Nye ansættelser på Det Jyske Kunstakademi

Nye ansættelser på Det Jyske Kunstakademi

Det Jyske Kunstakademi. Pressefoto

Billedkunstnerne Sidsel Meineche Hansen og Honza Hoeck vil henholdsvis den 1. januar og den 1. august 2018 starte som professorer i billedkunst på Det Jyske Kunstakademi.

“Det er med stor glæde, at vi kan ansætte netop disse to nye undervisere. De har begge udmærket sig med et konsistent og spændende arbejde frem til nu og bringer helt sikkert en masse erfaring, viden, netværk og ideer med til akademiet,” siger Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, om ansættelserne, der sker efter opslag af stillingerne.

Danske Sidsel Meineche Hansen (f. 1981) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2007 samt Städelschule i Frankfurt am Main og Goldsmiths College i London. Hun har undervisningserfaring fra bl.a. CalArts i Los Angeles, Goldsmiths i London og Royal College of Art i London og kommer fra en stilling som underviser på Det Fynske Kunstakademi (2013-2016). I sit kunstneriske virke arbejder hun med træsnit, grafik, skulptur og digitale billeder og behandler emner såsom kroppen, seksualitet, køn, kapitalisme og virtuel virkelighed.

Dansk-tjekkiske Honza Hoeck (f. 1974) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2009, har undervisningserfaring fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og andre skandinaviske akademier og har siddet i Akademiraadets jury (2014-2017). Som kunstner arbejder han med grafik, skulptur og installation, der tager en institutionskritisk drejning, og har siden 2010 ageret kurator i det kunstnerdrevne udstillingssted TOVES.

Ved ansættelsen på Det Jyske Kunstakademi bliver Hoeck desuden ny undervisningsleder efter Jørgen Michaelsen.

Kilde: Det Jyske Kunstakademi

Det Jyske Kunstakademi er en lang videregående uddannelse af fem års varighed, som ligger i hjertet af Aarhus. Akademiet har ca. 40 studerende fordelt på fem årgange.

Del artiklen

'Nye ansættelser på Det Jyske Kunstakademi'

Facebook