der er et nyt medie, der bliver tilgængeligt for kunstnere, som forstår at finde potentialet i det. Det er derfor ikke overraskende den satiriske og aktivistiske kunst, der spiller en væsentlig rolle i det nye medielandskab af streaming-videoer, Instagram og blogs.

Med ordene “Whattup, Internet?” tonede den amerikanske kunstner Jayson Musson for nogle år siden frem på YouTube i skikkelse af sit alias Hennessy Youngman: En hip-hopper, der i et sprog, der kommer direkte fra ghettoen, fyrer en yderst uimponeret tirade om, hvad kunst og kunstfilosofi er og ikke er, af i en række korte videoafsnit (Art Thoughtz), der tager fat på alt fra post-strukturalisme, via hvordan man får succes som sort kunstner, til hvor åndssvag Beuys er (eller Beuys-Z, som Youngman kalder ham). Det lyder corny, men fungerer faktisk som sjov og intelligent satire, der har fået en fortjent viral popularitet. Youngman/Musson får fat i, hvad kunsten og ideerne egentlig handler om, samtidig med at det på den mest down-to-earth-agtige måde river den prætentiøse kunstfims ned fra piedestalen.

DIY med Maja
Maja Malou Lyse er en smuk ung pige, der forførende viser sin krop frem på Instagram og laver YouTube instruktionsvideoer i at træne aerobics og tage selfies (samtidig!). Hendes univers er pink, cute og sexet; men det varer ikke længe, før man forstår, at dette er en radikal cyberfeminist, der med stilren post-internetkunst skaber en kritisk parallel til girlie-DIY-videoerne. Lyse retter skytset mod det maskuline blik og den simultane kommercialisering og censur af kvindens naturlige krop.

Hendes billeder af kvindekroppen, der ved første øjekast iscenesættes som et villigt objekt og taler ind i et dominant mandeunivers, sætter ved nærmere eftersyn sin helt egen dagsorden med et utvetydigt budskab om selvrespekt og total kontrol over egen seksualitet og kropsopfattelse. Her tager Lyse i øvrigt DIY-kategorien til et helt nyt niveau ved at fokusere på kvindekønnets sundhed i helt konkret – og grafisk eksplicit – gynækologisk forstand.

En del af hendes strategi, der udfolder sig over en bred vifte af formater som YouTube, Insta, blogs, Tumblr osv., er en bevidst subversion af traditionelt “feminine” symboler, f.eks. i brugen af farven pink, hjerter, smykker, pynt og især selfies, der i Lyses univers bliver en selvstyrkende gestus og et identitetsprojekt i lige blodlinie med de bedste kunstneriske selvportrætter.

Maja Malou Lyse. Foto: Instagram

Med selfien og Instagram-kontoen som stærke våben, har den argentinske kunstner Amalia Ullmann også på sublim vis med sit projekt Excellences & Perfections (2014) taget tusinder ved næsen med sit gennemførte performanceprojekt som selfie-skydende dulle, der blev gennemført på Instagram over et helt år. Læs mere om Amalia Ullmanns værk her på kunsten.nu

Maja Malou Lyse har en noget mere konfronterende stil, men det er et stærkt projekt, der fører en radikal feminisme direkte ind i blodbanen på internettets bigotte, skønhedsfikserede youtuber-univers. Hun har ikke overraskende fået stor eksponering fra magasiner som Vice til internationale kunstinstitutioner med bl.a. live performances med publikumsinddragelse af Selfie Stick Aerobics. Og derudover har hun også fået en kæmpe bunke af tilsvining og hadekommentarer for sin kropskunst, der er gået viralt og bl.a. har været eksponeret på Huffington Post og FOX News foruden utallige mere suspekte sites. Men sådan er vilkårene i dette univers – der findes både masser af likes og det modsatte derude.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Selfie Stick Aerobics er lavet i samarbejde med Arvida Byström, en svensk kunstner og fotograf, hvis praksis også fokuserer på et feministisk opgør med det traditionelle kvindelige kropsideal og en frigørelse af den kvindelige seksualitet. Men i modsætning til Lyse fungerer Byströms fotografi i et krydsfelt imellem radikal kunstpraksis og kommercielt modefotografi og styling, hvor hun f.eks. har lavet nyskabende videoer (der også tematiserer selfien) for modefirmaet NastyGal

Web: majamaloulyse.info
Instagram: Maja Malou Lyse, @habitual_body_monitoring2

Kommentarer