Projektilets vej gennem guldalderskoven

Projektilets vej gennem guldalderskoven

Morten Barker: Populus tremula 2013, 140x110 cm (udsnit), 3 mm dibond.

Billedserie

Udstilling

The Forest

10 jan 2014 23 feb 2014

Morten Barker

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Samtidig med The Forest vises udstillingen Memories of the Forgotten med Joachim Fleinert.

“Der har ikke været et landskabsprojekt, der har ændret den danske selvopfattelse siden guldalderen”, mener Morten Barker, som er aktuel med udstillingen The Forest på Kunsthal Nord. Med sønderskudte træer og maskingeværagtige fuglelyde ønsker han netop at gøre dét: “Jeg synes, det er på tide, at billedet ændrer sig, og vi får et realistisk syn på Danmark”, siger han.

Morten Barker. Foto: Pressefoto
Morten Barker. Foto: Pressefoto
Morten Barker har netop kørt 18 timer gennem et snedækket Europa på vej hjem fra Fotomuseum Wintherthur i Schweiz, hvor han har præsenteret sin portfolio til Plat(t)form 2014, da kunsten.nu møder ham over en tiltrængt kop kaffe kl. 10 om formiddagen.

Landskabet, som netop er centrum for hans praksis, var faktisk rigtig flot – hvis man altså ikke skulle koncentrere sig om at holde bilen på vejen.

Der skal dog ikke mere end et par slurke til, før Barker er klar til at fortælle om sin seneste udstilling The Forest på Kunsthal Nord og om de dele af det danske landskab og den danske folkesjæl, Barker mener, vi fortrænger.

Den brølende kronhjort
Projektet startede for fire år siden, da Barker ved et tilfælde befandt sig midt i en stærkt symbolsk scene.

Som en masse andre turister var han kravlet op på en bakketop i et fredet område nær Oksbøl skydeterræn for at se på de store krondyrflokke, der lever der:

Morten Barker:  Sun Setting over Hevring Shooting Range  2011, 140x110 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: Sun Setting over Hevring Shooting Range 2011, 140×110 cm, 3 mm dibond.

“Der stod en stor han og brølede. Det var så smukt – ren guldalder, og alle turisterne stod bare og kiggede på det smukke skue. Langsomt kom en dyb brummen fra leopardkampvogne i baggrunden. På et tidspunkt var der en lydoplevelse, hvor man kunne se hannen stå derude, men man kunne ikke høre ham – kun den dybe brummen fra leopardkampvognene, og ingen vendte sig om,” siger Barker, der beskriver oplevelsen som “et perfekt danmarksbillede af Danmark efter 2003″ (irakkrigen, red.):

“En lydside, der siger krig og kampvogne og en billedside, der siger guldalderlandskab og Der er et yndigt land – og alle ser dét. Det er præcis der, vi er som land lige nu.”

En stilfærdig krigsinstallation
Billedet af den ‘brølende’ kronhjort har Barker beholdt i baghovedet under arbejdet med The Forest.

Installationsview fra The Forest. Foto: Morten Barker
Installationsview fra The Forest. Foto: Morten Barker

Også her sniger symbolikken sig langsomt ind på beskueren, som først ledes gennem en skov bestående af 30 anskudte poppeltræer fra Hevring Skydeterræn, skarpt, blændende øvelseslys og en lille træhytte med lyd af blade, træer og fuglestemmer – bl.a. en hakkende flagspætte.

Herefter følger en serie landskabsbilleder tilsyneladende fra det sene efterår – og så begynder det måske at dæmre:

De næste fotografier viser nærbilleder af arrede og knækkede træstammer og grene, hvis skader forklares i udstillingens sidste del: Røngtenfotos af projektiler og projektilfragmenter boret dybt ind i træet – den samme slags kugler og ammunition, som de danske styrker har brugt i eksempelvis Afghanistan og Irak, men her indkapslet i danske træer.

“Mit ønske har været langsomt at guide folk ind og fortælle dem, hvad de skal kigge på”, fortæller Barker, der håber, at folk undersøger tingene nærmere på vejen ud og eksempelvis ser sår og afskudte grene i skoven – eller lægger mærke til at “et spættehak lyder fuldstændigt som et maskingevær.”

Morten Barker: Betula pendula No. 1 2013, 140x110 cm, 3mm dibond.
Morten Barker: Betula pendula No. 1 2013, 140×110 cm, 3mm dibond.

Morteb Barker: Betula pendula No. 2 2013, 140x110 cm, 3 mm dibond.
Morteb Barker: Betula pendula No. 2 2013, 140×110 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: X-ray 2013, 50x60 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: X-ray 2013, 50×60 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: X-ray 2013, 50x60 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: X-ray 2013, 50×60 cm, 3 mm dibond.

