Ny udstillingsplatform for samtidskunst i Nordjylland

Ny udstillingsplatform for samtidskunst i Nordjylland

Kunstfaglige ledere for SKAL CONTEMPORARY Anne Møller Christensen & Sara Løvschall Grøntved, Foto: Therese Vadum.

I marts 2021 slår samtidskunstinstitutionen SKAL CONTEMPORARY dørene op i Nordjylland. Den lokale ånd og den særegne natur er omdrejningspunktet for den nye platform, der i første omgang vender blikket mod havet, heden og havnen ved Skagen.

Ambitionen er ifølge folkene bag at gøre samtidskunsten mere tilgængelig for flere og vise, at det nordligste Jylland er mere relevant end nogensinde for kunsten. Det nyligt offentliggjorte program for 2021, præsenterer både lokale, nationale og internationale samtidskunstnere og byder på stedspecifikke udstillinger, performances og forskningsprojekter, der ifølge udstillingsplatformen bærer den vendsysselske natur- og folkeånd.

Med afsæt i den vindblæste og foranderlige natur i det nordligste Jylland bliver Råbjerg Mile, Den Tilsandede Kirke, Hulsig Hede og Læsø Saltsyderi ramme om de kommende udstillinger.

“Vi har valgt, at alle SKALs aktiviteter skal tage udgangspunkt i den natur, vi kender – her i Vendsyssel – både fordi det er nødvendigt, at vi får en stærkere forståelse af og relation til den natur, der omgiver os, og fordi samtidskunsten kan give os nye indsigter”, fortæller kunstfaglig leder Sara Løvschall Grøntved. “Naturens kræfter har altid været fascinerende og dragende for os mennesker, hvilket vi også ser i kunsthistoriens mange landskabsmalerier. Men vi er også i en situation nu, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at alt, hvad vi gør, har en konsekvens i naturen, og at vi alle har en forpligtelse til i højere grad at forholde os til den natur, som omgiver os.”

Platformens aktiviteter udfolder sig på unikke lokationer og i uudnyttede rum: i industrilokaler, i parcelhuse og i det offentlige rum. Dermed aktiveres nogle af de steder og rum, som står tomme hen i en del af landet, hvor dette ikke er et sjældent syn. Det er i platformens ånd at udfordre de klassiske formater og konventioner. Kunstformidlingen foregår i naturen, lokalerne ser anderledes ud og den lokale borger er den højest prioriterede gæst – og det er ifølge kunstfalig leder Anne Møller Christensen noget særligt lokalt:

“Man taler nogle gange om, at vendelboen kan være lidt en tværing, og det tror jeg også, at SKAL er, da projektet er gennemsyret af den vendsysselske tilgang til tingene. Det kan lyde negativt, at man er på tværs, men for os er det enormt vigtigt, at vi ikke nødvendigvis accepterer tingene, som de er, men bliver ved med at udfordre de gældende rammer: om det er i udstillingen, i forskningen eller i mødet med kunsten. Derfor tror og håber vi også på, at vi kan skabe en stærk relation til nordjyderne og vise dem, at samtidskunsten er tæt på dem og spejler deres liv.”

Kilde: SKAL CONTEMPORARY

PROGRAM 2021

Arrival​
19.03.2021 - 21.03.2021
Oskar Koliander (SE/DK), Scott William Raby (US/DK) og Inga Gerner Nielsen (DK)
Skagen

The Dune: Going, Going, Gone​
28.05.2021 - 18.07.2021
Emilie Bausager (EN/DK) og Feline Hjermind (DK/NL)
Skagen

Learning Through the Soles of Our Feet
24.06.2021 - 27.06.2021
Vermeir & Heiremans (BE)
Læsø

​Broom Buzzems
23.07.2021 - 19.09.2021
Oskar Koliander (SE/DK)
Skagen

Root Systems
01.11.2021 - 30.11.2021
Maj Horn (DK)
Skagen

Del artiklen

'Ny udstillingsplatform for samtidskunst i Nordjylland'

Facebook