Kritik af Nordens idealiserede selvbillede

Kritik af Nordens idealiserede selvbillede

Ewa Einhorn och Jeuno JE Kim: Film Krabstadt #1. Whaled Women, 2013 (Still fra værket) Malmö Konstmuseum.

Vis billedserie

Udstilling

Den Nordiska Modellen ®

3 maj 2013 18 aug 2013

Unnar Örn, Magnus Thierfelder, Superflex, Vassil Simittchiev, Meriç Algün Ringborg, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Olivia Plender, Olof Olsson, J.O. Mallander, Runo Lagomarsino, Joachim Koester, Jane Jin Kaisen, Sture Johannesson, Bo Hultén, Marianne Heier, Sidsel Meineche Hansen, Senneby, Annika Eriksson Goldin, Jeuno Je Kim, Ewa Einhorn, Kajsa Dahlberg, Pia Arke

Malmö Konstmuseum
Se kort og tider

Den Nordiske Modellen® er del af den aktuelle kunstfestival Malmö Nordic. Udstillingen tager livtag med Nordens selvgode forestilling og med idéen om kunsten som en sfære upåvirket af magtkampe og økonomisk indflydelse.

Malmö Konstmuseum har en af de største samlinger af nordisk kunst. Den tidligere chef for museet er blandt initiativtagerne til den aktuelle festival om nordisk kunst i Malmö. Den nye chef, Cecilia Widenheim, er dermed blevet overrakt en bunden opgave:

Lav en udstilling om nordisk kunst med udgangspunkt i museets samling.

Hendes svar er – i samarbejde med de to kuratorkollegaer Kim Einarsson og Stine Hebert – at sætte kritisk fokus på både samlingen og Nordens idealiserede selvbillede, og inden for de bundne rammer er resultatet godt, og måske også nødvendigt, hvis man som bred kunstinstitution vil tage del i samtidskunsten.

Det tror jeg, at denne udstilling er et signal om, at man vil.

Runo Lagomarsino: Las Casas Is Not a Home 2008-2010. Foto:Terje Östlind
Runo Lagomarsino: Las Casas Is Not a Home 2008-2010. Foto:Terje Östlind
Gode historier om nordisk kunstliv
Med et stramt kuratorisk greb kan man let komme til at dræbe værkernes kompleksitet under en overordnet pointe, men udstillingen lykkedes faktisk at holde flere spor åbne.

Ikke mindst i præsentationen af nogle af udstillingens ældre guldkorn, hvor små historier om nordisk kunst og kulturliv foldes ud.

Det gælder fx Sture Johannessons plakat fra 1968 med hashpigen, der var tiltænkt udstillingen The Underground will take over Lunds Konsthall, men endte med at få lukket udstillingen, og Strygning af bulgarsk flag (1990-97) af Vassil Simittchiev, som flygtede til Sverige fra Bulgarien og siden har haft en stor indflydelse på svensk kunst.

De historier præsenteres i den grundige udstillingsfolder og giver en rummelighed til udstillingens tematik. At man også har inkluderet værker, der bearbejder visuelle nordiske markører som en Skagensfisker og diverse alternative samfund (Femø-lejr og Christiania) er med til at sikre udstillingen en diversitet til temaet om Norden, så den ikke bliver et rent politisk anti-institutionelt statement.

Kan Norden redde verden?
Af udstillingens to spor – det nationalismekritiske og det institutionskritiske – er det nationalismekritiske det mest velfungerende. Det formår også at sige noget om Norden ved satirisk veloplagt at udlevere vores forestilling om de nordiske lande som foregangslande og idealsamfund.

Superflex, Foreigners, please don´t leave us alone with the danes! Silk screen, 2011
Superflex, Foreigners, please don´t leave us alone with the danes! Silk screen, 2011

Værkudvalget er ikke spritnyt, da det er plukket fra samlingen, så for besøgende, der er velkendte inden for samtidskunst vil der være gensyn med flere værker af Superflex som fx plakaten Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone With the Danes, Pia Arkes refleksioner over forholdet mellem Danmark og Grønland i videoen Tupilakosaurus og Jane Jin Kaisens Adopting Belinda, der udgør et fiktivt interview med et amerikansk par med asiatisk udseende, der redegør for deres gode motiver med at adoptere et dansk spædbarn.

