Mai Dengsøe er ny kunstnerisk leder på Gl. Holtegaard

Mai Dengsøe er ny kunstnerisk leder på Gl. Holtegaard

Mai Dengsøe. Foto: Christian Brems.

Kurator Mai Dengsøe tiltræder som kunstnerisk leder af Gl. Holtegaard. Det sker i kølvandet på en turbulent sommer, hvor direktør Maria Gadegaard 1. september skifter til Frederiksbergmuseerne, og kunsthallens fremtid fortsat står uafklaret, efter Rudersdal Kommune valgte at trække det kommunale driftstilskud til kunsthallen.

Mai Dengsøe er kunsthistoriker uddannet fra Københavns Universitet og Humboldt-Universität i Berlin. Hun har redigeret en række bøger og har tidligere arbejdet som kurator på Kunsthal 44 Møen og Kunsthal Rønnebæksholm, inden hun i 2022 blev ansat som kurator på kunsthallen Gl. Holtegaard.

I forbindelse med tiltrædelsen udtaler hun:

“Jeg ser frem til at få ansvaret for kunsthallen Gl. Holtegaards kunstneriske udvikling. I en tid, hvor kommunens politikere diskuterer kunsthallens fremtid, er det vigtigt, at kunsthallen bliver ved med at udvikle et vedrørende udstillingsprogram for både borgere i Rudersdal Kommune samt gæster fra ind- og udland. Med udstillingen Hoved i rosa lys har vi netop oplevet massiv tilstrømning til stedet – hvilket naturligvis giver glæde og energi til det forestående arbejde”.

Bestyrelsesformand Jens Ive udtaler:

“Jeg er stolt af, at Mai Dengsøe vil træde ind i denne nye rolle. Mai Dengsøe er en af landets mest markante kuratoriske profiler, og med hende som kunstnerisk leder har kunsthallen Gl. Holtegaard de bedste forudsætninger for at fastholde vores stærke kunstneriske profil og bygge videre på dette års publikumsrekord”.

Læs også: Gl. Holtegaard lukningstruet

Kunsthallen Gl. Holtegaard har endnu ikke ansat en afløser for afgående direktør Maria Gadegaard. Stillingen er ikke blevet opslået endnu, da bestyrelsen venter med at finde en permanent løsning på ledelsessituationen, indtil der er fundet en løsning på kunsthallens fremtid.

Kilde: GL. Holtegaard.

Del artiklen

'Mai Dengsøe er ny kunstnerisk leder på Gl. Holtegaard'

Facebook