Vi har den danske guldalders landskabskildringer indlejret som en slags ubevidst DNA i generne. 1800-tallets opfattelse af landskabet som spejling af nationalkarakteren blev blandt andet fremhævet af J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Dankvart Dreyer, der skildrede det ‘særlig danske’ ved landskabet: den storslåede himmel, skyerne, det dramatiske lys, de bløde bakkedrag, egetræerne og så videre.

Selvom dette romantiske landskab i dag mest af alt eksisterer som en drøm – og måske aldrig har eksisteret som andet end netop en drøm – står det alligevel påfaldende uimodsagt. Det er dette billede af landskabet – og nationen der hører til i det – fotografen Morten Barker har sat sig for at pille ved.

Danmarks militære landskaber
Det gør han ved at fotografere Danmarks militære skydeterræners ‘glemte’ landskaber:
“Hvis du tager ud til det militære øvelsesområde ved Oksbøl, så kommer du til et vanvittig smukt landskab, men også et landskab med store kontraster: det ene øjeblik befinder du dig i et guldalderlandskab, hvor du kan stå og synge nationalsangen – det næste øjeblik hører du kampvognene komme rullende”, fortæller Morten Barker.

Barkers storformatsbilleder rummer sådanne clash. Kigger man godt efter, kan man i de grandiose landskabscenarier få øje på panserkøretøjer eller se geværmundinger i skovtykningen. Kronhjorten brøler mens kampvognen brummer, lyngen blomstrer mellem tunge bæltespor og granater deler luftrummet med hedelærken og havørnen.

Og krigen skyder sig helt bogstaveligt ind i de nationalromantiske træer i værkserien The Forest der byder på billeder af sønderskudte træer og X-ray fotografier som scanner projektiler og granatsplinter i træernes stammer og grene.

Morten Barker er delvist opvokset i Israel, hvor faderen arbejdede som biolog, og i Israel er militæret i høj grad allestedsnærværende og synligt. Senere studerede Barker fotografi i Farnham i England tæt ved et militært træningsområde, hvor han samlede granat- og patronhylstre.

Men i Danmark slog det ham, hvor adskilt det militære og det civile landskab er:

“Der er ikke mange steder i Danmark, hvor militæret er synligt, og hvor man kan registrere, at vi har været en krigsførende nation i 14-15 år. Vi er rimelig aktive – militært set – men det er adskilt fra vores bevidsthed”.

Kronhjorten og kampvognen
For Barker bliver det så en pointe, at landskabet netop kan opleves og begribes på forskellige måder på samme tid. At kronhjorten og kampvognen så at sige ikke eksisterer i hvert deres lukkede system.

“Jeg håber, at mine projekter er så åbne, at de giver muligheder for at se landskabet på en ny, mere nuanceret og kompleks måde. Der ligger mange informationer i et landskab, og der er mange måder at se på et landskab, ligesom der er mange måder at opleve en nation, en regering og et lands politik på. Jeg betragter ikke mine projekter som entydigt politiske, men jeg vil gerne råbe lidt op og give plads til, at man kan reflektere over tingene. Jeg vil gerne med mine værker medvirke til, at vi kommer lidt ud af boblen”.

Ikke noget pussenusselandskab
I sit arbejde med serierne har Barker gennemtravet de militære øvelsesteræner, været med soldaterne på skydeøvelser, og han anerkender, at de personlige møder betyder meget for at kunne gennemføre projekter som disse.

Han har været heldig at møde gode folk, siger han:

“Da jeg første gang troppede op på sikkerhedskontoret i Oksbøl med kameraet under armen, mødte jeg en gammel kampvognsmand, som siden blev en god ven, og som åbnede mange døre for mig. Han kiggede på mig og sagde: “Nu er du vel for fanden ikke kommet for at fotografere de der skide krondyr. Det her er ikke noget pussenusselandskab. Her lærer vi folk at slå ihjel”. Jeg kunne jo så fortælle ham, at det netop var det, mit projekt kredsede om: pussenusse, slå ihjel, guldalder, krig!”

Det moderne fotografis styrke
Barker har “omfavnet det digitale”. Han står på samme sted og tager hundredevis af billeder, som han klistrer sammen i et digitalt billedbehandlingsprogram til det færdige billede. Han komponerer billedet ved at flytte rundt på de enkelte dele, ved at sample himlen sammen af forskellige himle, ved at tilføje detaljer i billedets dybde, som er indfanget af superskarpe teleobjektiver.

“Det er det moderne fotografis styrke, at man kan skabe billeder med ekstrem dybdeskarphed og en voldsom stor informationsmængde. Ved hjælp af så mange pixels som muligt kan man tilføre et billede virkelig meget information i form af lag og detaljer. Du kan stikke næsen helt op i det, uden at det på noget tidspunkt bliver kornet,” siger han og fortsætter:

“Der er dem, der fastholder at arbejde med fotogravure, sølvioner og den gamle kemi, der hørte fotografiet til – det svarer lidt til lægen, der vedbliver at bruge æter som bedøvelsesmiddel. For mig er det udtryk for nostalgi, og jeg har et grundprincip om at omfavne det nye og udnytte de muligheder, det giver. Det er jo sådan, at når der kommer en ny teknologi i et samfund, så tager man den til sig – det gælder for mobiltelefonen og den elektriske bil.”

Jeg fotograferer som en maler
Med det digitale har Barker fundet en frugtbar metode til at matche guldaldermalernes måde at komponere landskabsscenarierne på:

“Guldalderen står som en mastodont inden for dansk kunst, og der har jeg været inspireret af de gamle malere, der satte sig ud i landskabet og lavede skitser og skitser og skitser, for så derefter at konstruere deres eget billede i atelieret, hvor de besluttede, om klinten skulle være lidt højere, om noget skulle gøres mindre og andet større og så videre. Alt sammen for at fange en bestemt stemning. Som klassisk fotograf er man begrænset af kigget ud gennem søgeren og selve ‘klikket’. Jeg arbejder mere som en maler, der bruger lang tid på at redigere.”

På Art Herning viser Barker blandt andet et stort panoramisk billede af et hedelandskab. Et sted derude kan man se krondyr, og i horizonten dukker en F16 jager op. I et kontrasterende billede hænger flåede kronhjorte i en slagtehal. Var man før i tvivl, er tvivlen nu forduftet: Guldalderen er aflivet.