Tilflugt i materien

Tilflugt i materien

PWR: Pandæmonium, 2017. Still fra video

Billedserie

Svenske PWR leverer med Pandæmonium en tværmedial dystopi, hvor følesansen er et sidste refugium. Først og fremmest overrumpler duoen dog med en æstetik, der fungerer lige så naturligt online som i udstillingsrummet.

Et besøg på det københavnske udstillingssted Annual Reportts hjemmeside bliver hurtigt til en kamp mod uret. Den Berlin-baserede, svenske kunstnerduo PWR (Hanna Nilsson og Rasmus Svensson) har nemlig ikke blot indtaget det beskedne rum på Nørrebro, men også annualreportt.com, hvor de i raskt læsetempo, bogstav for bogstav overtager skærmbilledet. Dette brud med alle konventionelle regler for god brugeroplevelse på nettet er en kærkommen besværliggørelse af søgen efter information, og det tvinger den besøgende til at ændre adfærd.

Mumletekst
En sådan ændret adfærd kan tage forskellig form alt efter temperament. Man kan overgive sig til den insisterende strøm af tekst og begynde at læse med. Er man mere vedholdende og vil have den information, man oprindelig kom efter, kan man vælge igen og igen at genindlæse siden, eller man kan med en smule teknisk snilde simpelthen fjerne det forstyrrende tekstlag. Endelig kan man vælge at blive så irriteret – eller bange – at man vælger at forlade hjemmesiden med uforrettet sag. Uanset hvad bliver man som besøgende afbrudt i sin handling, og det, mener jeg, fortsat er en af kunstens fornemmeste opgaver – ikke mindst når det gennemføres med et vist raffinement.

PWR: Pandæmonium, 2017-18. Javascript, HTML, CSS. En automatiseret tekst overtager skærmbilledet på Annual Reportts hjemmeside

Teksten på hjemmesiden består af tilsyneladende meningsfulde sætninger og er et centralt element i udstillingen Pandæmonium. Hver gang siden indlæses, bliver et script initieret, der ved hjælp af en algoritme skabt af PWR er i stand til at printe læsbar tekst ud, uden at det er gennemskueligt for den besøgende, at den i store træk er tilfældig. Ligeledes er der til udstillingen blevet trykt en tosidet plakat med en tekst, der er blevet til efter samme formel.

“…Represents the final stage of processing. It listens to the vertical lines in the shallow grassy pond. Across the field, a young girl is dragging an old screen box through the mud, the air as if through a vat of oil. That scorned his indignation: through the mud, the air thick with moist…” (PWR, Pandæmonium, 2017, uddrag af autogenereret tekst på plakat).

Obskure algoritmer
Det uigennemskuelige er netop grundstenen i den dystopi, der er det konceptuelle fundament for installationen. Nemlig en verden, hvor alt er forbundet i netværk af dunkel programmering, der helt har nedbrudt skellet mellem producent og konsument og samtidig taget kontrollen fra begge. Hvor dette naturligvis må ses som en kritik af de obskure algoritmer, der styrer, hvad brugerne af visse sociale medier præsenteres for, er det uundgåeligt også et anslag mod idéen om den medproducerende beskuer. Måske antyder PWR her muligheden for en tilbagevenden til en klarere opdeling mellem afsender og modtager i kunsten.

Gummihandske møder æggeblomme
Udstillingens visuelle og soniske omdrejningspunkt er dog den knap ti minutter lange video Pandæmonium (2017), der fungerer som et udtryksmæssigt modstykke til teksten. Videoen bevæger sig konstant på grænsen mellem det pirrende og det frastødende i sit arbejde med materien. Vi ser farverige, heterogene væsker gnide sig mod hinanden og grynede pastaer blive presset ud af udspilede blærer som følge af små kirurgiske indgreb. Det er da også tilstedeværelsen af menneskehænder, der for alvor giver videoen en taktil dimension, og det er også en særskilt pointe, at menneskets sidste bastion for kontrol i dystopien er, hvad det kan sanse.

PWR: Pandæmonium, 2017. Still fra video

Et af flere højdepunkter er en hånd iført plastikhandske med gummitorne, der griber om, hvad der kunne være en æggeblomme.

Pandæmonium er ikke båret af et narrativ, og beskueren kan starte når som helst og se videoen i små bidder eller flere gennemspilninger i træk – det er et visuelt betagende værk. PWR har printet plakaten med tekst i stort antal, så de besøgende kan få et eksemplar med hjem, men det er svært ikke i stedet at ønske sig et af de farverige stills, der kunne genereres et utal af ud fra videoen.

Fremmedelementet som fællesnævner
Helt i tråd med tidens tendenser for videoinstallationer er der også på Annual Reportt taget rekvisitter fra videoen Pandæmonium og udstillet som selvstændige værker i installationen af samme navn. Det fungerer godt i kraft af videoen, men som selvstændige værker peger de to skulpturer – en underarm og resterne af en beklædningsgenstand – også i en anden retning. Under titlen foreign drive / pandæmonium samler PWR en række digitale billeder, der alle har fremmedelementet som fællesnævner. I dette online galleri kan man se muterede dyr, legeringer mellem det analoge og det digitale foruden en række bizarre eksempler på sammensmeltninger af ikke-kompatible størrelser.

PWR: Pepsi Lobster, 2017. Delt på https://www.are.na/pwr-studio/foreign-drive-pandaemonium fra Laurel Schwulst, https://www.are.na/block/1510759

Galleriet er en billedblog på den digitale platform are.na og fungerer som den perfekte forlængelse af udstillingen – hvad enten det er som optakt eller perspektivering. I det hele taget er den svenske kunstnerduo meget aktive på forskellige digitale platforme i krydsfeltet mellem det skabende og det deltagende – ikke mindst på udviklerplatformen github.com, hvor de deler kildekode til en række projekter. PWR’s tilstedeværelse på internettet fremstår naturlig og ikke forceret. Netop derfor fungerer Pandæmonium ubesværet i både virtuelle og fysiske rum med et udtryk, der synes lige hjemmevant i begge miljøer.

Billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Tilflugt i materien'

Facebook