Posthuman sex

Posthuman sex

Sidsel Meineche Hansen: DickGirl 3DX., 2016 Foto: Werkflow Ltd.

Hvilke potentialer og begrænsninger har en virtuel pornografisk krop? Hvilke regimer gemmer sig i sex- og teknologiindustriens fantasiforestillinger om sexrobotter? Det er sådanne spørgsmål, som Sidsel Meineche Hansen kultiverer i en hård og tankevækkende udstilling i Kunsthal Aarhus, der bliver siddende i kroppen.

Når man er kommet ned ad trapperne til Kunsthal Aarhus’ underjordiske udstillingssal, støder man ind i et utilgængeligt rum med nedrullede persienner. Herindefra brager med mellemrum en dyb cyberstemme, og udenfor rummet finder man støbeforme med pasformen til et menneske.

Sidsel Meineche Hansen: Control Room #1 og Daddy Mould (Dead Reproduced), 2018. Foto: Ole Bak Jakobsen.

Velkommen til udstillingen End User af Londonbaserede Sidsel Meineche Hansen, hvor man blandt andet kan opleve disse tre helt nye værker samt en håndfuld af kunstnerens tidligere produktioner, herunder akvareller, laserskårne tegninger, et keramisk relief og ikke mindst to Virtual Reality-installationer. Udstillingen er den første i en trilogi, som sidenhen folder sig ud på KW i Berlin og på Statens Museum for Kunst i København. Man kan læse sig til, at trilogien angiveligt vil kredse om udviklingen af en sexrobot, der kan købes på forudbestilling, og at det handler om kontrol og ejerskab i forhold til dette objekt.

Sidsel Meineche Hansen: Untitled (sexrobot blueprint, 2018. Foto: Kaare Viemose

I Aarhus er vi i startfasen af processen, selve objektet er ikke at finde her. Støbeformene, en modeltegning af en stor glider figur og en postpakke i menneskestørrelse på gulvet. Antyder det denne work-in-progress?

Tja, det er lidt frustrerende at være til den første udstilling ud af tre, al den stund, at et samtaleark mellem Jacob Fabricius (leder Kunsthal Aarhus), Anna Gritz (kurator KW) og kunstneren selv, der er tilgængeligt i udstillingen, lægger op til en række tematikker, der blandt andet snor sig omkring, hvad det betyder, at et forudbestilt produkt tilpasses køberens smag, og som (ret fabelagtigt) kobler produktionen af sexrobotter med kunstnerisk produktion. Begavede tematikker, men de manifesterer sig ikke på nogen tydelig måde i denne første udstilling.

‘Overrulet’ af mørk transhumanisme

Heldigvis kan fremstillingen i kunsthallen noget selv, og jeg mener, man med fordel kan gå lidt mere umiddelbart til udstillingen. Det utilgængelige rum bærer værktitlen Control Room #1 (2018) og er – viser det sig – en rekonstruktion af direktørkontoret i en lille amerikansk fabrik, der producerer sexdukker.
Herindefra er det nu, at lydværket Your ambitious human offspring (2018) med mellemrum ‘overruler’ hele udstillingen med enorme decibel. En mørk cyperstemme growler en tekst, som – hvis man ikke er vant til at lytte til dødsmetal, hvor denne sangstil er almindelig – er næsten umuligt at forstå.

Teksten kan dog læses på et lille skilt, og det viser sig, at Meineche Hansen har klippet ‘et digt’, Dear Mother Nature, sammen fra to kilder: Max Moores transhumanistiske manifest Et brev til moder jord (1999-2009) og et selvmordsbrev af Per Ohlin fra black-metal bandet Mayhem (1991). Begge tekster kredser om evigt liv: Ohlin forestiller sig evigheden på den anden side af døden, mens Moore profeterer, at menneskeheden vil overvinde sin dødelighed. Moore er i øvrigt indehaver af en virksomhed, der opbevarer nedfrosne døde ud fra troen på, at fremtidig vidunderteknologi kan vække dem til live igen.

Som et titelmæssigt modstykke til Dear Mother Nature- digtet er der så værket Daddy Mould (2018), de to glasfiberforme. “DEAD, REPRODUCED” står der (spejlvendt) i formen. Er det den form, hvori sexdukken skal støbes? Eller er det en forestillingsskabelon om homo sapiens død og drømmen om at genproducere en ny menneskeart i fusion med ny teknologi eller måske en robot, som overtager menneskets rolle som industrielt produkt?

Indenfor en række vidensområder og industrier er der i hvert fald fantasier om mennesker, der interagerer og fusionerer med teknologi eller erstattes af robotter. Indlejret i disse forestillinger er de fantasier om det evige liv, Moore og Ohlin repræsenterer, tanken om at tjekke ud af den biologiske begrænsning. Tænk på medicinal- og bioteknologiindustrien. Eller på spilindustrien. Eller på pornoindustrien, der er det undersøgelsesområde, som Meineche Hansen med stor kunstnerisk konsekvens er gået ind i med afsæt i positioner indenfor såvel feminisme og queer som kapitalismekritik.

Sidsel Meineche Hansen: No right way 2 cum. Foto: Werkflow Ltd.

