Visionssalon om ugelangt videoværk i det offentlige rum

Visionssalon om ugelangt videoværk i det offentlige rum

Ragnar Kjartansson: Figures in Landscape, a time piece, 2018. Stillbillede, 168 hours Commissioned by the Danish Building and Property Agency for the Faculty of Health, University of Copenhagen. Courtesy of the artist, Luhring Augustine, New York and i8 Gallery, Reykjavik

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson indvier snart sin nye udsmykning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København. Mød kunstneren i en samtale med Anders Kold, museumsinspektør på Louisiana.

Den 29. januar indvies den islandske kunstner Ragnar Kjartanssons 168 timer lange videoværk Figures in Landscape, skabt specifikt til Mærsk Tårnet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København. Værket kan opleves på stedet til salonen, hvor Ragnar Kjartansson fortæller om arbejdet med sit ugelange videoværk i en samtale med Anders Kold, museumsinspektør på Louisiana.

I filmen bevæger kittelklædte skuespillere sig rundt i et scenisk univers – et for hver af ugens dage. Filmen spiller døgnet rundt og fungerer som et ur, hvor man sporadisk – og nogle steder konstant – får kig til en anden verden i real tid. Filmværket er stedspecifikt og inspireret af forskningens heroiske mål og samtidig af forskernes hverdagsliv.

Kilde: Bikubenfonden

Tid og sted
Salonen foregår den 29. januar 2019 kl. 18-19 i Mærsk Tårnet, Holst-auditoriet Panum, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Blegdamsvej 3B, 2200 København N.

Salonen foregår på engelsk.

Tilmelding her

Om Visionssaloner
Bikubenfondens Visionssaloner sætter billedkunsten til debat. De kunstfaglige saloner tager afsæt i Udstillingsprisen Vision og har til formål at skabe debat og faglig sparring omkring udstillingsformater og problematikker. Salonerne tager udgangspunkt i eksisterende erfaring hos en institution eller organisation omkring et specifikt emne. Gennem debatten udvides erfaringsfeltet af udefrakommende paneldeltagere og publikum.

Ragnar Kjartansson (f. 1976) trækker på hele det kunstneriske spektrum i sin performative praksis. Både film-, musik- og teaterhistorien, litteraturen og den visuelle kultur finder vej til hans videoinstallationer, langstrakte performances, tegninger og malerier. Iscenesættelser med islæt af henholdsvis tragediens og komediens patos og humor er et gennemgående kendetegn i Kjartanssons kunstneriske praksis, hvor ønsket om at skabe oprigtige og stærke følelsesmæssige oplevelser hos sit publikum er i centrum.

Ragnar Kjartansson bor og arbejder i Reykjavík. Han har haft soloudstillinger på Reykjavík Kunstmuseum, Barbican Center, London, Hirshhorn Museum and Sculpture Park, Washington DC, Musée d'Art Contemporain de Montréal, Palais de Tokyo, Paris, The New Museum, New York, Migros Museum of Contemporary Art, Zürich, Fondazione Sandretto Re Rebaudengo, Torino, Frankfurter Kunstverein og BAWAG Contemporary, Wien.

Kjartansson deltog i Det Encyclopædiske Palads på Venedig Biennalen i 2013, på Manifesta 10 i Skt. Petersborg, Rusland i 2014 og repræsenterede Island på Venedig Biennalen i 2009.

Del artiklen

'Visionssalon om ugelangt videoværk i det offentlige rum'

Facebook