Performancescenen Warehouse9 flytter efter 14 år i Kødbyen

Performancescenen Warehouse9 flytter efter 14 år i Kødbyen

Lucy McCormick: Triple Threat, IPAF19. Foto: Jacob Tekiela.

Københavns hotspot for queer-kunst indtager nye scener.


Warehouse9 blev grundlagt i 2007, som et queer-kunstprojekt. Gennem de sidste 14 år har Warehouse9 afholdt performances, udstillinger og fester og været et samlingspunkt for LGBTQI+ miljøet i lokalerne på Halmtorvet 11A-F på Vesterbro i København. Men fra 1. juli 2021 er tiden inde til noget nyt.

“Vores historie er i høj grad bundet til de fredede gamle bygninger på Halmtorvet 11A-F, da det er her projektet begyndte. Men i kraft af vores rolle som en mindre LGBTQI+ organisation, der arbejder med en normkritisk tilgang til kunst og kultur, så har vi måttet erkende, at området og bygningen ikke længere er egnet til at huse de fællesskaber og kunstnere vi eksisterer for,” siger Jørgen Callesen, leder hos Warehouse9.

Da der ikke er en ny scene på trapperne, vil Warehouse9 i resten af 2021 opføre en række performances og workshops på andre venues rundt om i hovedstaden og i udlandet i samarbejde med andre kunstscener og LGBTQI+ projekter. Blandt andet med Teater HAUT.

”Gennem de sidste år har HAUT og Warehouse9 samarbejdet om at sætte et større fokus på diversitet. Som to kunstnerdrevne organisationer, der er startet bottom-up, har HAUT og Warehouse9 et særligt slægtskab, som vi glæder os til at udfolde endnu mere i den kommende tid blandt andet gennem det co-kuraterede In Process residency Diversity,” siger Naja Lee Jensen, Kunstnerisk leder af HAUT.

I 2022 forventer Warehouse9 at åbne deres egen scene permanent i nye lokaler, hvor de ser frem til at indgå som en aktiv del af lokalmiljøet og være en synlig indgang til LGBTQI+ miljøet. I resten af 2021 vil administrationen flytte til Nørrebro, hvor Warehouse9 kommer til at arbejde fra et projektkontor på kontorfællesskabet Nr. 25.

”Det er vigtigt for Warehouse9, at kunsten er mangfoldig og inkluderende og at der er mange forskellige tilgange og formater. Kunstnere i LGBTQI+ og alternative miljøer fra Danmark og hele verden har behov for sted som Warehouse9, hvor der er plads til fællesskaber, der ikke altid passer ind i normen. Vi er derfor utroligt glade for, at der er fundet en løsning for fremtiden i nær dialog med forvaltningen i kommunen og med opbakning fra Kultur- og Fritidsudvalget.” siger Jørgen Callesen, leder hos Warehouse9.

Kilde: Warehouse 9

Del artiklen

'Performancescenen Warehouse9 flytter efter 14 år i Kødbyen'

Facebook