Sexet som et lighus

Den virtuelle pornografiske krop har længe været under Meineche Hansens lup, og det kan opleves i de to Virtual Reality produktioner, No Right Way 2 Cum (2015), og Dickgirl 3DX (2016).

I No Right Way 2 Cum, som angiveligt blev lavet som svar på British Board of Film Classification’s forbud mod kvindelig ejakulation i britisk pornografi, er du for en stund med VR-brillerne på indeni i kraniet på en karakter, der onanerer. Og i Dickgirl 3DX befinder du dig inden i en karakter med både bryster og selvlysende fallos i gang med at knalde en amorf kødklump. Det er sexet som et lighus.

Man kan se det som en form for appropriering af den pornografiske koreografi, og her forekommer det vigtigt, at denne koreografi med alle sine skabeloner og åbenlyse forudindstillinger er en betydelig identitetsproducer i vores kultur i forhold til køn og kropslig performance.

Mon ikke Meineche Hansen er kunstnerisk optaget af pornografi af denne årsag, og fordi porno-industrien er et stjerneeksempel på et system, der gør mennesker og deres kroppe til varer?

Virtual Reality rummer i princippet potentialet for at være et åbent felt med mulighed for at definere sig selv på ny frigjort fra biologiske, historiske, samfundsmæssige og juridiske begrænsninger.
Men når du tager dine Oculus Rift-briller på og logger ind i den virtuelle virkelighed, er du nok sluppet fri af dit kød og dine gener, men er samtidig påmønstret en krop, som er designet af spiludvikleren og dennes forestillingsverden, antagelser og fordomme. Så giver det mening kunstnerisk at kultivere spørgsmål, som eksempelvis hvilken etnicitet, seksuel orientering eller kropslig norm en sådan virtuel krop har? Hvilke potentialer og begrænsninger?

Sidsel Meineche Hansen: DickGirl 3DX, 2016. Foto: Werkflow Ltd.

Fantasier om post-human sex

Denne allerede stærkt repræsenterede arena for VR-sex – tillige med sexrobot-industrien, som er under udvikling – kalder på alskens fantasier om fremtidens post-humane sex. Men den minder stadig mest af alt om nutidens.

Dickgirl-karakteren, som i øvrigt også er en approprieret ’kategori’ fra pornoindustrien, er i Meineches værk – for så vidt den skal udtrykke sig om post-human sexualitet – en ambivalent figur. Karakteren er på den ene side dobbelt-kønnet og trans-etnisk. Om man vil et udtryk for en utopisk drøm om frihed fra det, der definerer os. Men samtidig spiller karakteren ublu videre på en stærk normativ, heterosexuel pornologik, hvor umælende kød penetreres.

På samme måde er det med forestillingerne om sexdukker med kunstig intelligens, som der arbejdes intensivt med inden for den industri. Forestillingerne tilhører og intensiverer de magtstrukturer, der gør mennesker og tjenesteydelser til varer.
Det er i den forstand, at det hermetisk lukkede kontrolrum med growl-stemmen bliver endnu mere foruroligende. Jeg tænker, at det lukkede kontrolrum kan forstås i en bredere kontekst: At man som forbruger af ‘fremtidsteknologi’ ikke alene er underlagt en ny, ‘utilgængelig’ overklasse, der søger at frigøre sig fra biologien, men som også intensiverer en tænkning, der i endnu højere grad gør mennesker til varer.

Fremtiden er så sandelig kommet til Kunsthal Aarhus. Jeg har tidligere anmeldt gruppeudstillingen iwillmedievalfutureyou6, der fabulerer uhæmmet over diverse fremtidsscenarier. Læs anmeldelse her.

Trods visse formidlingsmæssige benspænd komplementerer Sidsel Meineche Hansen med en hård og tankevækkende udstilling, der paradoksalt går under huden. Paradoksalt både fordi udstillingen kredser om pornografiens virtuelle ‘ikke-kroppe’ og sexdukker, og fordi kroppen helt konkret kun er manifesteret som hul skal eller negativ form i udstillingen. Ikke desto mindre bliver den siddende som et ubehag – netop i kroppen.

Fakta:
Sidsel Meineche Hansen
Født 1981
Bor og arbejder i London

Meineche Hansens arbejde folder sig ud i skulpturer, træsnit, akvarel, CGI- og VR- animationer eller i form af kollaborative samarbejder, seminarer eller publikationer.

Hendes arbejde kredser typisk om kroppens position i medicinal-, porno- og tec-industrien.

Hun har deltaget på Sundance Festival, Salt Lake City, USA (2018), på den bosniske Pavillon på Venedig Biennalen (2017) og på Wien Biennalen (2017)

Seneste soloudstillinger:
Over - Ludlow 38, NYC (2017)
Second Sex War - Gasworks, London and Trondhjem Kunst Museum (2016)
No right way 2 cum - Transmission (2016)
Glasgow International - Glasgow (2015)
One-self - Temporary Gallery, Køln og Künstlerhaus, Bremen (2015)
Insider - Cubitt Gallery, London (2014)

Artist talks på Serpentine Gallery, LUX, London og Witte de With, Rotterdam.

Er pt tilknyttet som professor på Det Jyske Kunstakademi.

Del artiklen

'Posthuman sex'

Facebook