Performancekunst som stand up-komedie

Performancekunst som stand up-komedie

Den sydafrikanske billedkunstner William Kentridges værk Ursonate i en gammel, nedlagt kirke i Harlem på festivalen Performa. Foto: Pr, Performa 2017

Vis billedserie

Festival

Performa 17 Biennial

1 – 19 nov 2017

New York City
USA

Den larmende og kaotiske storby New York bliver endnu en gang scene for festivalen Performa, der i år med dada-kunsten i hånden markerede live performancekunstens opblomstring og vigtige kritik af et absurd samfund.

På scenen spiller fire personer på elektriske kaffekværne i det lokale kulturhus Abron Arts Center i New York City. De trykker humoristisk højtideligt på knappen i den flotte, klassiske teatersal, så den høje, elektriske brummen fra kværnene bliver en form for melodi eller musik. Newyorker-publikummet griner højt. Absurditeten og overraskelsen i en kaffekværnskoncert punkterer morsomt det cortado-drikkende, kreative kunstslæng, der netop sidder i salen. De griner ikke kun af performancen men også af dem selv som repræsentanter for en finkultur.

Den sygt sjove, velkoreograferede og musikalske komedie People Pie Pool blander høj- og lavkultur. Inspirationen er bl.a. hentet i den tyske, dadaistiske kunstner Kurt Switters collageværker fra 1920’erne, de skøre komikere The Marx Brothers fra ca. samme periode, entertaineren og komikeren Andy Kaufman, hvis liv mange sikkert kender til fra Hollywood-filmen Man on the Moon og generelt fra gammel slapstick- og vaudevilletradition.

Den ene, korte scene efterfølger den anden i People Pie Pool i et hurtigt, veloplagt og crazy tempo. Der er som sådan ingen mening med galskaben andet end koreografien, musikaliteten og det komiske i simultaniteten. Det totalt absurde nonsens i at afbryde et seriøst oplæg om atomfysik med en performers hop lige igennem PowerPoint-lærredet. Men forestillingens nonsens er samtidig et indirekte, kritisk blik på et absurd amerikansk samfund, hvor en mand som Donald Trump kan blive valgt som præsident. Forestillingen peger som de bedste stand up-komikere meget grinagtigt både på livets eksistentielle absurditeter og på en afsløring af magthavere, politikere og eksperter; undergraver altså magthierarkier.

Den sygt sjove, velkoreograferede og musikalske komedie People Pie Pool af Brian Berlott blander høj- og lavkutur. Foto: PR, Performa 2017

Byen New York som scene
Festivalen Performa, ledet af entreprenør, kurator og performanceteoretiker RoseLee Goldberg, har siden 2005 vist lokal og international performancekunst rundt omkring i hele den larmende og kaotisk charmerende New York City. Som Performa-publikum får man altså ikke kun serveret et program af performances i alle mulige, forskellige udtryk og stilarter og dermed chancen for at få et indblik i samtidens performancescene, men får også byens heftige puls, trafik, gader og kvarterer samt små lokale og store mastodontkulturinstitutioner som en vigtig del af festivalen som scene.

Festivalens sigte er at sætte fokus på og synliggøre den smalle performancekunst, der har fået sin opblomstring sammen med oplevelses- og eventøkonomien. Performa er den første festival for kunstarten og tager den dermed naturligvis seriøst samtidig med at give et bredt publikum mulighed for at stifte bekendtskab med den eksperimenterende live-genre. En genre, der desuden oftest er personlig og kritisk og derfor kan minde om stand up-komikken.

Endnu en vigtig drivkraft for Performa-festivalen er at bestille performanceværker hos kunstnere, der normalt ikke arbejder live for at skubbe dem til at eksperimentere og dermed give publikum mulighed for at se forestillinger, shows, interventioner og performances af kendte og velrenommerede billedkunstnere.

Dadaisme
Hver festival, der er tilbagevendende hvert andet år, har desuden et tema, der forankrer og skaber forbindelser fra de nye, nutidige værker til kunsthistorien. Dette års tema var dadaismen; en kunstbevægelse, der i 1910’erne og 1920’erne blandede alle kunstarterne og gik imod museumsinstitutionernes forældede kunstopfattelser.

Det mest kendte eksempel er nok pissekummen af den franske kunstner Marcel Duchamp, der ikke selv betegnede sig som dadaist, men som eftertiden har sat i relation til bevægelsen. Han forsøgte at få udstillet en pissekumme på Society of Independent Artist-udstilling i 1917. Pissekummen blev afvist, hvilket skabte stor kontrovers og i sig selv blev en form for live kunstværk.

Grundlæggeren af Performa, RoseLee Goldberg, er en af de første teoretikere, der sporede performancekunsten helt tilbage til dadaismen i kraft af dens eksperimenter med kabareter, poesi, billedcollager, fotografi, film og lyd. Dadaismen var desuden politisk og indebar demonstrationer, offentlige diskussioner og andre manifestationer i det offentlige rum.

Forbrugerkultur
Den amerikanske, feministiske og socialt engagerede kunstner Barbara Kruger (f. 1945) er netop kendt for grafiske og politiske tekstværker i det offentlige byrum. Hun blev stilskabende i 1970’erne og er én af de kunstnere, som Performa-festivalen i år har bestilt til at lave en række kunstværker til festivalen.

