Trapholt inviterer seniorer og fem udvalgte kunstnere ind i et kunstnerisk fællesskab om COVID-19-tidens konsekvenser.
“Hvad plejede jeg at gøre, og hvad gør jeg nu?” Det er tanker som disse, der udgør omdrejningspunktet i Trapholts nye kunstprojekt Midt i en covid-tid. Projektet udspringer af den nye virkelighed med COVID-19 med fokus på, hvad den ændrede hverdag betyder for de ældre og for kunsten.
Trapholt inviterer fem seniorklubber i Kolding, Odense, Frederiksberg og Høje Tåstrup til at sætte ord på COVID-19-tidens konsekvenser i et kunstnerisk fællesskab. Fem danske billedkunstnere omsætter disse ord i kunstværker, der udstilles på Trapholt i slutningen af december. Billedkunstnerne er Emily Gernild, Christian Schmidt-Rasmussen, Fie Norsker, Maria Torp og Mie Olise Kjærgaard. Kunstnerne kobles på hver deres seniorklub, og disse skal etablere en dialog, hvor seniorerne deler deres erfaringer med at leve i en COVID-19-tid.
På projektets Facebook side kan man følge med i kunstnernes proces, hvor alle inviteres til at dele deres tanker. Bidragene formidles i udstillingen, der tilsammen danner et billede af livet som senior i en COVID-19-tid.
Kilde: Trapholt.