Konsekvensrealisterne!

Konsekvensrealisterne!

Tue Greenfort. Der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk, 2009/2014. (Foto: Léa Nielsen)

Vis billedserie

Udstilling

Tue Greenfort: Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer

24 maj 2014 17 aug 2014

Tue Greenfort

Sorø Kunstmuseum
Se kort og tider

Henrik Olesen:
Afsked med forældrene

23.05.14 - 01.10.14
Statens Museum for Kunst
www.smk.dk

Learning Site:
From Everyday, Everywhere to The Second Act

15.05.14 - 29.05.14
Flensborggade 57

Tue Greenfort, Henrik Olesen og Learning Site tegner aktuelle indslag fra et felt i samtidskunsten, hvor spejlninger af virkeligheden går hånd i hånd med aktivistiske kunstgreb. Men nu er sådanne praksisser mere end velkomne i kunstinstitutionerne, og det stiller spørgsmålstegn om grebets bæredygtighed og funktion.

Simone Aaberg Kærn flyver over Afghanistan (Crossing Line, 2003), Kenneth A. Balfelt og FOS indretter Mændenes Hjem på Vesterbro (2002-2009), Jakob Boeskov tager på våbenmesse med en microchip-riffel (My Doomsday Weapon, 2002), The Yes Men fører kampagner med førstehjælps-løsninger til jordens undergang (bl.a. Survivaball, 2003), Santiago Sierra betaler en gruppe arbejdsløse cubanere 30 USD for at tatovere deres kroppe (250cm line tattooed on six paid people, 1999).

Samfundsspejlninger
I løbet af 00’erne har en lang række kunstnere præget det offentlige rum og debat med værker, der tager afsæt i reelle forhold og udfolder en konsekvens i måden at skabe kunst på, der ofte har flyttet grænsen for kunstbegrebet. En skarp studiekammerat, Nanna Thylstrup, introducerede i 2007 i sit speciale, Virkelighedens Spejl, begrebet ‘konsekvensrealisme’, og det har gang på gang slået mig som yderst produktivt for grebet om denne type kunstpraksisser. Både fordi konsekvensen fanger det aktivistiske og handlingsbetonede i sådanne praksisser, og fordi realismen udtrykker klart, hvor kunstnerne henter deres materiale og opererer.

Kunsten bliver med sådanne praksisser et rum, hvor vi konfronteres af handlingsformer, tankemønstre og produkter af vores tid. Og i stedet for blot at formulere mulige modtræk eller dyrke en harmløs ironi, står disse kunstneres værker over for os i reel, post-ironisk forstand. Det er virkeligt, og alternativerne er ofte egentlige modeller for en ændret praksis eller tænkning, uanset hvor uhåndterlige de umiddelbart kan synes som ‘kunstværk’.

Fra gaden til museet
Flere udstillinger og symptomer har i den seneste tid understreget, at hverken konsekvensen eller realismen er på vej ud af kunsten. Nu er den såmænd blevet en ganske etableret del af institutionen.

Kenneth A. Balfelt + FOS: Mændenes Hjem / Radical Horisontality, 2002-2009. (Pressefoto)
Kenneth A. Balfelt + FOS: Mændenes Hjem / Radical Horisontality, 2002-2009. (Pressefoto)
Her er Balfelt og FOS' campingvogn kommet på museum. (Foto: SMK)
Her er Balfelt og FOS’ campingvogn kommet på museum. (Foto: SMK)

Denne omfavnelse fra institutionel side er åbenlys på Statens Museum for Kunst, hvor Kenneth A. Balfelt og FOS’ mødelokale fra deres redesign af Mændenes Hjem – en intim og smuk lille campingvogn, nu er indkøbt og rykket fra hjemmet for udsatte og hjemløse på Vesterbro til Skulpturgaden i museet.

