Louisianas nye ‘levende’ festivalformat bød på afvæbnende møder

Louisianas nye ‘levende’ festivalformat bød på afvæbnende møder

Ragnar Kjartansson mødte veloplagt op til Louisianas Art Alive-festival. Han optrådte sammen med sin mor, her med fællessang med hustruen ved klaveret. Foto: Klaus Holsting

Det er lørdag og andendagen på Art Alive – en festival om samtidskunst på Louisiana, som strækker sig over to dage i maj måned. Art Alive er et supplement til de aktuelle nyerhvervelsesudstillinger Illumination og Fire Under Snow. På Art Alive kan vi høre om kunsten fra kunstnerne selv. Louisiana har inviteret en række veletablerede navne og nye stemmer i samtidskunsten til at fortælle om deres værker.

Solen står højt på himmelen og køen til Louisiana strækker sig langt ud på gaden. Mænd i neonfarvede veste dirigerer trafikken. Der er folk i alle aldre. Førstegangsturister og fast klientel med medlemskort. Stemningen er spændt og forventningfuld.

En krudsedulle på månen
Jeg står med et tætpakket festivalprogram i hånden og skal vælge imellem de mange talks og performances, der foregår på tre forskellige scener og inkluderer et telt i museumsparken. I dag kan publikum blandt andre møde Olafur Eliasson, Ed Atkins og Ragnar Kjartansson. De fleste møder foregår som en samtale mellem kunstneren og en interviewer og tager udgangpunkt i et særligt værk.

Olafur Eliasson går på præcis kl. 12 i Koncertsalen. Der er fyldt godt op i sæderne. Roligt og helt nede på jorden fortæller han om sit digitale kunstværk Moon (2013), der er skabt i samarbejde med Ai Weiwei. Moon går ud på at lade folk tegne og skrive frit og uhæmmet på månen. På computerskærmen ser vi en lysende, rund måne fyldt med små sorte tegninger i bedste toiletgraffiti-stil. Publikum bliver inviteret til at tegne med fra computerne i salen.

Eliasson i færd med at fortælle om sit værk Moon, som han skabte i samarbejde med Ai Weiwei i 2013. Foto: Martin Hjerl
Eliasson i færd med at fortælle om sit værk Moon, som han skabte i samarbejde med Ai Weiwei i 2013. Foto: Martin Hjerl

Ambitionen med Moon er at skabe et digitalt rum uden grænser. “På månen er alting lige vigtigt,” forklarer Eliasson. Og hvad gør man så med de mange reklamelogoer og hagekors, der også sniger sig ind på månens overflade sammen med hobetal af tissemandstegninger? Publikum ler. Eliasson forklarer metaforisk, at kunstværket Moon er som vinden. “Og den kan man ikke bare sådan stoppe,” siger han.

Veltalende og velvalgt
Udenfor er der ikke meget vind. Festivalsgæsterne har for længst indtaget museumsparken og sidder på græsset i solen. Den indiske kunstner Shilpa Gupta står bag de mange hvide balloner med påskriften “I Want to Live With No Fear”, som hænger fra barnevogne og barnehænder. Den uundgåelige gråd, når ballonen ved et uheld stiger til vejrs.

Shilpa Gupta med sine hvide balloner under festivalen. Foto: Martin Hjerl
Shilpa Gupta med sine hvide balloner under festivalen. Foto: Martin Hjerl

Jeg haster videre til Louisianas sydfløj, hvor den britiske kunstner Ed Atkins interviewes af kurator Mathias Ussing Seeberg om videoinstallationen Happy Birthday!!! (2015). Ligesom Olafur Eliasson og Ai Weiweis Moon arbejder Atkins med digitale udtryk. Men vi finder en anden form for kompleksitet og alvor i hans værker. Happy Birthday!!! balancerer på kanten af det ægte og uægte. Værkets computermodellerede univers har noget foruroligende livagtigt over sig. Der er opdigtede pletter og støv på kameralinsen, vi ser værket igennem. Det skaber indlevelse og autenticitet, forklarer Atkins.

Den unge, tjekkede brite retter på kasketten og fortæller videre om sit værk med analytisk præcision. Myten om den lyssky kunstner lever ikke her. Art Alive emmer af overskud og højt fagligt niveau. Alt spiller. Lyssætningen er rigtig. Lyden virker upåklageligt.

Rimelig intens
Jørgen Leth er imponeret over amerikanske Alex Da Cortes videoværk TRUELIFE (2013). Efter at have levet et år som rapperen Eminem, optager Da Corte sig selv ved et bord, hvor han spiser et morgenmadsprodukt. Værket er en pendant til Jørgen Leths egen 66 Scenes from Amerika (1966), hvori Andy Warhol spiser en burger. Det er første gang Leth ser TRUELIFE. Han kommenterer på farverne og lyden: “It’s so intense. So intense”. Leth fortolker sit eget værk og publikum reagerer med en overrasket latter, da han sammenligner Warhol med en lidende Kristus. Da Corte supplerer: “To watch someone eat is to see them at their most vulnerable and basic state. It’s like watching someone breathe.”