Et helt nyt værk under dette spor er Ewa Einhorn og Jeuno JE Kims animationsfilm Whaled Women, der handler om den mislykkede integration af en gruppe kvinder, som er flygtet fra en naturkatastrofe, og symbolsk markerer deres fremmedhed ved at have en sort hval på hovedet.

En kvinde søger at komme dem i møde ved at troppe op med en fisk på hovedet, mens en anden beordrer norske hvalfangere til simpelthen at slå hvalerne (på deres hoveder) ihjel, men i stedet får slået kvinderne ihjel. Filmens satire og parodi over det nordiske samfund og dets stereotypiske figurer fungerer godt.

Ewa Einhorn och Jeuno JE Kim: Whaled Women, 2013  (Still fra værket) Malmö Konstmuseum.
Ewa Einhorn och Jeuno JE Kim: Whaled Women, 2013 (Still fra værket) Malmö Konstmuseum.
Ewa Einhorn and Jeuno JE Kim, Kino Claw, installation 2013. Foto: Anna Sandberg Falk
Ewa Einhorn and Jeuno JE Kim, Kino Claw, installation 2013. Foto: Anna Sandberg Falk

Kunst styres af magt og økonomi
Udstillingens institutionskritiske spor er derimod mindre velfungerende. Primært fordi Institutionskritikken ikke rigtigt kobles til det nationalismekritiske spor. At man overhovedet har et institutionskritisk vinkling, er jo motiveret af, at museets samling har fokus på nordisk kunst og således bidrager til at skabe vores kollektive forestilling om det nordiske.

Det er muligvis gammelkendt stof inden for samtidskunsten, men når nu udstillingen holdes på en bred kulturinstitution, må intentionen vel også være at aktivere og inddrage det vante, brede publikum i den slags refleksioner. Og det synes jeg ikke, man gør.

Finansmænds indflydelse på museets samling
Som greb om problematikken har man valgt at tapetsere det midterste af udstillingen med små reproduktioner og katalogdetaljer for alle samlingens mange værker. Intentionen er tilsyneladende at eksponere, at samlingen bl.a. er bygget op gennem donationer fra rige finansmænd, og at økonomi således spiller en rolle for, hvordan en samling af nordisk kunst ser ud. Men det kan man faktisk ikke læse sig til på tapetet.

Den nordiska modellen, 2013. Billedet viser hele museets samling udskrevet på A4 ark sat op på væggen i udstillingen. Foto: Anna Sandberg Falk
Den nordiska modellen, 2013. Billedet viser hele museets samling udskrevet på A4 ark sat op på væggen i udstillingen. Foto: Anna Sandberg Falk

Er det stadig en vigtig pointe?
Samtidig peger de enkelte institutionskritiske værker i mange forskellige retninger.

De tematiserer kunsten som et magtspil (Lilibeth Cuenca Rasmussens The Artist Song), præsenterer personalet ved et museum (Anika Erikssons Personal på Moderna Museet) eller reflekterer over kunstnerens økonomiske afhængighed af museet (Sidsel Meineche Hansens Donor).

Det er som om, man både skal overbevise publikum om, at økonomi og magt spiller en rolle inden for kunsten, og så alligevel ikke, for vi ved det jo allerede.

Vis billedserie

Udstilling

Den Nordiska Modellen ®

3 maj 2013 18 aug 2013

Unnar Örn, Magnus Thierfelder, Superflex, Vassil Simittchiev, Meriç Algün Ringborg, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Olivia Plender, Olof Olsson, J.O. Mallander, Runo Lagomarsino, Joachim Koester, Jane Jin Kaisen, Sture Johannesson, Bo Hultén, Marianne Heier, Sidsel Meineche Hansen, Senneby, Annika Eriksson Goldin, Jeuno Je Kim, Ewa Einhorn, Kajsa Dahlberg, Pia Arke

Malmö Konstmuseum
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Kritik af Nordens idealiserede selvbillede'

Facebook