Et sådan greb udviser hvor etableret det grænseoverskridende, sociale greb er blevet, men rejser vel også nogle spørgsmål, om hvorvidt konsekvensen stadig er en del af værket? Vi kan gå på opdagelse i værkets proces (via en installeret videodokumentation ved siden af campingvognen), men altså nu som en indsigtsfuld historie fra dengang kunsten opererede ude i den virkelige verden.

Museumsaktivisme
Henrik Olesens udstilling i X-rummet på Statens Museum for Kunst tegner en anden tendens i den mere institutionsrettede konsekvensrealisme: ’arkivering’ som spejlning af og som udtryk for et opgør med den autoritet institutionen opererer med. Virkeligheden er her museet som offentligt rum, og den aktivistiske konsekvens udtrykkes i det reelle bud på en alternativ forvaltning og repræsentation af museet.

Henrik Olesen: installationsview; Vincent Fecteau, Untitled, 2006 og bl.a. værker af Jeanne Mamman og Richard Hawkins. (Foto: Anders Sune Berg)
Henrik Olesen: installationsview; Vincent Fecteau, Untitled, 2006 og bl.a. værker af Jeanne Mamman og Richard Hawkins. (Foto: Anders Sune Berg)

I Olesens tilfælde er alternativet knyttet til hans årelange undersøgelse af afvigeren og en afvigelsens – og mere specifikt homo-seksuel – æstetik. Olesen og de to medkuratorer (Daniel buchholz og Christopher Müller) genforvalter SMKs samling, der er blevet åbnet for trioen. Afsked med forældrene er dermed et reelt bud på en sådan samlings-æstetik, der ’tager afsked’ med en institutionaliseret praksis.

Udstillingen tæller ufattelige mængder af materiale i alskens kunstmedier fra kunstens store litterære afvigere (især i deres samtid) som H. C. Andersen og Gertrude Stein, men også værker af samtidige kunstnere, der fra et utal af positioner udfordrer, bevidst eller ubevidst, et heteronormativt (læs: traditionelt) kulturperspektiv som fx Wolfgang Tillmans, Danh Vo, Gilbert & George, Elmgreen & Dragset for at nævne nogle af de mere velkendte på den meget lange liste.

Henrik Olesen: Installationsview; Judith Scott, Untitled, 2003 og Lukas Duwenhögger, Probleema, 1995. (Foto: Anders Sune Berg)
Henrik Olesen: Installationsview; Judith Scott, Untitled, 2003 og Lukas Duwenhögger, Probleema, 1995. (Foto: Anders Sune Berg)
Henrik Olesen: Installationsview; Lutz Bacher, Horse/Shadow, 2010-2012 & Lutz Bacher, Horse Painting, 2010 Foto: Anders Sune Berg
Henrik Olesen: Installationsview; Lutz Bacher, Horse/Shadow, 2010-2012 & Lutz Bacher, Horse Painting, 2010 Foto: Anders Sune Berg

Afvigeren, kunstneren, flamboyanten bliver på markant vis én figur, der ligger som en konstant udfordrer gennem kunsthistorien af et moralistisk livssyn, det etablerede og ikke mindst reaktionære. Mønsterbruddet som kunstkraft. Den historiske sammenstilling fra papirklip af Andersen over sirlige Herman Bang skriblerier, Judith Scotts garnindviklede ord fra art brut traditionen (outsider-kunst), til især 80’er og 90’er foto- og videokunst af fx W.C. Fields er immervæk stærk og krydsbefrugtende i praksis, og man kan roligt, trods den lidt for begrænsede plads, sætte flere timer af.

At synliggøre refleksion
Marianne Torp, der søsatte udstillingsserien forklarer SMKs motiver således: ”Vi vil gerne synliggøre vores refleksion over den autoritet, vi forvalter. Hvad er det for en konstruktion, som vi baserer vores udstillingsvirksomhed og indsamling på?”