Jørgen Leth og Alex da Corte i samtale om deres respektive videoprojekter. Foto: Martin Hjerl
Jørgen Leth og Alex da Corte i samtale om deres respektive videoprojekter. Foto: Martin Hjerl

Indimellem dagens udvalgte talks, når jeg brudstykker af Manal Al Dowayans levende snak om kunstens begrænsninger i Saudi-Arabien og danske Maiken Bents pointe om den energi, der ligger i, at hendes stærkt appellerende værker ikke må berøres.

Det er vanskeligt at zappe i intellektuel kunstsnak, som nok kræver fordybelse og ro. Publikum skramler lidt med stolene og går til og fra. De fleste har udvalgt et par af dagens talks at koncentrere sig om. Nogen griber det anderledes an; ligger i solen og lytter med ved Parkscenen, som er et stort hvidt telt på græsset.

Glem alt om Puccini
Tilbage i Koncertsalen bliver lyset dæmpet. Lydkunstneren Jacob Kirkegaard og Katinka Fogh Vindelev træder ind i et stærkt, grønt spotlight. De står helt tæt med læberne mod hinanden og synger lange, høje toner, der flyder ind i hinanden. Det er uropførelsen af Eustachia. En performance om ørenes egne toner. Det er en sær og smuk lydoplevelse. Intim og næsten pinlig. Én blandt publikum kommenterer til sidst: “Så kan de godt komme med Puccini og Verdi. Det her var virkelig smukt”.

Lydkunstner Jacob Kirkegaard i en intim uropførsel af performancen Eustachia. Foto: Martin Hjerl
Lydkunstner Jacob Kirkegaard i en intim uropførsel af performancen Eustachia. Foto: Martin Hjerl

Kirkegaard har for alvor noget på spil. Han står alene i spotlightet og fortæller om sin næsten videnskabelige tilgang til kunsten. Han undersøger skjulte fænomener på poetisk vis, fx lyden af Grønlands smeltende is i værket Isfald (2013). Og i dag handler det om, hvordan nogen af os er i stand til at producere toner med ørerne – uden vi selv er klar over det. “Det var revolutionerende for mig. Jeg kunne ikke bare høre mit eget øre. Jeg kunne også høre mig selv høre,” forklarer Kirkegaard om sin første oplevelse med ørets toner.

Iscenesættelsens mestre
På videoskærmen ser vi en mor spytte på sin voksne søn igen og igen. Værket Me and My Mother (2015) findes i fire forskellige udgaver. Hvert femte år gentager islandske Ragnar Kjartansson nemlig scenariet med sin mor. Publikum skraldgriner, når moderen Guðrún Ásmundsdóttir, med en grimasse kæmper for at oparbejde nok spyt til at fortsætte. Værket er morsomt og absurd. Det samme gør sig gældende for eftermiddagens islandske besøg. Det er et farverigt pust af ironi og underspillede ambitioner.

Som en rigtig dandy i jakkesæt og charmeklud folder Kjartansson sig ud på scenen. Han har taget sin mor med. Hun er skuespillerinde og beskrives som Islands svar på Marilyn Monroe af Louisianas Tine Colstrup.

Ragnar Kjartansson med sin mor på Art Alive. I baggrunden videoprojektet Me and my mother, 2015. Foto: Klaus Holsting
Ragnar Kjartansson med sin mor på Art Alive. I baggrunden videoprojektet Me and my mother, 2015. Foto: Klaus Holsting

Kjartansson fortæller om sin fascination af klichéen og det banale. Moderen fortæller underholdende anekdoter om islandsk fiskesuppe og Ragnars undfangelse. Kjartansson bliver spurgt, hvordan idéen til Me and My Mother opstod. Han siger tilbagelænet, at han gik på kunstskole og gerne ville lave noget fedt. Tine Colstrup forklarer, hvordan Me and My Mother kan læses som en fortsættelse af nogle af de ældste motiver i kunsthistorien med moder og barn. Selv undviger Kjartansson en dybere tolkning af værkets mening.

Og en bid festivalstemning
“Ej, man kunne godt drikke en fadøl nu,” overhører jeg en festivalsgæst sige. Der er vist ikke nogle. Men et par gange opstår en boblende festivalsstemning.

Senere sidder vi og klapper i takt til Sangen om Larsen. Det er Kjartansson og mor, som slutter af med manér. Svigerdatteren spiller på flygelet og Kjartansson løfter hænderne for at signalere, at publikum skal synge med på sidste omkvæd. “Det sku vær’ så godt og så det faktisk skidt”. Det kommer lidt bag på mig, at det er et virkelig rørende øjeblik.

Festivalen er slut. De mange hvide balloner danser gennem luften i små ryk og hen mod udgangen.

Kommentarer

Del artiklen

'Louisianas nye ‘levende’ festivalformat bød på afvæbnende møder'

Facebook