Et nationalsymbol på krigens rædsler
Udstillingen slutter med en stor træstub, som er “skåret helt ned af riffelskud”. Barker forklarer:

“Et af de helt store symboler for den amerikanske borgerkrig er en kæmpe træstub – Spotsylvania Stump (red.), der er fældet med musketérild fra de gamle bagladegeværer. Det har været rigtig blodigt.”

Barker ønsker at skabe samme bevidsthed hos danskerne:

“Her er vores eget træ, som er blevet fældet af de samme skud som dem, vi bruger i Afghanistan. Det er min måde at lave den danske pendant til et symbol på “krigens rædsler” – det har vi nemlig ikke haft.”  

Installationsview fra The Forest. Foto: Morten Barker
Installationsview fra The Forest. Foto: Morten Barker

Ikke politisk
Barkers værker bliver ofte opfattet som politiske indlæg imod dansk krigsdeltagelse rundt omkring i verden, men det er faktisk hverken politikere eller militærfolk, han ønsker at få i tale:

“Mit projekt handler om at få folk til at reflektere på en anden måde. Efter vietnamkrigen har man politisk forsøgt at hindre, at vi skal reflektere. Man har eksempelvis adskilt militæret fra civilbefolkningen ved at flytte alt militær ud i det, vi nu kalder udkantsdanmark. Krigen er usynlig for størstedelen af den danske befolkning – og det har også været et problem for de soldater, der er kommet hjem,” siger Barker, der også mener, at vi derfor sender folk i krig “for at gøre det beskidte arbejde uden at reflektere over det.”

Morten Barker: The Forest No. 1 2013, 150x110 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: The Forest No. 1 2013, 150×110 cm, 3 mm dibond.

Når en ældre dame tror, at de uniformerede dragoner til en af Barkers tidligere ferniseringer er fra Frelsens Hær, eller forsvaret bruger “rekrutteringsgrundlaget” som parameter for, om det kan betale sig at udlåne en kampvogn til samme fernisering, er det derfor to verdenslæsninger, der støder sammen.

Barker håber, at denne læsning med afbildningen af projektilets vej gennem den smukke skov kan blive mere realistisk – og måske også få lidt andre perspektiver:

“Salget af Dong Energy har vakt folkeligt og følelsesmæssigt oprør – faktisk mere end de krige, vi har været med i. Alle har en mening om det aktuelle Dong-salg, og der er en stolthed over Dong som noget særligt dansk. Det er på ingen måde gældende i vores krigsindsatser. Det er et paradoks.”

Et kroget, blomstrende birketræ
Endelig er der et indhold i Barkers værker, som måske særligt med krigens brutalitet i baggrunden er værd at huske:

“Det har altid berørt mig dybt at komme ind i skydeområdet. Der ser du træer, som er fuldstændigt skamferede og afklippede, men som stadig vokser. Jeg har taget et billede af et gammelt birketræ, som er blevet skudt mange gange. Det er blevet kroget, og der er huller i det – men det vokser og blomstrer. Det er smukt, ikke? Livet gør bare alt for at opretholde sig selv.”

Morten Barker: Dendrocopos major 2013, 200x170 cm, 3 mm dibond.
Morten Barker: Dendrocopos major 2013, 200×170 cm, 3 mm dibond.

Morten Barker (1972) er BA Honours fra The Surrey Institute of Art and Design i Farnham, England 1998-2001.

Han har tidligere udstillet på Galleri Image i 2013 og arbejder pt. på udstillinger til Arkitektskolen Aarhus og Varde Artillerimuseum.

Han har desuden deltaget i en række gruppeudstillinger bl.a. Spring13 på Kunsthal Aarhus, KunstCentret Silkeborg Bad, Kunstners Påskeudstilling 2012, Charlottenborgs foraarsudstilling 2009, Kunstnernes Påskeudstiling 2009, London College of Printing, Grooningen i Holland og Candid Arts Gallery i London.

Morten Barker har modtaget legater fra Statens Kunstfond, Aarhus Kommune og Grosserer L.F. Foghts Fond og var desuden en af 40 undvalgte kunstnere til Plat(t)form 2014 på Fotomuseum Winterthur Switzerland i januar 2014.

Billedserie

Udstilling

The Forest

10 jan 2014 23 feb 2014

Morten Barker

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Samtidig med The Forest vises udstillingen Memories of the Forgotten med Joachim Fleinert.

Del artiklen

'Projektilets vej gennem guldalderskoven'

Facebook