Således er Olesen og kumpaner fuldstændig i tråd med den dagsorden og præsenterer et sandt overflødighedshorn af værker, materialer og objekter – også fra andre internationale samlinger, der kunne udstilles. Så det har de gjort. Bum.

Helt farligt bliver det dog aldrig i X-rummet, men som arkiv og eksemplarisk gestus er det en skattekiste og fænomenalt udført.

Tue Greenfort, Exceeding 2 degrees, 2007/2014. Foto: Léa Nielsen. Courtesy kunstneren og Johann König Gallery, Berlin.
Tue Greenfort, Exceeding 2 degrees, 2007/2014. Foto: Léa Nielsen. Courtesy kunstneren og Johann König Gallery, Berlin.
Greb med konsekvens
Med Sorø Kunstmuseums Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer er vi trods den museale sammenhæng tilbage i nærmere konfrontation med virkeligheden udenfor, og som oftest med kunstneren Tue Greenfort er det naturen, økosystemer og især den kapital, der forbinder sig med naturen og dens resurser, der er i fokus.

Men hvor Greenfort tidligere har handlet i mere direkte konfrontation med fx DONG Energy (From Grey to Green, 2009 i et forsøg på at gøre Den Frie Udstillingsbygning CO2-neutral), har også delvist vendt sig mod arkivet som fænomen.

Imens kunstneren som en sand aktivist har etableret et bed med de fem store og ødelæggende (for biodiversiteten) monokulturer i dagens landbrugssæd og sænket temperaturen i museet to grader, for siden at bruge de opsparede finanser (2003 kr) til at bevare knap 6000 m2 regnskov i Ecuador, har Greenfort midlertidigt lånt og iscenesat den lokale naturhistoriske samling fra Sorø Akademi.

Den blev indsamlet af Japetus Steenstrup i 18oo-tallets narurromantiske tidsalder, hvor det at administrere naturens orden og skabelser også var at formidle en åndelighed i ’den skønne eksistens’.

Installation view. Foto: Léa Nielsen
Installation view. Foto: Léa Nielsen

Natur og rigdom
Alt fra insekter over tropiske fisk til store fugle og pattedyr er sat til skue efter at have ligget pakket væk i en akademi-kælder i utallige år. Lugten af balsamering slår os i sanseapparatet, imens nutidige greb fra kunstnerens hånd fortæller om naturens sanselige mønstre, menneskets selvorienterede (posthumane) herredømme, rødlistede arter, mislykkede hjemme-laboratorieforsøg, medicinalindustriens kølige forbrug af truede arter, herreløse hunde i Napoli, vilde parakitter i Köln og tegneserier med sumpuhyrer og andet ekstraordinært. Fænomener dokumenteret, indsamlet og udfoldet af Greenfort som en understregning af samtidens vildfarelse i forvaltningen og formidlingen af naturen og dens rigdom.

Installation view, Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer, Sorø Kunstmuseum. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Installation view, Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer, Sorø Kunstmuseum. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Tue Greenfort: Psittacula Krameri (Rose-ringed Parakeet), 2011, fundet i Köln. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Tue Greenfort: Psittacula Krameri (Rose-ringed Parakeet), 2011, fundet i Köln. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Begrebsparret; rigdom og natur er faktisk hele omdrejningspunktet. For hvor ’rigdom’ tidligere lå i eksistensen, mangfoldigheden og en ydmyg administration af denne – eksemplificeret ved Japetus Steenstrup, ligger ’rigdommen’ nu i mængden af råstof, der kan udvindes – og effektiviseres i det ekstreme, med ekstreme konsekvenser til følge.

Hos Greenfort bliver disse konsekvenser til fænomener, vi nu kan gå rundt om, sanse, indoptage, behandle og – måske – handle i nærmere samklang med.

Samtidens ruin
Den nyligt afrundede udstilling med Learning Site (Rikke Luther og Cecilia Wendt) ved udstillingsstedet Flensborggade 57 var en del af ”Silkeborgaffæren” – Kalk og Svamp Festival 2014, der ruller videre med kunstneriske indslag om samtidens ruin juli ud, og bar titlen From Everyday, Everywhere to The Second Act.

Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)
Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)
Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)
Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)

Ligesom hos Greenfort er afsættet realverdenens destruktive og spekulative mekanismer, der i forbindelse med duoens deltagelse i Reykjavik Arts Festival 2012 meget passende blev finanskrisens indbyggede logikker og kunstnernes markeringer af de rømmede lokaler i byen, midt i krakkets krater.

Fra spekulanternes maskinrum
Finanskrisens indre logik blev illustreret ved en dramatiseret dialog mellem tre forretningsmænd, der med skingrende kynisme og afsindig beregninger på bekostning af alt humant ligger planer for den ultimative indtjening. Starten på dialogen, der blev oplæst i sin fulde længde under åbningen den 12. maj i Flensborggade 57, lyder sådan her:

Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)
Learning Site: From Everyday, Everywhere to The Second Act, 2014. (Pressefoto)

David: Look around. What do you see?
Alex: People. Shops, buildings, the sky … ?
David: Look carefully … and think.
Alex: Money.
David: It’s not that simple.
Alex: Markets I guess. People exchanging stuff. Commerce … Is that what you mean?
David: No. You have to think. You have to think. And not like them.
Alex: Is that supposed to be a clue? [Pause]
David: What you are looking at? … open your fucking mind …
David: Imagine they’re fish. All you have to do is put your hand into the water and pull
the money out.
Alex: Is that a riddle?
David: And you’re supposed to be fucking smart …
Alex: Well what do you see?
David: Value.
Alex: Value.
David: Value. That’s the difference. I see value. Locked in those bodies. It’s in the way they walk. The way they talk. The way the fuck, smile, get ill and die. It’s in what they think. Forget the fucking shops. Its chicken feed. I’m talking about real value. [Bends to the floor and picks up a tiny piece of gravel] Look at this little stone. It’s just a rock. That’s what you see. Just a rock. Buddy … humans did that for thousands of years. People stepped on them. Stared at them. Shat on them. Then one day some guy who’d never shaved worked out how to get ore. There’s materials, there’s people, and there’s ideas. The guy who worked it out made a sword, had a shave and wiped iron oxide on the walls of his cave to make paintings. Industry. Self-esteem. Culture. In ten thousand years we haven’t changed, nor have the materials – that oxide’s in your Blackberry. All that’s changed is ideas.

LÆS eller download hele projektet her

Det kunne jo være…
Konsekvensrealismen er kendetegnet ved at operere direkte i strukturerne som disse aktuelle eksempler forhåbentlig illusterer.

Og måske er det et godt tegn at sådanne operationer er rykket indenfor. Forældre kan jo godt lære noget af deres børn, og når argumentet er, at vi selv bærer ansvaret for tingenes tilstand, så kunne det jo give helt mening at dyrke og møde den form for kunst med åbent sind og det kritiske apparat tændt.

Det kunne jo ske at vi selv under et museumsbesøg blev klogere…

Kalk og Svamp inviterer til grupperevision, torsdag d. 12. Juni kl. 17-20, i lokalet Flensborggade 57. Revisionen kan ligeledes besigtiges torsdag. d. 19 Juni imellem 12 -17.

Læs mere om Kalk og Svamp Festival her

Vis billedserie

Udstilling

Tue Greenfort: Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer

24 maj 2014 17 aug 2014

Tue Greenfort

Sorø Kunstmuseum
Se kort og tider

Henrik Olesen:
Afsked med forældrene

23.05.14 - 01.10.14
Statens Museum for Kunst
www.smk.dk

Learning Site:
From Everyday, Everywhere to The Second Act

15.05.14 - 29.05.14
Flensborggade 57

Kommentarer

Del artiklen

'Konsekvensrealisterne!'

Facebook