Under Manhattan Bridge, på New Yorks bybusser og på en skaterbane i New York kan man se kunstneren Barbara Krugers store røde bannere. Foto: PR, Performa

Under Manhattan Bridge, på New Yorks bybusser og på en skaterbane i New York kan man derfor se Barbara Krugers store røde bannere bl.a. med teksten: ’Whose Hopes? Whose Fears?’ Banneret og dets skrift ligner fuldstændig de reklameslogans og den forbrugerisme, Kruger kritiserer. Tøjfirmaet Supremes reklamer ligner især Krugers offentlige interventioner. Men i virkeligheden er det egentlig tøjfirmaet, der har kopieret Barbara Krugers i 70’erne meget yndede røde trekant og Futura-skrift i Supreme-logoet.

Barbara Kruger stod også for en temmelig overfladisk performance på shoppinggaden Broadway på Manhattan. Publikum ventede i timevis i alenlange køer for at opleve hendes første live performance. Men det viste sig, at køen bare førte til en pop up-butik, hvor man kunne købe Barbara Kruger merchandise, fx et rødt skateboard til $65 for dermed at gøre opmærksom på kapitalismens forbrug. At et kunstpublikum selvfølgelig loyalt står og venter i vinterkulden for at opleve kunst lod ikke til at være tænkt ind i konceptet.

Fokus på afrikanske kunstnere
Performa-festivalen i år var ikke kun præget af skør og samfundskritisk dadaisme, men også af afrikanske og særligt sydafrikanske kunstnere.

Mest spektakulær og med bredest appel var nok den charmerende og rapkæftede Zanele Muhodis stand up-drag show på den historisk betydningsfulde bøssebar Stonewall Inn. Baren ligger i det tidligere bohemekvarter Greenwich Village i New York. Den var en vigtig del af The Stonewall Riots, hvor det homoseksuelle miljø i 1969 lavede en række voldsomme demonstrationer imod politiet. Demonstrationer, man i dag anser som afgørende for homoseksuelles frigørelse og rettighedskamp i USA.

Zanele Muhodi: Somnyama Ngonyama II, Oslo, 2015

Zanele Muhodi husker derfor også sit publikum på barens historie i løbet af hendes skægge og lette show. Hun synger strålende hits, fortæller jokes, driller forførende sit publikum og overlader mest scenen til andre, unge sydafrikanske gæsteoptrædende.

Mest kunstnerisk interessant var den anerkendte sydafrikanske billedkunstner William Kentridges værk Ursonate. I en gammel nedlagt kirke i Harlem opførte han et gammelt, dadaistisk lyd- og tekstværk. Værket består af en række enstavelsesord; et volapyksprog, som Kentridge selv opførte på scenen. Bag ham kørte en videoprojektion af en bog, hvis sider blev fyldt med Kentridges animationer; fugle, mennesker, blækklatter og tekstbudskaber bredte sig henover siderne: ”Waiting for the war to end”. Til sidst afsluttedes den visuelle koncert sig opløftende, da en række musikere og en operasanger sluttede sig til med spil og sang på scenen.

Performas program lod til i modsætning til sidste festival heldigvis at være fyldt med flere egentlige live værker og var, som når stand up-shows er bedst, præget af dadaistisk humor og samfundskritik. Det totalt absurde som Williams Kentridges uforståelige sprogvolapyk kan være den bedst mulige måde at adressere og udtrykke en absurd verden. Desværre var en del af programmet en smule letkøbt og overfladisk, som Barbara Krugers pop up-shop, men overordnet var Performa i år bedre end den sidste, og der var noget for både performancenørder og for folk helt uden kendskab til live kunsten.

Performance: er en kunstform på grænsen mellem billedkunst og teater, der dukkede op i 1970'erne i kølvandet på happenings. Performance er med tiden blevet en overordnet betegnelse for alt fra dadaisternes kabaretter over aktionskunst, body art og multimedia til performanceteater. Det er basalt ‘live art’, fremført af kunstneren selv, evt. sammen med andre, primært billedkunstnere, men også musikere, dansere og teaterfolk. Ud fra et billedkunstnerisk synspunkt udforskes sceniske grundelementer: krop, objekt, rum og tid, men uden teatrets roller og historie. Afgørende er selve fremførelsen, det sceniske nu; aktørernes handlinger optræder sideordnet med objekter, video, musik eller tekst, og scenen kan være hvor som helst. Det gælder om at udfordre publikums normer og skærpe sanserne. Udsprunget af avantgardetraditionen søger performance at nedbryde skellet mellem liv og kunst.

Dadaisme: også kaldet dada er en international litterær og kunstnerisk bevægelse, der hovedsageligt udfoldede sig 1915-23. Navnet stammer fra et tilfældigt ordbogsopslag, ifølge hvilket dada på fransk betyder 'kæphest', på rumænsk 'ja, ja'. Det var karakteristisk for dadaisterne, at de anvendte tilfældigheds- og collageprincipper i skabelsesprocessen. Dada var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske.
Dadaismen opstod i 1915 under 1. Verdenskrig i Europa og New York, hvor Alfred Stieglitz, Francis Picabia, Man Ray og Marcel Duchamp repræsenterede bevægelsen bl.a. i tidsskriftet 291 og senere 391.

Performa: er en genkommende festival for performancekunst, der foregår rundt i hele New York City, USA. Hovedkurator og initiativtager, RoseLee Goldberg, stiftede og åbnede i 2005 den første Performa-festival for at give fokus og opmærksomhed til samtidens live performancekunst. Festivalen viser performancekunst i alle dens stilarter og varierede udtryk og har også som intention at udvikle kunstarten ved bl.a. at bestille performanceværker hos både unge, spirende kunstnere og ældre, anerkendte, etablerede navne, der ikke normalt arbejder med performance.

Vis billedserie

Festival

Performa 17 Biennial

1 – 19 nov 2017

New York City
USA

Kommentarer

Del artiklen

'Performancekunst som stand up-komedie'

Facebook